Underhunden er vred, og han har et heldigt fjæs

Elliott Crosset Hove er en ung skuespiller. Frem til sommer skal han spille flere roller i en række forskellige forestillinger og film, blandt andet Christian 7. og Søren Malling som ung. Lige nu er han både aktuel i teaterforestillingen Dekalog og filmen I blodet, og det tegner alt sammen til et stort gennembrud.

Unge, succesfulde skuespillere er der jo mange af. Det ville være forkert at sige, at skuespillere tilhører en særlig race, men man kan godt blive lidt i tvivl, når man møder én, der bare ikke er, som skuespillere nu er. Man kan starte med at kigge på hans fjæs. Det ligner ikke de andre 17 ansigter, der kommer ud af skuespillerskolerne hvert år, som er glatte og åbne og klar til at blive foldet. Han synes selv, at han er enormt ”heldig”, at han ”ved et tilfælde” har fået sådan et fjæs, som folk i branchen lægger mærke til lige nu. Men så igen, det handler om mere end det med fjæset og tilfældet.

Når han selv skal lære en karakter at kende, laver han et mindmap. Han tegner stregerne og boblerne med en kuglepen i en lille brun notesbog, sådan som man gjorde i folkeskolen.

Hvis man skulle lave et mindmap af Elliott Crosset Hove, kunne det se sådan ud:

Elliott Crosset Hove. 28 år, ret lang, ret tynd, let ludet. Når han spiller, åbner og lukker han munden. Den ender tit med at stå åben. Mumler en del. Siger sine replikker underligt stødvist og bevæger sin krop underligt rykvist. Det ligner, at han ikke altid ved, hvor han skal gøre af sine lange lemmer. Eller af sig selv. Men nogle gange tager fanden ved ham, og så bider han fra sig. Det ser helt vildt uvant og helt vildt naturligt ud på samme tid. Når han ikke spiller, siger han ”undskyld”, hver gang han får chancen, for eksempel hvis han kommer til at sætte sig på den side af bordet, som ifølge ham er den bedste side, hvor gæsten jo burde sidde. Giver et knus første gang, man møder ham. Taler langsomt og københavnsk. Nikker meget.  Vender tilbage til de samme udtryk ”Jo, helt sikkert,” ”jo, helt klart”, ”absolut”, ”fuldstændig”. ”Han besidder nærmest ikke et ego,” siger hans instruktør Rasmus Heisterberg til Filmmagasinet Ekko. ”Han er for høflig til, at det er for hans eget bedste,” siger hans højskoleven til Føljeton. Sidder nogle gange fast i ordene, det lyder lidt, som om han stammer, men det er mere, fordi han siger noget, der betyder noget for ham. Søn af skuespiller Anders Hove (spiller blandt andet dum europæisk diamantsmugler og dumt svin i den amerikanske soap-serie General Hospital og dumt svin med Information stikkende op af lommen i Idioterne). Blev færdig på Statens Scenekunstskole sidste år. Spillede bagefter med i 9. april og tv-serien Bedrag. Spillede før med i en masse gode kortfilm. Har spillet en følsom teenager, der gør oprør mod sin kunstnerfar (En maler). En følsom teenager, der ikke passer ind i gruppen af gymnasievenner (Drengeliv). En følsom teenager, der ikke passer ind i gruppen af punkervenner (Til alle mine venner). En følsom teenager, der ikke passer ind i gruppen af party-venner, og som aldrig har knaldet en pige (Debut). En følsom teenager, som aldrig har knaldet en pige, og som bliver til en varulv, hver gang han får stådreng (Vokseværk). En følsom teenager, som ikke passer ind i gruppen af player-venner og forsøger at knalde en pige (Natten er ung). I den sidste hedder figuren bare Elliott.

Kærligheden findes

Elliott Crosset Hove skulle lave fire mindmaps til forestillingen Dekalog. Han har fire roller: En fortæller, en dreng på syv år, en postmand på 19 og en taxachauffør på 50. Den lille dreng skal stå på skøjter, forklarer Elliott Crosset Hove, men skøjterne skal sidde på hænderne og bevæges i svungne buer. Det skal han øve mange gange, ”for min motorik er virkelig elendig”, siger han. Det er en visuelt overdådig teateropsætning af Krzysztof Kieslowskis tv-mesterværk, hvor Bibelens ti bud bliver til ti afsnit fra livet i en polsk boligblok i 1989. Der kommer både drejescene, videoprojektion og vand. Men kun syv af de ti bud er med, lige nu er det faktisk blevet skåret ned til seks. Der er travlt bag scenen på Betty Nansen Teatret, men inden dagens prøver kan Elliott Crosset Hove fortælle om den mindmap, han har lavet til sin 19-årige rolle:

”En genert fyr, der kigger i kikkert. Han betragter en ung kvinde på den anden side af boligblokken og lever sit liv gennem hende. Og ud fra hans forståelse af kærlighed elsker han hende virkelig. Han har selvfølgelig aldrig været i seng med en pige før, eller noget der ligner. Og han arbejder på postkontoret, hvor han stikker falske anvisninger i hendes postkasse, så hun bliver ved med at møde op for at hente pakker. Bare så han kan se hende tæt på.”

