Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Skyggerne bliver længere og længere i Venstre. For prøvelserne er kun begyndt. Intet tyder på, at det gamle landboparti nu vil komme til at klare sig bedre hos vælgerne eller internt i regeringssamarbejdet, fordi 50-årige Jakob Ellemann-Jensen trækker sig, og dermed fuldender familieskæbnen: Ligesom faren Uffe Ellemann-Jensen bliver heller ikke sønnen nogensinde statsminister i Danmark.
Jakob Ellemann-Jensen formåede nemlig kun at optræde som en slags skyggeminister, og derfor er det en uundgåelig personlig tragedie, at han mandag formiddag valgte at trække sig som både formand for Venstre og såkaldt “vicestatsminister”.
Skyggerne fik taget på ham: “Min person skygger for Venstres resultater i regeringen. Og min person skygger for, at Venstre kan komme fremad igen,” sagde Jakob Ellemann-Jensen på et pressemøde: “Derfor tager jeg konsekvensen og træder tilbage som formand for Venstre. Venstre har ikke den størrelse, som Venstre skal have”.
Nøgternt betragtet har Jakob Ellemann-Jensen forløbet en slem situation til det endnu værre. Da han overtog formandsposten – efter daværende Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen og daværende næstformand Inger Støjberg havde smækket med dørene – stod partiet i en håbløs situation. Men i dag er tilstanden endnu værre.
Venstres tilslutning er styrtdykket, samtidig med at de to udbrydere, Lars Løkkes Moderaterne og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, har kunnet samle skuffede og rådvilde kernevælgere op. Under Ellemann-Jensen er Venstres folkelige styrke blevet drastisk mindsket.
Flakkende facon
Paradokset er blot, at partiet samtidig har opnået større realpolitiske resultater end i mange år forinden. For lige så usentimentalt kan det konkluderes, at Ellemann udadtil har været en vælgermæssig fiasko. Alene af den grund kan det synes oplagt, at han nu giver op. Lige så prunkløst må det konstateres, at han har bragt Venstre frem til en række yderst sjældne sejre på Christiansborg.
Den utaknemmelige bedrift, som Jakob Ellemann-Jensen nok aldrig vil få den fulde ære for, er, at han har fået Socialdemokratiet til at føre Venstres politik.
Punkt for punkt har statsminister Mette Frederiksen (S) flyttet sig i retning af de gamle ærkefjender, mest markant med udtalelsen om, at arbejdsudbud er den nye valuta i dansk politik.
Selv om Jakob Ellemann-Jensen måtte påtage sig det symbolske nederlag, da han brød sit valgløfte om aldrig at ville gøre Mette Frederiksen til statsminister, opnåede han reelt at gøre større landvindinger i den politiske substans, da han samtidig fik Socialdemokratiet til at skrive under på et regeringsgrundlag, som både i hovedtræk og detaljer rummer mere Venstre-politik, end det tidligere er lykkedes for såvel Anders Fogh Rasmussen som Lars Løkke Rasmussen at gennemføre.
Formelt har Venstre selvfølgelig haft større magt. Men på bundlinjen steg de offentlige udgifter under Anders Fogh, og Lars Løkke mislykkedes med at sænke skatterne. Benhårdt vurderet reagerede Venstre tidligere ved at føje Socialdemokratiet. Nu er det omvendt.
På pressemødet opremsede Jakob Ellemann-Jensen selv sine vigtigste trofæer – fra det historiske løft af forsvarsbudgettet over markante, forestående skattelettelser til de seneste stramninger i kontanthjælpssystemet. Alt sammen noget, som Venstre har fået trumfet igennem, og som tilmed nu er blevet forvandlet til socialdemokratiske mærkesager.
Med sin lidt flakkende facon har Jakob Ellemann-Jensen på den ene side skræmt vælgerne væk, men har altså også på den anden side fået lokket særligt Mette Frederiksen til at overtage Venstres mærkesager. Blot kunne hun få lov til at gøre dem til sine egne, og Venstre stod bagved og virkede halehængt.
Sejret ad helvede til
Når SVM-regeringen mere og mere står frem som ny Venstre-regering, skyldes det i høj grad, at Lars Løkke Rasmussens indflydelse har trukket i nogenlunde samme retning som Jakob Ellemann. Ideologisk ligger de tæt på hinanden, og det vil være forkert at tilskrive Ellemann hele æren for Socialdemokratiets højreryk. Løkke skal aldrig undervurderes.
Den nu afgåede Venstre-formand har dog gjort det væsentligt nemmere for Mette Frederiksen at overtage flere og flere borgerlige mærkesager, simpelthen fordi Jakob Ellemann-Jensen ikke selv er trådt frem og har sat Venstre-stemplet på regeringens udspil. Når 47-årige Troels Lund Poulsen efter al sandsynlighed bliver valgt som afløser på Venstres landsmøde til november, formentlig stort set enstemmigt og uden nævneværdig modstand, risikerer Venstre at træde ind i et nyt og realpolitisk vanskeligere terræn.
For i substansen vil det blive afgørende sværere at opnå lige så store indrømmelser som hidtil, hvis Venstre også skal tage æren for det i offentligheden.
Når Venstre har været en vælgermæssig fiasko og en realpolitisk succes under Jakob Ellemann-Jensen hænger det netop sammen med, at han ikke har fået personlig kredit for de mange klassisk-liberale iniativer – som bizart nok i stedet er blevet omformuleret til et neo-socialdemokratisk sprog. Han skyggede i sandhed for sig selv: Jakob Ellemann-Jensen sejrede ad helvede til. /Lars Trier Mogensen