Ni dunkle punkter i Dong-salget

Udsalget af Dong-aktier i 2013 fandt sted i en hermetisk lukket proces, hvor kun enkelte investorer blev håndplukket til at deltage — og investeringsbanken Goldman Sachs vandt den store håndfuld af aktier, der senere gav et milliard-overskud til investeringsbanken.

I begyndelsen af 2013 vurderede Dong og Finansministeriet kun selskabet til at være 33,5 milliarder kroner værd, hvilket var historisk lavt. Den pris var Goldman Sachs uenig i, og fik den forhandlet yderligere to milliarder kroner ned under forhandlingerne.

Som Føljeton afslørede tidligere i dag, fik Goldman Sachs også indblik i den hemmelige plan, Projekt RED, der lå som stærkt fortrolig, gennemarbejdet vision i Dong – en plan, der kunne få selskabets værdi til at stige 50 milliarder kroner på få år.

Det, som netop er sket ved børsnoteringen af selskabet i maj 2016.

Men da Goldman købte sig ind i Dong fik offentligheden intet at vide om dette ’guldæg’, og staten som sælger holdt det åbenbart helt ude af salgsprocessen. En række af Føljetons kilder siger, at det er en helt besynderlig ’fejl’, eftersom Projekt RED både kunne bruges – i forhandlingerne – hvis potentielle investorer troede på det enorme indtjenings-potentiale i projektet – men også hvis en investor ikke gjorde, fordi man så kunne indkalde konkurrenter, der troede på visionen.

Hvorfor blev Dong-aktierne solgt så billigt – og hvorfor brugte man ikke Projekt RED til at skærpe konkurrencen mellem mulige investorer – for på den måde få prisen sat i vejret?

Hvem havde den vigtige viden om Projekt RED – uden at inddrage det i processen?

Foregik salgsprocessen i 2013 på en måde, så staten var sikker på at få den bedste (så vidt muligt højeste) pris for de udbudte aktier i sit energiselskab?

Et fjerde spørgsmål, der kan stilles – med den senere viden om Projekt RED – og Dongs tilstand i øvrigt er:

Hvorfor fremstillede daværende finansminister Bjarne Corydon selskabet som “nødlidende” – når det reelt ikke var i nogen overhængende fare?

Dong stod til store indtægter – fra en helt ny vindmøllepark – og fra realiseringen af den åbenlyst rigtige vision om satsning på hav-vindenergi, hvor Dong var verdensledende. Den, der netop gjorde selskabet til et ’guldæg’ ved børsnoteringen. Staten kunne desuden låne Dong pengene næsten rentefrit.

Hvorfor omgik – eller underprioriterede – staten de normale regler om et bredt og kvalitativt udbud, der kunne sikre mange konkurrenter og dermed mulighed for højere pris?

EU’s regler om privatisering af offentlig ejendom siger blandt andet, at et frasalg af den type i god tid skal annonceres – det skal ske vidt og bredt, i nationale og internationale medier.

Salgsarbejdet startede i februar 2013, og der var deadline for at byde den 19. juni 2013. Den eneste annonce der blev indrykket – nogensinde – stod den 3. juni i dagbladene Wall Street Journal og Financial Times. Her fremgik intet om et fremtidigt vind-eventyr. Og det var kun få dage, før udbudsrunden sluttede.

Til gengæld var de særligt indbudte investorer fra ikke mindst andet Goldman Sachs rejst til København allerede i april og maj måned, hvor de holdt møder med Dongs direktion.

Forhandlingerne startede altså lang tid før annoncering og endelig deadline.

Ingen ved, hvilke firmaer der deltog i disse drøftelser, bortset fra at Goldman Sachs tidligt kom til Danmark med flere medarbejdere.

Blev de danske pensionskasser holdt ude af forløbet – og i så fald af hvilken – eller hvilke grunde?

PensionDanmark har oplyst, at pensionskassens købstilbud tidligt blev fejet på banen uden forhandling – selv om det danske selskab senere viste sig at have vurderet Dongs værdi langt højere, end Goldman Sachs gjorde ved købshåndslaget – nemlig til 46 milliarder kroner. Det var næsten 15 mia. mere, end det investeringsbanken betalte.

PensionDanmark skulle oprindeligt, sammen med de to pensionskasser ATP og PKA have været med i Projekt RED – som blev omtalt i den foregående artikel på Føljeton – hvis ikke planerne var kuldsejlet, da Dongs direktør Anders Eldrup blev fyret i 2012. Eldrup var, sammen med tre andre medarbejdere, hovedmanden bag RED-visionen.