”Hun holder fast på, at kærligheden ikke findes. Han holder fast på, at det gør den.”

Rollen ligner nogle af dine tidligere roller. Du har jo et par gange spillet den der unge fyr, der jagter det der knald og den der kærlighed.

”Fuldstændig.”

Hvorfor tror du, at den type roller kommer til dig?

”Når man møder mig, minder jeg nok lidt om en, der har været i den situation. Hvilket er fuldstændig rigtigt. Jeg har et grundudtryk, som kan skabe associationer til sådan en type. Hvad så end sådan en type er. Sådan ville jeg nok også caste mig selv.”

”Som de fleste unge har jeg tidligere været meget genert og akavet. Og til det med kærligheden har man tænkt: ’Nå, men det bliver nok ikke lige mig. Det får jeg nok ikke.’”

Hvornår har du tænkt det?

”Nu har jeg været mega heldig at være sammen med min kæreste i tre år. Vi mødte hinanden på teaterskolen, hvilket vist er lidt af en kliché. Men jeg tænkte sådan, nærmest indtil jeg mødte hende. Især i de unge 20’ere. Også selv om man et eller andet sted godt ved, at det nok skal ske. Den type melankoli, som de roller har, har jeg nok også. Med noget naivitet og generthed. Men også noget mørke og sorg, og lige netop den del har været vildt fed at udforske gennem en karakter. Det ligger nok bare naturligt til mig at spille lavstatus.”

Men hvordan er det at spille den slags roller?

”Det har været vildt sjovt. Nogle af dem ligger også nogle år tilbage, hvor jeg rent privat også var tættere på de følelser. Og det er jo det, der er virkelig sjovt ved at få lov at spille skuespil. At man kan være sig selv ved at gemme sig bag en anden. For jeg har tit haft svært ved at finde ud af at være mig selv – som mig selv. Mange, ligegyldigt om de laver noget kreativt, har nok prøvet, at man kan gemme sig bag sit arbejde – på en god måde. Dykke ned i det og udtrykke sig gennem det. Det lægger vores samfund måske også op til.”

Det tynde øl

Elliott Crosset Hove har mange gange spillet ham i vennegruppen, der følger med. Eller i hvert fald forsøger. I en af hans første kortfilm, Til alle mine venner, bliver udfordringen så tung, at hans karakter Dönner hopper ud fra et tag. Han spiller også en af gutterne i manuskriptforfatteren Rasmus Heisterbergs første film som instruktør, I blodet. En film om fire unge venner, der forsøger at klynge sig til ungdommen, før det er for sent i Københavns lyse sommernætter, som snart er forbi. Hovedrollen er Simon, medicinstuderende, glad for at drikke hospitalssprit, glad for at drikke det meste andet, glad for ‘ladies’, glad for drengene i kollektivet på Nørrebro, vred over, at hans roomies ikke længere er glade for det. Hans bedste ven er Knud, medicinstuderende, ikke så glad for studiet som Simon, ikke så glad, fordi hans kæreste er skredet, ikke helt så glad for den endeløse Nørrebro-fest, ”sympatisk og lidt kuet”, som der står i pressematerialet. Knud bliver spillet af Elliott Crosset Hove, og mange af boblerne på hans mindmap går igen fra tidligere roller.

”Knud ser utrolig meget op til Simon, læner sig meget op ad ham og elsker ham. Og Simon har altid haft hans ryg. Der er helt klart ligheder med andre roller, jeg har spillet – han er lidt endnu en underdog. ”

Hvilken rolle har du selv haft i dine vennegrupper?

”Da jeg var helt lille, boede jeg i fire år i Los Angeles sammen med mine forældre og min storebror, fordi min far fik en rolle i General Hospital. Og efter det boede vi på Fyn i fire år. Og i al den tid husker jeg mig selv som en med stor selvtillid og som en lille tosse, der bare ville klæde mig ud og spille skuespil. Men da vi flyttede til København, da jeg var otte, blev jeg meget genert og indelukket.”

Hvad skete der så med din lyst til at blive skuespiller?

”Jamen, den mistede jeg faktisk. I min klasse, som var virkelig dejlig, var vi mange drenge, og jeg var venner med den seje gruppe. Men kun rigtigt i de mindre klasser. Vi udviklede os ret forskelligt, og lige pludselig handlede det om noget andet, om tøj, om at være på den rigtige måde. Og der prøvede jeg bare hele tiden at løbe med. Der var en følelse af, at jeg godt vidste, at jeg var det tynde øl i gruppen, medløberen og boksepuden.”

