Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I The Guardian er der et interview med en forhenværende konspirationsteoretiker. Han hedder Brent Lee og bor i England, og når man læser, hvad han troede på, lyder det som en parodi på en konspirationsteoretiker. Det starter med, at han som 24-årig downloader en serie videoer fra internettet, som kommer med nogle ‘alternative’ forklaringer på, hvad det var, der skete med World Trade Center i New York d. 11. september 2001.
Vi behøver ikke oprulle det i detaljer her, men det er historien om, at der er tale om et inside job – altså, at den amerikanske regering selv iværksatte angrebet på tvillingetårnene for at kunne retfærdiggøre sine militære interventioner i Afghanistan og Irak.
Herfra griber det om sig for Brent Lee. De næste mange år bruger han store mængder af sin mentale energi på at lede efter tegn på, at verdens store begivenheder, bankerne, underholdningsindustrien, politik og religiøse organisationer kontrolleres af “illuminati overlords”. Uden at han skænker det en tanke, følger han nærmest drejebogen for, hvordan man er konspirationsteoretiker: han er overbevist om, at månelandingen ikke har fundet sted, men blev instrueret og filmet af Stanley Kubrick; han var ikke i tvivl om, at en kult af pædofile satanister, herunder en masse kendte politikere, arbejdede på at skabe en ny verdensorden, etc. Brent Lee diskuterede løbende de absurde teorier i et online-fællesskab med andre truthers.
15 år af sit liv spilder han på det. Han har svært ved at forklare, hvordan det kunne gå så galt, men det er noget med dårlig uddannelse (journalisten nævner også, at han blev smidt ud af et engelsk college for at ryge hash). “Jeg tror ikke, jeg var uintelligent, men jeg var naiv i min forståelse af politik og af, hvordan verden faktisk fungerer,” siger Brent Lee. Antisemitismen, der ligger og lurer under det hele, forstod han først omfanget af, da han trådte ud af miljøet.
Hvad der er nok så interessant, så blev han truther i en god mening. Han var indigneret; han ville bare gerne have “sandheden” frem. “Det var ikke, fordi jeg ville lyve, jeg havde bare det forkerte billede.” The Guardians journalist citerer noget, som den canadiske aktivist og forfatter Naomi Klein skriver i sin nye bog Doppelganger: “Konspirationsteoretikere misforstår fakta, men følelsen er rigtig (…) Følelsen af at nogen profiterer på andre menneskers lidelse (…) følelsen af, at vigtige sandheder holdes skjult.”
Den gode nyhed er, at Brent Lee er ude på den anden side. Nu skammer han sig over al den misinformation, han har videregivet, alt det lort, han har lukket ud. Han prøver at gøre det godt igen ved at advare andre mod illuminati-fælden.
Ring til Socialdemokratiet
Her er noget at være indigneret over: Uligheden i Danmark stiger og stiger, og det har den gjort uafbrudt siden 1991. Det går ud over samfundets sammenhængskraften og den sociale mobilitet. Og det går ud over børnene. I et fælles åbent brev til regeringen dateret d.d. forsøger 23 fag- og børneorganisationer, herunder Red Barnet, Mødrehjælpen og Dansk Flygtningehjælp, at råbe regeringen op med en opfordring om at gøre mere for at bekæmpe børnefattigdom. Organisationerne tilskynder regeringen til at sørge for, at alle børnefamilier har et tilstrækkeligt forsørgelsesgrundlag.
Tænk, at det er nødvendigt. Det er helt sindssygt, at børnefattigdom er et problem i et land som Danmark. I sin nye bog Hvorfor stiger uligheden – og hvad gør vi ved det? plæderer lektor i økonomi ved CBS Birthe Larsen for en bedre omfordeling af ressourcer. Det, hun foreslår, er lige ud ad landevejen: En progressiv beskatning, så skatteprocenten stiger jo mere man tjener, og beskatning af kapital i stedet for arbejdsindkomst.
Engang ville man have sagt: Ring til Socialdemokratiet, de fikser det her. Men sådan er det ikke mere. Uligheden har aldrig været større. Det sker på Socialdemokratiets vagt. I dag står landets socialdemokratiske statsminister på mål for skattelettelser. Efter 22 år – eller hvor meget det nu er blevet til – lever Mette Frederiksen i sin egen forestillingsverden, og den kan hun tage med sig, hvis hun skal være generalsekretær i Nato. Men de andre socialdemokrater i toppen af partiet… Det gør sikkert, hvad de gør, fordi de synes, det er det rigtige. De kæmper for større lighed, men kampen udmønter sig i det modsatte. Det er som Lars von Triers læge i filmen Epidemic, der flyver rundt for at stoppe pesten uden at vide, at han selv er smittekilden.
Den gode nyhed er, at hvis en fyr som Brent Lee kan komme ud af de tossede konspirationståger efter 15 år, så kan Socialdemokratiet også få de sociale prioriteter i orden i en post-Mette Frederiksen-verden. /Oliver Stilling