Nyhedsanalyse
Trafiklys i udu
Søndagens to delstatsvalg i Bayern og Hessen vidner om et Tyskland – og Europa – der rykker længere mod højre.
Det kunne ikke være gået meget værre for forbundskansler Olaf Scholz. I Bayern og Hessen er hans parti SPD ved søndagens delstatsvalg blevet overhalet indenom af de stærkt indvandrerkritiske partier Alternative Für Deutschland (AfD), Christlich-Soziale Union (CSU) og Christlich Demokratische Union Deutschlands (CDU), der tilsammen har fået en historisk fremgang. Og selv hos det mindre Frie Vælgere – hvor partileder Hubert Aiwanger ellers er blevet stærkt kritiseret, efter det kom frem, at han skulle have uddelt antisemitiske løbesedler og heilet i sin skoletid – var det højreorienterede partis dårlige resultat trods alt stadig en succes.
Bayern og Hessen dækker godt en fjerdedel af de stemmeberettigede i Tyskland, og dermed var delstatsvalgene reelt en tryktest for forbundsvalget i 2025. Dels fordi de regionale mærkesager nærmest fuldstændig var forsvundet fra valgkampen, og dels fordi resultatet blot spejler meningsmålingerne på landsplan.
Alle spydigheder er rettet mod forbundsregeringen. Hos AfD har partileder Alice Weidel fejret sit resultat ved at kalde det et tegn på, at vælgerne ønsker et opgør med den føderale regerings “forbudspolitik”. Og i Bayern, hvor ministerpræsident Markus Söder forblev i front på trods af en tilbagegang, brugte han muligheden for at vende det til noget positivt. “Det har aldrig været en skønhedspris, men handlet om et klart regeringsmandat,” sagde han på valgaftenen.
“For mig er konsekvenserne – og det er det vigtigste fra dette valgresultat – den nationale opgave med at vende migrationspolitikken […] Så kan du reducere AfD markant,” sagde han søndag i ZD’s Heute Journal. Den ene af SPD’s formænd Lars Klingbeil er da også klar over, at delstatsvalgene sender et klart “signal til lyskrydskoalitionen”, at de tyske socialdemokrater har en “kæmpe udfordring i migrationspolitikken”, og at “flygtningetallet er for højt”.
Og det leder til den helt store skillelinje i Tyskland lige nu: Op mod halvdelen – 47 pct. – af befolkningen i Hessen har efter valget givet udtryk for, at de støtter AfD’s ønske om en strengere migrationspolitik. Det vidner således om et Tyskland, hvor migration bliver et af valgkampens største temaer. Og det kommer også til at påvirke dagsordenen i Europa.
EU er ved at gøre sig klar til at give medlemslandene mulighed for at tilbagesende asylansøgere. Den sidste puslespilsbrik blev i den forbindelse lagt i sidste uge. Her godkendte Det Europæiske Råd en aftale om at kunne afvise flere flygtninge i såkaldte “krisetider”. Det skal give medlemslandene lov til at tilbageholde asylansøgere i længere tid end de 12 uger, der i dag er maksimum.
Den tekst har Tyskland tidligere været imod, men pludselig har Scholz signaleret andre takter, fordi valgene i Bayern og Hessen var på trapperne, og fordi han ved, at AfD kan veksle sin fremgang til at blive det største parti i Forbundsdagen. Hvor statsminister Mette Frederiksen (S) i Danmark helst ikke vil sige det højt, er retorikken blevet anderledes direkte i Tyskland: De næste to år kommer til at være en kamp om, hvem der kan stramme mest. /Emma Louise Stenholm