Ingen kerner i frihedens æble

Vi har en indrømmelse, vi hellere må komme med her på falderebet af denne uges efterårsskole: Idéen om at begrebsrense er selvfølgelig ikke noget, vi har hevet ud af den blå luft. Snarere står vi i gæld til både Ludwig Wittgenstein og den nu afdøde danske idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz. I sin lille bog Frihed, der er en del af Aarhus Universitetsforlags serie af Tænkepauser, skriver Schanz nemlig det her:

“Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein sagde engang, at ord kunne blive så slidte, at de burde sendes til rensning. Efter denne kunne man så se, om der overhovedet var noget tilbage. I dag, hvor brugen af frihed og frit er svulmet op som en ballon, der er ved at eksplodere, skulle vi måske følge Wittgensteins anvisning og aflevere ordet inklusive dets familiemedlemmer hos renseriet.”

Meget passende kan vi derfor prøve at se, hvordan Schanz selv går til hånde, når begrebet frihed skal renses. For som han ganske rigtigt pointerer, er vi herhjemme (og i “Vesten” mere generelt) blevet “ramt af en veritabel frihedsbesættelse”, der har gjort begrebet til en fetich. Og, som han fortsætter:

“[D]et er faktisk for meget, for betydningen bliver upræcis: Historiens sammenhænge og forskelle drukner i tidens intense dyrkelse af fænomenet”.

Ja, når selv reklamebranchen helt ublu kan overtage politiske frihedsslogans og eksempelvis påstå, at en bestemt shampoo giver dig “frihed til at være den, du er”, er det om noget et tegn på, at ordet skal vaskes – og gerne med noget andet end den pågældende shampoo.

I den forbindelse er det dog vigtigt at fastslå, mener Schanz, at frihed slet ikke har nogen kernebetydning. Og selvom vi ofte forestiller os, at vores moderne politiske frihedsbegreb (hvor ytringsfrihed, personlig frihed og demokrati er nogle af de centrale elementer) har en lang historie med tråde helt tilbage til Antikken, er det heller ikke helt rigtigt:

“Det er lodret forkert at betragte Vestens fødsel, kristendommen og moderne politisk frihed som noget, der fra begyndelsen var sammenflettede størrelser”.

Platons filosofi var eksempelvis meget antidemokratisk, mens man i Romerriget skulle lede længe efter den politiske frihed:

“Borgerens frihed var her bestemt af en ret til beskyttelse mod vilkårlige overgreb fra de stærkes eller statens side – frihed handlede ikke om hans deltagelse i de offentlige anliggender, der som regel var overladt til et aristokratisk mindretal eller en kejser. Frihed betød således ikke frihed til politisk engagement og politiske valg, men frihed fra magtmæssig vilkårlighed og overgreb.”

Ret beset er frihed også kun noget, vi har i forhold til andre mennesker. I den forbindelse kan man fx tale om en generel menneskelig frihed, da vi har en bevidsthed om at være (eller kunne være) fri – og desuden kan reflektere over den gennem sproget. Men da frihed findes blandt mennesker, er den jo også et fænomen i verden. Og når verden forandrer sig, forandrer vores opfattelse af frihed sig også.

Pointen er, at man om noget skal være på vagt, når et parti som Liberal Alliance i dag påstår at have gennemskuet frihedens betydning. For begynder man først at skrubbe løs på forklaringerne, vil man også snart opdage, at der faktisk ikke findes noget catch-all-facit for begrebet; det meste er fri fortolkning.

Her skal man selvfølgelig være opmærksom på, at selve begrebsrensen faktisk har en indbygget begrænsning: Eftersom den nødvendigvis må foregå i sproget, kan man aldrig nå helt i bund med rengøringen. Men i det mindste kan man få en langt større indsigt i, hvor nemt vi kan komme til at tale forbi hinanden.