Kan underskuddet vendes til overskud?

For et par år siden iværksatte techmilliardæren Elon Musk en konkurrence med prisen på 100 mio. dollars til de forskere, der kunne finde en langsigtet måde at skabe et marked for CO2-fangst. Over 113 hold deltog, men selvom vinderne fandt ud af at fremskynde absorberingen af drivhusgas fra mineraler, har ingen foreløbigt løst knuden: Hvordan man gør fangsten rentabel på den lange bane.

I 2022 vurderede den danske regering, at udgiften for at CO2-fangst er 1.200 kroner pr. ton CO2. I Norge har flere virksomheder haft held med at få EU-støtte til fangstprojekter, fordi EU-Kommissionen har identificeret CO2-fangst som et afgørende skridt på vejen til CO2-neutralitet med Net Zero Industry Act. Samtidig er der snak om, hvorvidt fangst skal indgå som et krav i EU’s CO2-kvoteordning.

Fordi CO2-fangst altså er en underskudsforretning, bliver det i de fleste tilfælde primært subsidieret af staten. Finanseringens størrelse varierer. I Danmark er fangsten udbudscentreret: Regeringen har lagt en håndfuld penge ud, som virksomhederne kan konkurrere om. Men hvis CO2-fangst skal blive andet end en sidste udvej, mener nogle forskere, at man på andre måder skal skabe et økonomisk incitament til at fange CO2 – og bruge det til andre formål end kun at grave det ned.

Her taler vi ikke om enhanced oil recovery, hvor man udnytter den fangne kulstof til at udvinde mere olie og gas, men om at spekulere i at sælge det videre til brancher, der allerede bruger kulstof: Som der er i produkter som sodavand, parfume, brandslukkere og plastik, eller som kan bruges til algeproduktion.

En anden og umiddelbart mere oplagt metode er CO2-kreditter. Selv med statsfinansiering har Ørsted, der vandt regeringens første udbudsrunde, været nødsaget til at alliere sig med Microsoft for at købe såkaldte grønne certifikater, der på papiret nedbringer virksomhedernes CO2-aftryk. Som du kunne læse i går, er det den eneste grund til, at det kan betale sig for IT-virksomheden, siger de selv.

Men spørgsmålet er stadig, om det redder klimaet at gøre fangsten rentabel. For selv CO2-kreditter kan være et smuthul for greenwashing. En undersøgelse (der dog ikke er peer-reviewed) viser ifølge Videnskab.dk, at klimakreditter i allerfleste tilfælde kun er et add-on, fordi virksomhederne fortsætter udledningerne i den øvrige del af deres forretning.

Virksomheder som Microsoft har dog lovet, at det ikke må sætte en stopper for deres ambitioner for at reducere deres CO2-emissioner. Men tør vi stole på dem? Som forfatterne bag den førnævnte rapport siger: Klimakreditterne er “det vilde vesten”, der kan være en måde at undgå at sætte mål for sine udledninger – særligt fordi CO2-kreditmarkedet i forvejen er ureguleret.

Her er det også værd at nævne, at cementfabrikker som Aalborg Portland, Danmarks største udleder, i forvejen får særbehandling. Når man vil gøre CO2-fangst til en forretning, er det altså ikke kun et spørgsmål om, hvor mange penge man smider i puljen. Men også hvor de ender i sidste ende. For uanset, hvilken metode man vælger, er der risiko for, at det sløver det vigtigste incitament: Incitamentet til at udlede mindre i første omgang.

På en måde kan man altså sige, at det ikke er nok at betale os ud af problemerne: Vi risikerer faktisk at skabe flere problemer. Det leder os tilbage til Elon Musk: Bare i tredje kvartal af 2023 har Tesla tjent 554 millioner dollars på CO2-kreditter, fordi virksomheden allerede lever op til internationale kvotesystemer og dermed kan sende sine CO2-kreditter af sted med 100 pct. profit.

Det er så at sige gratis penge for Musk, hvis kreditter han kan sælge til benzinslugende virksomheder. Eksempelvis har The Guardian afsløret, at Volkswagen, der stadig kæmper med at blive grønnere, har købt kreditter af Tesla for at omgå reglerne i Kina og dermed slippe for at betale store bøder. Og så kan de ellers fortsætte udledningen. Det er vel ikke drømmescenariet?