Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Der findes ikke dårligt vejr, kun gode muligheder for at gå i BREAKING!-beredskab og stille over til en stakkels praktikant, der står med våde gummistøvler i et vilkårligt sommerhusområde. Ja, det er vel efterhånden en hævdvunden dansk tradition, at selv de største humanitære tragedier midlertidigt må spille andenviolin, når der i stedet kan skabes en mediestorm omkring regn og blæst. Det er trods alt nemmere at forholde sig til – særligt hvis vi glemmer, at fremtidens klimaforandringer blot vil gøre dækningen af voldsomt vejr til et veritabelt sisyfosarbejde.
Indrømmet, stormfloden var da på mange måder en træls omgang. Som man mandag kunne læse hos DR, er mulighederne for at besøge Møns Klint eksempelvis blevet temmelig pauvre, da samtlige fem trætrapper ved naturskatten er blevet beskadigede. Og hvis du går og tror, at det vel burde være en smal sag at fikse de ødelagte trin, kan du godt tro om igen. Ifølge skovrider Jane Skov Lind fra Naturstyrelsen har genopbygningen nemlig forbløffende lange udsigter: “Min forhåbning vil være, at en eller flere trapper er reetablerede til sommer 2024. Nok ikke alle, men i hvert fald en eller flere. Det håber jeg”.
Præcis hvad det er for tidsvortexer, der sluger alle håndværkertimer ved Møns Klint, skal vi ikke kloge os på. Men man begynder da at blive lidt nervøs for vores generelle modstandskraft, når det kommer til klimaets fortsatte rasen. Heldigvis har regeringen dog også læst vejrudsigterne, og tidligere på ugen præsenteret sit udspil til den såkaldte Klimatilpasningsplan 1. For hvis man ikke kan levere hurtigt nok på den grønne omstilling, kan man vel altid komme med nogle lappeløsninger.
Hele 1,3 mia. kr. vil regeringen foreløbigt afsætte til at sikre kyster, boliger og infrastruktur mod konsekvenserne af klimaforandringerne. Det lyder jo meget godt – og som det også blev understreget i en pressemeddelelse fra Miljøministeriet, viste den seneste stormflod vel om noget, at nye investeringer er nødvendige. Så meget desto mere mystisk er det dog at læse, hvordan pengene konkret fordeles: Hele 1,1 mia. kr. skal gå til at lave sandfodring på Veskysten, mens der til sammenligning blot afsættes 16 mio. kr. til at finde en løsning på højtstående grundvand i byer.
Pludselig begynder man for alvor at forstå, hvorfor regeringen er så optaget af at øge arbejdsudbuddet: Hvis den primære klimatilpasningsplan vitterligt består i at flytte sand til kysten efter det er skyllet væk, bliver der da nok at lave i fremtidens blæsevejr. Spørger man folk med forstand på klimaproblematikkerne, er de nu heller videre begejstrede for regeringens udspil.
Til DR kalder Malene Munch, leder af klimaingeniøruddannelsen hos VIA University College i Aarhus, det eksempelvis “nogle nu-og-her-løsninger”, mens Kirsten Halsnæs, professor i klima og miljøøkonomi ved DTU, er endnu mere bramfri. Ifølge hende bør man snarere se på, hvor højt over vandoverfladen man overhovedet må bygge, da problemet med oversvømmelser jo ikke ligefrem bliver mindre. Ja, med tanke på, at man siden 1980’erne har lavet sandfodring på Vestkysten, mener hun sådan set, at det er “rystende”, at man stadig ikke prioriterer anderledes. Og det giver Henrik Vejre, professor i landskabsforvaltning ved Københavns Universitet, hende kun ret i:
“Der er boligområder, inklusive sommerhusområder, der er fejlplacerede, og hvis vi ikke langsigtet flytter dem eller gradvist nedlægger dem og bygger andre steder, så inviterer vi til nye stormfloder, nye problemer og kæmpe erstatninger. Det er en uendelig historie, hvis vi ikke ser bæstet i øjnene og flytter tåbeligt placerede byer.”
Én ting må man give SVM-regeringen: Når stormen raser, er man ikke bleg for at komme med nye udspil. Men når det kommer til de nødvendige løsninger, er klimaindsatsen stadig helt sandet til. /David Dragsted