Guide: Had dig selv med Bridget!

Tag Bridget på som trusser

Siden mine veninder og jeg som 13-årige blev præsenteret for Bridget Jones (af vores dansklærer), har den selvudnævnte singlefiasko været en del af vores liv. Man skulle tro, der var langt fra vores teenagetilværelse i Vejle til Bridgets liv som tilstræbt stærk og uafhængig kvinde i halvfemsernes London, men hun gjorde dybt indtryk på os.

Vi brugte hende som en fælles referenceramme, når vi følte os for tykke og ikke forstod, hvorfor ingen ville være kærester med os. Vi var Bridget-agtige, når vi forlod toilettet med papir under skoen eller kjolen nede i strømpebukserne. Senere gik vi til fest på Bridget-måden, når vi var alene blandt par og rapporterede fra vores kaotiske singletilværelse til parforholdenes store fornøjelse. Vi tog Bridget på os som en identitet, der kunne give os aflad. For hvis Bridget var ok i al sin utilstrækkelighed, så var vi det måske også.

Jeg har grund til at tro, at det ikke kun er i min venindegruppe, at Bridget er et fænomen, som rækker ud over både bøger og film. Forfatteren Maise Njor, som er tættere på jævnaldrende med Bridget end mig, føler det også. Damebladet Woman bragte en liste for et par måneder siden: ‘10 fede ting ved menstruation – sagde ingen kæreste nogensinde’. En af de ting, ingen kæreste – ifølge Woman – nogensinde har sagt, er: ”Dine Bridget Jones-trusser er da vildt sexede.”

Bridget er et fænomen, som har tag i kvinder på tværs af generationer. Bridget er en adfærd, en undskyldning, et par trusser.

Så køn er performativt, men hvad med Bridget?

På en måde er Bridget et overstået kapitel for mine veninder og mig. Nogle af os har fået børn og parforhold, andre har fået andre prioriteter. Men vi holder stadig af hende, hun er en del af os (og vi kan stadig have et Bridget-moment, når vi går i Rema i løbetights og køber smøger, som vi kæderyger på en bænk ved Nordre Kirkegaard i stedet for at løbe i Risskov – men det er også det, og det sker altså virkelig sjældent).

De sidste par år har vi været igennem et hårdt akademisk opgør med vores Bridget-identiteter. Vi er blevet introduceret for kønsteoretikere som Butler og Bourdieu; vi har lært at skelne mellem ’sex’ og ’gender’ (du ved, det biologiske køn, man er født med, og det sociale køn, man identificerer sig med og udtrykker gennem sin adfærd); vi har lært, at køn er en social konstruktion; vi har bekræftet hinanden i, at køn er tillært og performativt. Pludselig en dag kolliderede Bourdieu og Butler med Bridget, og vi kom til at overveje, om Bridget-adfærden også var noget tillært.

Hvis jeg skal genoptage min relation til Bridget, må jeg gøre det på hendes præmisser, beslutter jeg og tager et par høje hæle på, som jeg godt ved klemmer, før jeg tager af sted til Girls’ Night Out.

Ren kvindeaften

I første omgang har jeg behov for at holde mit gensyn med Bridget for mig selv (jeg ved jo ikke, hvordan jeg reagerer), så jeg vælger at tage alene i biografen. Sammen med de andre kvinder bliver jeg lukket ind i salen. På alle sæderne står en ’goodiebag’, og stemningen bliver næsten euforisk, i hvert fald fjantet.

”Nej, der er gaver,” siger en kvinde. ”Total luksus,” siger en anden. Mellem alle sæderne står en Coca-Cola Life. En dame konstaterer, at den er sødet med stevia i stedet for sukker. En anden ærgrer sig: ”Nå, men så havde vi jo ikke selv behøvet at købe sodavand.”

Begejstring bliver til skuffelse, da goodiebag’en åbnes på rækkerne. Det er mest reklamer og så et gavekort til en makeup-aften hos Body Shop, som jeg egentlig troede var gratis i forvejen.

”Hvad er det for noget skrammel?” spørger min sidekvinde. Men så bliver der trukket lod om et glattejern, og stemningen bliver let og fjantet igen.

”Det er da ren kvindeaften,” bemærker en kvinde i min nærhed.

Jeg er en ø af utilpasset kvindelighed.

Det var aldrig Bridget, den var gal med

Efter den store Butler/Bourdieu-Bridget-kollision har mine veninder og jeg opdaget, at det aldrig var Bridget, den var gal med. Når hun føler sig utilstrækkelig, skyldes det, at hun igen og igen bliver behandlet uretfærdigt.