I foråret og sommeren 2013 ønskede de tre danske pensionskasser at gå ind i salgsprocessen sammen – hvilket ville være den eneste måde, hvorpå mindre investorer kunne matche Goldman Sachs globale formue.

Alligevel forbød Finansministeriet dem — ganske usædvanligt — at danne et fælles konsortium, der kunne investere i Dong. Derved splittede Finansministeriet den danske tilbudstrojka.

PensionDanmark blev afvist, PKA trak sig og ATP stod alene tilbage.

Hvorfor forhindrede Finansministeriet de danske firmaer at danne et konsortium. Var det rettidig omhu og i statens interesse?

I løbet af efteråret 2013 fik ATP og det andet danske pensionsselskab, PFA, alligevel lov at blive mindre partnere på den aftale, Goldman Sachs havde lavet med Dong. Til slut i forhandlingerne afviste regeringen at ATP kunne lave hele forretningen selv. ATP’s forhandlere havde da kendskab til hvilken lukrativ aftale, Goldman Sachs var på vej til at underskrive. Men et tilbud om at overtage hele købet blev afvist.

Endnu et spørgsmål – som kendere af den type processer undrer sig over – bør stilles:

Hvorfor lod Finansministeriet Dongs ledelse klare forhandlingerne med Goldman Sachs alene?

Det var staten der, solgte Dong – og staten skulle naturligvis have den bedste (om muligt højeste) pris. Men staten og Dong-ledelsen havde ikke de samme interesser.

Undervejs i processen fik Dong-ledelsen både tilbud om bonus-ordning og lov at købe aktier til sig selv. Det betød, at staten – som optimalt skulle søge det højeste bud – indsatte en forhandler, der objektivt set kunne have havde den stik modsatte interesse – nemlig, at prisen blev så lav så mulig, fordi aktierne så – ved en forventet stigning – ville give maksimalt, personligt udbytte.

Hvorfor accepterede staten, at Dongs ledelse – ved direktør Henrik Poulsen – forestod salgsprocessen i den situation?

Henrik Poulsen var med til at fastsætte prisen (i december havde han vurderet Dongs værdi til 33,5 milliarder), nu forhandlede han den – sammen med Goldman Sachs – ned til kun 31,5 mia. og købte dermed selv aktier til en kurs, der aldrig har været lavere.

Poulsen kendte Projekt RED som han havde overtaget fra sine forgængere – og som lå i Dongs datarum i ringbind og omyggeligt gennemregnede modeller.

Normalt er det ejerne og måske bestyrelsesformanden der forhandler salg. Ikke selskabets direktør. Sådan ville et stort privat firma helt naturligt håndtere den proces.

Et privat firma ville også sørge for en uvildig værdisættelse af virksomheden – forud for aktiesalget – men det skete ikke.

Hvorfor fik Finansministeriet ikke lavet en uafhængig, uvildig undersøgelse af Dongs værdi – herunder potentielt med inddragelse af Projekt RED?

Hvorfor afskrev Finansministeriet sig hjælp fra det internationale finanshus Rotschild, der plejer at arbejde for staten – og har en ekspertise, der kunne matche Goldman Sachs?

Det var kun Goldman Sachs skøn, der talte.

Til gengæld sikrede investeringsbanken sig, at hvis man kom i den situation, at staten siden skulle købe aktierne tilbage fra Sachs (det kunne der være en række grunde til), så skulle der – naturligvis – indsættes op til tre, uafhængige internationale finanshuse, der skulle vurdere Dongs værdi og potentiale. Goldman Sachs-folkene købte altså Dong-delen af en stat, der undlod en uvildig vurdering – men undlod ikke selv at sikre sig denne ret i en eventuel fremtidig situation.

Endnu er vigtigt spørgsmål lyder:

Hvor var den daværende Dong-formand, Fritz Schur i hele forløbet?

Erhvervsmanden var formand for Dongs bestyrelse og det var ham, der skulle orientere Finansministeriet om Projekt RED og lægge det frem til beslutning i Dongs bestyrelse.

Fritz Schur bliver ofte portrætteret som én af Danmarks dygtigste forretningsmænd; hvordan kunne han overse/negligere sit eget selskabs plan om at stige 50 milliarder kroner?

Hvordan kunne han blive enig med afdelingsleder Peter Brixen i Finansministeriet om at fortælle finansminister Bjarne Corydon, at Projekt RED var et fantasifoster.

Og så er vi tilbage ved starten; Peter Brixen var ansvarlig for hele salgsprocessen og fulgte den på sidelinjen fra Finansministeriet. Hvorfor sørgede han ikke for, at selskabets foreslåede strategi med havvindmøller som Projekt RED beskrev, indgik i salgsplaner og pris.