Nyhedsanalysen
Den dovne vækkelse
Alle har godt af at vågne; det bekræfter jo bare, at man stadig er i live. Når det kommer til at være “woke”, er det dog ikke helt til at sige, for hvem alarmklokkerne ringer. For er woke bare et synonym for skinger identitetspolitik, er det et udtryk for øget social bevidsthed, eller har det i virkeligheden noget at gøre med højdekravet i Livgarden?
Ironisk nok gælder det virkelig om at være årvågen, når ordet woke i dag bruges i den offentlige debat. Faktisk er det nok bedst at hoppe direkte under bruseren, så søvnen kan blive vasket ud af øjnene, og woke kan blive begrebsrenset. Det vil vi forsøge at gøre i dag. /David Dragsted
Missede du første lektion i vores efterårskursus om begrebsrens? Så kan du indhente den her.
“But stay woke/ N**** creepin’/ They gon’ find you/ Gon’ catch you sleepin’, ooh” – Donald Glover – Redbone
Med fare for at begynde på en journalistisk kliché af de større, må vi for god ordens skyld lige få styr på vores ordbogsdefinition.
Woke beskrives i Den Danske Ordbog som et adjektiv, der bruges om en person “som er blevet bevidst om og optaget af social uretfærdighed, racisme, manglende ligestilling el.lign.” Selvom ordet stadig er relativt nyt i Danmark – det blev først optaget i ordbogen i 2017 – har ordbogsredaktørerne fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab dog allerede fundet det nødvendigt at supplere med en udvidet, mere negativt ladet definition.
Her er den woke nu ikke bare “bevidst“, men snarere en person, der “påpeger” problemstillinger “i en grad der opfattes som overdreven, demonstrativ og konfrontatorisk”. Det bemærkes derfor også, at woke kan bruges “nedvurderende” og “ofte polemisk i politisk debat”. Hvilket næsten virker som en underdrivelse, hvis man rent faktisk ser på debatten.
_____________________________
Eksempel A
“Wokeisme er islamisme med andre midler”
Under rubrikken “Wokeisme er islamisme med andre midler” skrev historiker og debattør Mikael Jalving sidste år en ret rabiat kommentar i Jyllands-Posten, hvori han forsøgte at drage paralleller mellem islamisme og, ja, “wokeideologi”.
Selvom det umiddelbart kunne ligne to meget modsatrettede størrelser, mente Jalving bl.a., at “[h]vad de to organer har til fælles, er kampen for renhed, og hvad der driver skabningen fremad, er en puritansk drøm om social samhørighed og retfærdighed”.
Efter først at have henvist til attentatforsøget på forfatter Salman Rushdie, får Jalving ganske vist understreget, “at wokeister ikke dræber korporligt, de går mere gelinde til værks. De lovgiver, aflyser og udskammer med henblik på politisk renhed og social retfærdighed.” Men det gør dem altså ikke mindre farlige:
“Mens islamisterne vil ryste verden og skabe en ny verdensorden, ønsker wokeisterne at gøre virkeligheden til en sikker zone uden fænomener, udsagn og oplysninger, der skader den ene eller anden gruppe.”
I Jalvings verdensbillede er “wokeisterne” tydeligvis nogle dybt bekymrende ideologiske modstandere, og woke derfor et skældsord. Mest af alt kommer “wokeisterne” dog også til at fremstå som nogle dovent definerede fugleskræmsler.
Eksempel B
“Uudholdelige er disse krænkelsesparate og vakte personer”
I en fast sprogklumme i Kristeligt Dagblad sammenligner professor emeritus Johannes Nørregaard Frandsen “woke-bevægelsen” med de danske vækkelsesbevægelser, “der med udgangspunkt i religiøse diskussioner talte magten og øvrigheden imod i første halvdel af 1800-tallet”. Det fører bl.a. til den her retoriske skudsalve:
“Rundt i det danske almueland rejste krænkede stemmer sig. Man krævede forsamlingsfrihed og ret til at forkynde uden om den officielle kirke. Så rundt i landsbyer forsamledes håndværkere, bønder og fiskere for at udlægge Bibelen på deres måde. De vendte kirken ryggen. De ville selv. De var krænkelsesparate. De var woke! De var vakte.”
Hvad Nørregaard Frandsen reelt vil sige med sin mærkværdige tungetale, er ikke helt til at gennemskue – udover at den nok taler meget godt til Kristeligt Dagblads målgruppe. Men det forhindrer ham nu ikke i at konkludere følgende:
“Jeg aner ikke, hvor woke går hen, men skrigeriske og krigeriske og uudholdelige er disse krænkelsesparate og vakte personer. Måske er der nye demokratiske energier under opvågning i woke.”
Forvirringen er total: Rummer woke et positivt demokratisk potentiale, eller er det snarere noget, der strider mod Guds skaberværk?
_____________________________
Som vi forklarede i går, kan et ords betydninger blive forsøgt taktisk udvandet af såkaldte innovative ideologer. Ikke mindst på en måde, så de mister deres analytiske og kritiske potentiale. I tilfældet woke blev der faktisk advaret mod netop det allerede i 1962. Her skrev den afroamerikanske forfatter William Melvin Kelley i New York Times om, hvordan ord opfundet af sorte amerikanere såsom “dig”, “cool” og “woke” risikerer at blive overtaget af hvid mainstream-kultur, og dermed også at få forandret deres betydning.
Ser man på historien for udtrykket woke, stammer det nemlig først og fremmest fra afroamerikanske miljøer. Woke er en slangbøjning af “awake” (altså vågen) brugt i African-American Vernacular English, og optræder bl.a. i en række blues- og folk-sange helt tilbage i 1920’erne og 1930’erne. Eksempelvis som en kommentar til, at man skulle udvise årvågenhed over for dårlige arbejdsforhold og racisme. Stay woke.
Af samme grund fik ordet også en renæssance i 2010’erne, hvor særligt Black Lives Matter-bevægelsen begyndte at (gen)bruge det i en kritik af den systemiske racisme i USA. Ordets spredte anvendelse på bl.a. sociale medier førte dog også til – præcis som William Melvin Kelley havde advaret mod – at woke efterhånden blev gjort mere mainstream, og derfor også begyndte at blive benyttet af (hvide) amerikanske højrefløjskommentatorer i en ny betydning: Som en samlebetegnelse for alle de progressive bevægelser, de ikke kunne lide.
Resultatet er ofte skingert, andre gange decideret komisk: Som journalist Lasse Winther Jensen også henviste til i en kommentar i Weekendavisen tidligere på året, kunne den konservative amerikanske forfatter Bethany Mandel eksempelvis ikke definere woke i et tv-indslag, selvom hun ellers lige havde skrevet en bog om “wokeismens” onder. Hvilket egentlig er meget sigende for, hvor tom kritikken er blevet.
Samtidig ser man også, at venstrefløjen forsøger at genvinde begrebet, uden dog helt at fjerne de nye, problematiske betydningslag. Fx skrev Informations chefredaktør Rune Lykkeberg efter årets udgave af Roskilde Festival, at begivenheden var “et eksempel på, at den udskældte wokeisme, der ofte forbindes med censur, ikke kun er en forbudsbevægelse, men også en generøs, kulturskabende bevægelse i vores samtid.”
På overfladen virker det jo meget rigtigt og opbyggeligt. Men giver det overhovedet mening at tale om en decideret bevægelse, eller er det snarere noget, højrefløjen har påduttet ordet? Man kommer i hvert fald ikke sovende til polemikken.