På sit arbejde bliver Bridget konsekvent udsat for en faglig usynliggørelse. Den eneste opmærksomhed, hun får af sin chef, handler om hendes miniskørt og synlige bh. Hun bliver raget på af både sin Onkel Georg og af chefen Daniel Cleaver. Førstnævnte er hun frustreret over, men da Daniel helt umotiveret tager hende på røven i en elevator, bliver hun smigret. Hendes venner bliver sågar enige om, at det er hendes store chance for at få en kæreste.

Senere da de er blevet kærester, bebrejder Daniel hende for at fjante uvidende rundt i alt for kort nederdel, hvorfor hun slet ikke har opdaget, at firmaet er i krise – i virkeligheden er det bare en undskyldning, der skal dække over hans egen utroskab.

Når Mark, som ellers skulle være ’the good guy’, opremser alle Bridgets utilstrækkeligheder for til sidst at konkludere, at han kan lide hende, ”just the way you are”, tenderer det ’negging’ – en scorestrategi inspireret af den amerikanske journalist Neils Strauss’ scoreguide The Game, som går ud på, at man foregiver at give en kvinde et kompliment, men i virkeligheden forsøger at undergrave hendes selvtillid, så hun er lettere at score. Et ’backhanded compliment’.

Ja, verden er syg.

En systembevarende sikkerhedsventil

Det eneste kort, Bridget har på hånden, er hendes selvironi og humor. Det er årsagen til, at vi elsker hende.

Men vi må huske, at latter både kan være forløsende og et middel til social disciplinering. Umiddelbart virkede det forløsende for mine veninder og mig, når Bridget fik os til ad grine af os selv og hinanden, når vi ikke kunne leve op til vores egne og andres idealer. Men i virkeligheden var det måske slet ikke så forløsende endda.

Latteren kunne give os et åndehul, og vi fik aflad for vores utilstrækkeligheder, når vi så, at Bridget kunne elskes, selv om hun hverken var smuk nok, klog nok eller god nok. Men det var slet ikke os, der havde brug for aflad.

Utilstrækkelighedsfølelsen opstod i mødet med omverdenen. Latteren blev den systembevarende sikkerhedsventil, som kunne give os luft, og som betød, at vi kunne holde ud at stå op hver morgen og forsøge at leve op til det system af idealer for udseende og livsstil, vi var blevet præsenteret for, og som vi havde indoptaget og gjort til vores egne.

Det var egentlig en rar erkendelse. Men det var også et tab. Vi kendte jo Bridget. Vi holdt af hende.

All by myself… igen

Tilbage i biografen møder jeg Bridget for første gang siden kollision og erkendelse. Hun sidder i pyjamas med fedtet hår og mimer sangen ”All by myself”, mens hun fejrer sin 43 års fødselsdag alene. Bridget puster lyset ud i en muffin magen til den, jeg selv lige har fortæret, og vi hører hende spørge sig selv og sin dagbog, hvordan hun er endt der på sofaen igen.

Hun er ellers nede på sin ”idealvægt”, hun har kvittet smøgerne, og hun har en stilling som TV-tilrettelægger. Forholdet til Mark Darcy, som kom i stand, sidst vi så hende, er gået i vasken. Han arbejdede for meget, og nu er han gift med en anden.

Bridget er stadig motorisk udfordret og afsindigt uheldig, men hun forsøger fortsat at leve op til forestillingen om den tjekkede karrierekvinde. Når hun går gennem kontorlandskabet på sit job, sætter hun en vigtig Bridget- mine på, trækker skuldrene tilbage og vralter af sted med armene blafrende bag sig.

Hendes faglige inkompetence, som også er karakteristisk i de første film, er stadig udtalt. Igen og igen får hun fedtet sit privatliv ind på jobbet; når hun har private telefonsamtaler, som havner i øresneglen på den kvindelige tv-vært, som helt ukritisk gentager Bridgets dating-frustrationer på skærmen; eller når hun inviterer datingguruen Jack, som måske, måske ikke, er far til hendes ufødte barn, i studiet for at undgå selv at konfrontere ham.

Den nye Bridget knalder og smutter

Men noget har trods alt ændret sig. Bridget virker knap så opsat på at finde en mand. Både da hun har knaldet med Jack i et festivaltelt, og da hun har tilbragt natten efter en barnedåb med nyskilte Mark Darcy, er det hende, der knalder og smutter, før solen står op. Nu er det drømmen om en baby, der dominerer.