Hvordan det?

”Jamen, de drillede mig meget med, at jeg nok var bøsse. Fordi jeg bare var anderledes. Det gjorde mig ikke noget at blive sammenlignet med en bøsse, for gennem min mor, der er danser, har jeg mødt utrolig mange homoseksuelle mænd, der bare var de mest fantastiske i hele verden. Så for mig var det ikke et dårligt ord. Men det påvirkede mig alligevel, fordi den måde, de sagde det på, var negativ. Og det forvirrede mig og gjorde mig i tvivl. De siger, at jeg er det, så må jeg vel være det.”

”I dag kan jeg vel godt kalde det mobning, selv om jeg ikke ville kalde det det dengang. Og jeg kan stadig bruge det der i skuespillet. Jeg insisterer på, at jeg godt kan lide at være, som jeg er. Jeg har ikke noget imod, hvis jeg fremstår oversensitiv eller sød.”

Sund og indebrændt

Da Knuds kæreste skrider i I blodet, giver Simon ham et knus, og så føler Knud trang til at sige ”undskyld” til sin ven. Sådan et overflødigt undskyld, som Elliott Crosset Hove bruger hele tiden. Men senere, da Simon virkelig går over stregen, retter Knud ryggen, tager fat i skuldrene på Simon, og så er det, at han bider fra sig: ”Hvorfor fanden skal du altid lave sådan noget lort?” Den side, den modne og den kraftfulde, er vokset frem i Elliott Crosset Hoves spil.

”Forskellen på Knud og nogle af rollerne i kortfilmene er, at Knud ikke har et mørkt rum inde i sjælen, han har ingen hemmelighed, han er ikke jomfru i sen alder. Jeg ser ham som en ret sund fyr. Han er egentlig ret almindelig, hverken talentfuld eller uduelig. Og så er han vred. Jeg har helt klart en masse vrede i mig og en masse irrationelle følelser. Og en følelse af, hvad indebrændthed vil sige, i hvert fald for mig. Og den kan jeg godt lide at bruge.”

Kan du blive bange for at blive typecastet?

”Jeg har det sådan, at jeg virkelig godt kan forstå, hvis det sker. Det er mit eget ansvar at styre det i en anden retning. Jeg ville helt klart gerne spille meget andet, skurkeroller, førsteelskere. Jeg var også til casting både som Simon og Knud til I blodet. Det var vildt sjovt at bytte roller med Kristoffer Bech, men det klikkede bare for os allesammen, da jeg spillede Knud, og han spillede Simon.”

”Og Romeo er jo min drømmerolle. Den spillede jeg til optagelsesprøven på teaterskolen. Den scene viste jeg i øvrigt til min far bagefter. Det blev alt for meget for os begge to, på en eller anden måde helt vildt intimt.”

Dygtighed gør doven

Elliott Crosset Hove fik lyst til at blive skuespiller, da han så sin far i fjernsynet. Og de lange limousiner, som kørte skuespillerne ud på de store filmsets i USA. At se faren arbejde fik stor betydning for, at Elliott Crosset Hoves lyst til skuespillet vendte tilbage i starten af 20’erne.

”Jeg fortalte ham ikke i starten, at jeg søgte ind på teaterskolen. Jeg var lidt genert omkring det. Måske var jeg også bange for ikke at komme ind.”

Hvornår fandt han ud af det?

”Lige før jeg tog til prøven. Han blev utrolig glad og rørt, da jeg kom ind. Og han sagde, at jeg skulle passe på mig selv. Jeg kunne mærke, at det mente han virkelig. At den her branche nogle gange kan være alle mod alle.”

Hvad sagde han, da han så dig spille?

”Han så alt, hvad jeg lavede på teaterskolen. Typisk kommer alle forældrene op til eleverne og kysser dem og siger: ’Nej, hvor er I dygtige!’ Min far kom hen og sagde: ’Du skal huske at tænke på dine temposkift, og sørg nu for, at alle kan høre dig.’ Og der har vi haft nogle gode snakke om, at det synes jeg var lidt hårdt.”

En hård, men retfærdig kritiker?

”Ja, og min vigtigste sparringspartner, som har hjulpet mig utrolig meget. Vi spillede et børnestykke på teaterskolen. Det var blevet en ret fin forestilling, og han så både den første og den sidste visning. Og så sagde han noget ret klogt: Vi var blevet lidt dovne, fordi vi vidste, at det vi lavede, var godt. Og jeg var blevet doven, og jeg havde mistet uskyldigheden i min karakter. Det klædte den ikke. Man må aldrig tage noget for givet, det har min far lært mig.”