Støvsuger vi ambitionerne væk?

I september blev et bredt flertal i Folketinget enige om at “bane vejen” for at fange 34 mio. tons CO2, transportere og lagre det i undergrunden. Planerne har været længe undervejs, men indtil nu har politikerne gået stille med dørene, efterhånden som de har fået sværere ved at anskueliggøre, hvordan 2030-målene rent faktisk skal blive til noget.

Det er ikke kun Danmark, der satser på at grave kulstof langt ned under havbunden. Ifølge FN’s klimapanel IPCC er CO2-fangst et afgørende instrument for at holde atmosfæren under en temperaturstigning på 1,5 grader. Selv med de mest optimistiske udregninger skal vi globalt skaffe os af med mindst 350 gigaton CO2: Et gigaton vejer mere end 6 millioner blåhvaler, og så må du selv lave resten af matematikken.

Der er langt i mål. Men mens industrien råber, at teknologien allerede er der – og at det kun er den politiske vilje, der mangler – er usikkerheden om fangstens effektivitet fortsat stor. Klimarådet hylder, at Danmark nu endelig har nedfældet ambitionerne på papir, men er på den lange bane heller ikke helt overbevist: I dansk kontekst er teknologien så ung, at der kan opstå uventede problemer, og man altså risikerer at spilde de grønne milliarder.

I dag er CO2-fangst grundlæggende en underskudsforretning. Det er den altafgørende årsag til, at projekter i udlandet oftest er blevet udskudt eller helt droppet: I Norge løb regningen for den daværende statsminister Jens Stoltenbergs prestigeprojekt fra 2007 – der skulle være så stort, at han kaldte det en månelanding – op i næsten 9 mia. danske kr, inden politiske uenigheder og udskudte deadlines lagde det i graven.

Eller som de to ingeniører Charles Harvey og Kurt House, der først satsede stort på CO2-fangst, sidste år skrev i The New York Times: “Nu står det klart, at vi tog fejl, og at hver dollar, der investeres i vedvarende energi – i stedet for CO2 – vil nedbringe langt flere CO2-udledninger”.

Det leder os til det altafgørende problem: Der er ikke penge til alt. Og hvis man i stedet kunne have brugt dem på at udbygge sol og vind, risikerer man at lægge energien det forkerte sted. For at have råd til teknologien er ikke ensbetydende med, at det lykkes. Fordi CO2-fangst i dag er så dyrt, betyder det også, at det oftest kun er de største virksomheder, der har råd til at betale for gildet.

Det ser vi igen i Norge, hvor de største investorer kommer fra olieindustrien, der kan fortsætte med at udlede CO2 andre steder – og dermed risikerer man faktisk at låse sig til en fossil fremtid. Der er flere måder, pengene kan ende i de forkerte hænder. Derfor er det vigtigt at gøre klart, hvad man egentlig mener, når man taler om CO2-fangst.

Har du ikke en ph.d. i biokemi, kigger du måske væk, hvis nogen siger CCS, CCUS, DAC og EOR. Det holder vi os fra: CO2-fangst er et vidt begreb, der i sin bredeste betydning handler om at tage kulstof ud af luften. Det har gasindustrien gjort i snart 100 år, når de deler kulstof fra metangas. Man kan reelt også sige, at det er sådan, naturens kulstofdræn fungerer: Havet og jordbunden absorberer mere, end de udleder.

For at gå tilbage til fangsten, er den mest almindelige og mest gennemprøvede metode den såkaldte aminproces. Den bruges oftest i stål- og cementindustrien, der er blandt verdens sorteste klimasyndere – men som ikke lige så hurtigt kan sænke sine udledninger, med mindre vi vælger at bygge mindre.

Det er ikke nok bare at fjerne kulstof fra luften, det skal også et sted hen. Det er skrækscenariet fra oliegiganter som Exxon Mobil, som hylder CO2-fangst, men i virkeligheden bare udnytter teknologien til at videresælge CO2 til andre virksomheder – der injicerer det i jorden for at presse endnu mere olie ud. Det er en sort spiral.

Enhanced Oil Recovery, som teknologien hedder, er ikke det, regeringen taler om, når de taler om CO2-fangst. Men det understreger, hvorfor man ikke bare kan tale om at hive CO2 ud af luften uden at spørge, hvad der skal komme efter. Det er netop det, regeringen hidtil er blevet kritiseret for: Ikke at have en fuldendt plan.

Og så er vi igen tilbage ved pengene: CO2-fangst trives foreløbigt ene og alene på grøn vilje. Spørger man fangstindustrien selv, svarer de oftest, at det er bedre end ingenting. Men skal det virke, kræver det, at man samtidig udleder mindre i alle andre sektorer. Så er det næstbedste godt nok?