Det er heller ikke længere Bridget, der bliver tilbageholdt information (som da hun f.eks. dukker op til familiefest i Bridget Jones’ dagbog iført bonnie-kostume, fordi ingen har fortalt hende, at temafesten er droppet). I stedet er det hende, der løber om hjørner med Jack og Mark, som begge tror, de er far til hendes barn. Det er ikke videre sympatisk, men det er da en form for kontrol.

Pludselig er der to mænd, der vil have hende og være far til barnet: Jack, som har udviklet en datingside, som matcher folk via algoritmer, og som er en moderne blød mand; følsom, rummelig og helt nede med fødselsforberedelse, og så Mark, som er firkantet, kejtet, elendig til at tale om følelser, men som igen og igen reagerer uhensigtsmæssigt, fordi han alligevel viser sig at være i deres, altså følelsernes, vold.

Will you marry me, Mark Darcy?

Mens Bridget har nok at tænke på, demonstrerer en russisk feminist-bevægelse i London. Bevægelsen ligner til forveksling det ligeledes russiske og feministiske punkkollektiv Pussy Riot. Altså bortset fra, at bevægelsen i dette tilfælde på alle måder fremstår latterlig og blottet for reelle politiske ambitioner.

Da Mark Darcy udtaler sig til pressen som deres forsvarsadvokat, åbner kvinderne for eksempel deres skjorter bag ham. Hen over deres blottede bryster står: ”Will you marry me, Mark Darcy?”

Progressivt politisk budskab? Nej, vel.

Da Bridget går i fødsel har bevægelsen belejret hele byen med en demonstration for kvinders rettigheder, som, udover at den besværliggør Bridgets vej til fødegangen, ikke rigtig bliver taget alvorligt. Som Bridgets mor siger: ”Kvinders rettigheder? Som om vi ikke har rigeligt i forvejen.”

Scenariet er næsten symptomatisk for Bridget: Sindssyge feminister forsøger at stille sig i vejen for, at hun kan opfylde sit sande mål som kvinde: at blive mor, at give liv videre.

Gift og således god nok

Da (SPOILER ALERT!) alt til sidst er gået op i en højere enhed – Bridget får sin Mark, som gudskelov også er far til barnet – spørger Bridget sig selv: ”Er jeg nu tilfreds med mig selv?”

Hun danser ned ad en plæne i brudekjole med baby på armen. ”Ja,” kommer hun frem til, inden hun retorisk spørger sig selv, om det da ikke også var på tide.

Efter tre film og årtier som utilstrækkelig er Bridget endelig god nok i sin egen bevidsthed. Jeg kan ikke lade være at tænke, at det er lidt skrøbeligt at hænge den slags op på en mand. Tænk, hvis Mark aldrig var kommet tilbage.

Sekundet efter blæser sløret af. Typisk Bridget, tænker vi. Bridget griner bare, for hun er gift og således god nok.

Bruddet var rigtigt

Filmen slutter, jeg forlader biografen. Mit forhold til Bridget er gået i stykker for længe siden, det vidste jeg jo godt. Alligevel gav jeg hende en chance, kun for at blive bekræftet i, at bruddet var det rigtige.

Men jeg savner hende. Der var noget trygt ved at gøre som Bridget og grine ad sig selv, før andre gjorde det. Det var en behagelig helgardering, som sikrede, at ingen nogensinde kunne sætte en finger på en, som man ikke allerede selv havde sat. Der var noget rart ved forestillingen om, at når bare Mark Darcy manifisterede sig IRL, så var alle problemer løst. Det var nemt og ufarligt at vende kritikken ind ad mod sig selv.

Men jeg er blevet allergisk. Det virker ikke mere. Bridget giver mig ikke længere et åndehul, hun er ikke længere den systembevarende sikkerhedsventil. For jeg synes, hun skulle tage sig sammen. Hun kan ikke være bekendt at overføre sin resignation til kommende generationer.

Det er, som om mit køn strammer over brystet og om tæerne, da jeg kommer ud på gaden. Jeg standser og tager mine hæle af. En blodplamage har indfundet sig bagerst på begge sko.

Da jeg senere træder ud af bussen, hvor jeg bor, mærker jeg en varm klistret masse brænde sig fast til mine bare fodsåler. Det er nylagt asfalt. Typisk. Bridget gør et eller andet ved én.

Men det vil jeg ikke være med til. Det slutter her!