Overser vi røgsignalerne?

For nu at starte med skrækscenariet: For tre år siden oplevede vi det første store læk i forbindelse med CO2-fangst: Et rør med CO2 og svovlbrinte (der lugter af rådne æg, men dræber uden lugt) eksploderede i den lille amerikanske by Satartia – og efterlod en grøn dis over byen. “Det var nærmest som noget, du ville se i en zombiefilm,” sagde den lokale embedsmand Terry Gann.

Det lyder måske konspirationsteoretisk, men situationen illustrerer et uopklaret spørgsmål om CO2-fangst: Om vi kan stole på, at kulstoffet, når det lagres under havbunden og skal ligge der på ubestemt tid, aldrig slipper op. Ifølge FN’s klimapanel IPCC er der en lille, men væsentlig risiko for læk.

Og det ved vi ikke særlig meget om. Simpelthen fordi vi aldrig har prøvet det før.

I 2012 lavede man i Skotland et kontrolleret eksperiment, der simulerede en stor lækage for at se, hvilke konsekvenser det fik for det lokale marineliv: Det gav noget blandede resultater: “Nogle dyr, såsom søpindsvin, der lever i sedimenterne, ser ud til at reagere negativt på stigningen i CO2, mens andre, såsom krabber, ser ud til at blive tiltrukket eller upåvirket af boblerne; så der kan være både vindere og tabere i en situation i det virkelige liv,” sagde studiets ophavsmand, Henrik Stahl fra the Scottish Association for Marine Science.

På den måde blev vi altså ikke meget klogere. Men det understreger også frygten for, at klima- og biodiversitetskrisen sammen risikerer at gå ind i en nedadgående spiral.

Mens CO2-fangst foreløbigt ikke er en perfekt teknologi, er den måske mest lysende advarselslampe, at selv de fossile virksomheder bakker op om den. Ligesom vi, hvis det ikke virker, risikerer at miste de penge, vi kunne have brugt på at reducere vores CO2-udledning i første omgang.

Det er i hvert fald den pessimistiske udlægning. Spørger man ingeniørerne bag CO2-fangsten, vil de typisk svare, at teknologien er nødvendig for at redde klimaet – ligesom IPCC mener – og at risikoen for læk og de deraf udledte sundhedsrisici for mennesker og dyr er ubegrundet. Bl.a. fordi man hermetisk lukker CO2’en inde med eksempelvis sandsten og cement.

Eller som Equinors projektdirektør Sverre Overå sagde, da vi besøgte milliardsatsningen Langskipet i Norge: “Selv hvis du laver en hypotese om, at det kan ske – selvom det egentlig ikke kan […] skal CO2’en stadig igennem 1.000 meter med sten. I et sådant tilfælde får du en boble med CO2, som bevæger sig, og det vil tage så lang tid, at du når at opdage det”.