Nyhedsanalysen
Pipikism og innovativ udvanding
Sommetider støder man på ord og begreber, der er blevet så overlæsset med forskellige betydninger og konnotationer, at de næsten bliver helt meningsløse. Måske har man en svag fornemmelse af, hvad de engang er blevet brugt til, men nu står de mest som en tom beholder, folk kan anvende efter forgodtbefindende – og som ingen derfor kan blive enige om at definere.
Tag et ord som “woke”, som vi vil nærstudere i næste lektion. Hvad der egentlig menes med det – og om det er et hæderstegn eller brændemærke – afhænger i høj grad af, hvor du befinder dig politisk og kulturelt. Samtidig er det, som om du ikke længere kan pinpointe, præcis hvornår folk begyndte at bruge det. Ordet trænger kort sagt til at blive skrubbet fri for både spin og snavs, så du bedre kan gennemskue det. Det trænger til at blive begrebsrenset.
I løbet af denne uge vil vi forsøge at give dig en håndfast guide til, hvordan man kan gennemføre sådan en begrebsrens. Velkommen til Føljetons nye efterårsskole. /David Dragsted
Ret beset findes der mange forskellige teoretiske vaskemidler, man kan benytte, når man skal begrebsrense – lige fra semantiske skemaer til kritiske diskursanalyser. For nemheds skyld vil vi dog i dette kursus primært fokusere på et enkelt, nemlig idéhistorikeren Quentin Skinners teori om den innovative ideolog – og så skylle efter med en lille smule Naomi Klein.
I teksten ‘Moral principles and social change’ fra værket Visions of Politics beskriver Quentin Skinner, hvordan en politisk aktør kan legitimere sine handlinger gennem sproget. Konkret sker det via såkaldt “evaluative-deskriptive” termer. Det vil sige ord eller begreber, som kan bruges til enten at bifalde eller fordømme en handling. Disse aktører giver Skinner betegnelsen “innovative ideologer”.
Målet for den innovative ideolog er at sandsynliggøre, hvordan eksempelvis et positivt ladet ord kan bruges til at beskrive ideologens tvivlsomme handlinger. Lykkes det, vil vedkommende nemlig få noget nemmere ved at affeje den kritik, som handlingerne ellers ville blive udsat for. Nøgletricket er derfor at finde et begreb, som modstandere normalt ville bruge til at beskrive det, de beundrer.
Som eksempel nævner Skinner selv, at engelske købmænd i 1600-tallet begyndte at forsvare deres profitsøgen ved at sige, at de blot havde udvist “forsyn” i deres forretninger. Da pengegriskhed jo ellers ikke blev bifaldet af tidens religiøse normer, var det nemlig smart at bruge ord, der havde en positiv religiøs klang.
Formålet med denne strategi er ifølge Skinner at tvinge ens ideologiske modstandere til at indrømme, at ord, de normalt bruger til positive beskrivelser, nu pludselig findes i handlinger, de ellers opfatter som negative. Dermed risikerer betydningen af ordene også at blive forvirret og udvidet – hvormed muligheden for at ytre kritik indskrænkes.
Netop den mekanisme er forfatter og politisk analytiker Naomi Klein også inde på i sin nye bog Doppelganger. Dog med den vigtige – og brugbare – detalje, at de “stjålne” ord ikke nødvendigvis behøver at blive brugt til at beskrive ideologens egne handlinger, eller for den sags skyld at være udpræget positivt ladede.
Selv låner Klein et udtryk fra forfatter Philip Roth til at beskrive, hvordan særligt den ekstreme højrefløj formår at forvrænge og udvande betydningen af forskellige ord: Pipikism, der kan defineres som “den antitragiske kraft, der gør alt ligegyldigt – som gør alting farceagtigt, overflødigt og trivielt”.
Et godt eksempel på pipikism er Donald Trumps anvendelse af begrebet ‘fake news’. For som Naomi Klein skriver, blev det faktisk brugt af medieforskere til at beskrive et ægte problem, nemlig opdigtet propaganda forklædt som nyheder. Da først Trump fik fingrene i det – og begyndte at kalde alting ‘fake news’, ikke mindst sande nyhedshistorier – blev vi imidlertid berøvet et begreb, som vi ellers godt kunne have brugt til at kritisere Trumps falske fortællinger. Trump forsvarede kort sagt sine tvivlsomme handlinger ved at give begrebet en ny betydning.
På overfladen kan det måske virke som en dårlig joke, at en så fjollet skikkelse som Donald Trump skulle kunne forvandle sproget. Ifølge Naomi Klein er problemet dog netop, at selv de mærkeligste forvrængninger med tiden fjerner mulighederne for at udføre seriøs kritik:
“Når klovnefiguren bliver central i det offentlige liv, er problemet ikke kun, at de siger tåbelige ting, men også at alt, hvad de rører ved, bliver tåbeligt, herunder – faktisk især – det kraftfulde sprog, som vi har brug for, hvis vi vil tale om dem og det, de gør. Jeg tænker på disse figurer som ‘dumbpelgangers’, og de ‘pipiker’ så mange termer og begreber, at de risikerer at efterlade os alle tavse.”