Gaza falder fra hinanden. Det er ikke længere én side, der kæmper mod en anden.
Israel har endegyldigt fået overhånden efter tirsdagens eksplosion på al-Ahli Baptist-hospitalet i midten af Gaza. Læger løber rundt i desperation mellem de mere end 500 blodige lig, og fædre samler resterne af deres børn i poser for at beholde de sidste minder om deres familie. Foran hospitalet står de overlevende mænd og kigger forfærdet over afskærmningen, og kvinder er der ingen af.
Mens der samtidig udspiller sig en krig om, hvorvidt der reelt er tale om et luftangreb fra Israel, en fejlslået raket fra Hamas eller om eksplosionen kommer fra tredje hånd, er europæiske og amerikanske ledere endelig begyndt at sige det som det er: Det, der foregår i Gaza lige nu, er et klokkeklart brud på international ret. Under Genève-konventionen har Israels mangeårige besættelse hidtil været anset som en væbnet konflikt, ikke krig. Men selv her er det første sætning i håndbogen, at alle parter forpligter sig til at beskytte private hjem, skoler og hospitaler.
Den Internationale Straffedomstol (ICC) har foreløbigt holdt sig tilbage fra at bringe officielle udtalelser om krigen – og den amerikanske præsident Joe Biden, der netop har aflyst sit besøg i Jordan, fortsætter med at finansiere israelske våben. Men selvom palæstinenserne venter på, at en humanitær korridor gennem Egypten åbner, så de kan flygte fra krigen i Gaza, er der ikke længere noget, der er normalt.
“Vi føler os ikke sikre på det her hospital nu. Vi føler os ikke sikre nogen steder nu,” siger en palæstinensisk læge, der har overlevet angrebet på hospitalet. På begge sider samler civile israelere og palæstinensere sig for at fordømme, at krigen er nået hertil. Desperationen er ekstrem: Civile israelere vender deres vrede mod præsident Netanyahu, mens Hamas tilbageholder gidsler, og det jødiske samfund frygter en ny bølge af antisemitisme i Europa. På den anden side står palæstinensere og råber under vand om et krigstraume, der kommer til at sidde fast i årtier fremover.
“En tragedie opstår, når to parter har lige meget ret, og kun en af dem kan få det,” skriver Carsten Jensen i et opslag på Facebook. Når journalister er nødt til at forlade Gaza, mens de kæmper med at evakuere deres familier, er der ikke nogen til at fortælle palæstinensernes historie. /Emma Louise Stenholm