En løsning på landbrugets lorteproblem?

Der er marker så langt øjet rækker, men ingen larmende maskiner eller lugtende gylle. Meget få fluer og regn i luften. Søagergård Regenerativt Jordbrug ligger i Smørum, gemt væk lige ved siden af motorvejen. Her møder man først et skilt, der reklamerer for friske æg, kød fra skovgrise og rå mælk. Og derefter Marianne Petri Kristensen og Andy Valentine Harris, som bor på gården og producerer det førnævnte. De startede deres regenerative landbrug for snart fire år siden.

Ordet regenerativt betyder at “gendanne” eller “genopbygge.” Regenerativt landbrug bygger på en række principper, selvom der endnu ikke findes nogen klar lovgivning, der regulerer eller definerer denne form for produktionssystem. Principperne indebærer, at man ikke pløjer jorden eller bruger sprøjtegifte til at fjerne sygdomme, insekter og ukrudt. I stedet må man samarbejde med både naturen og husdyrene for at gendanne jordens frugtbarhed, fremme biodiversitet og binde kulstof i jorden.

Op mod 40 pct. af verdens landjord er ifølge FN nedbrudt af industrielle landbrugsmetoder, mens et nyt studie viser, at en forbedring af landbrugsjorden ville kunne lagre nok kulstof til at holde klodens temperaturstigning indenfor 1,5 grader.

I praksis foregår en forbedring af jorden sådan her, forklarer Andy, mens han peger i retningerne af de forskellige dele af marken. Hver anden dag flyttes indhegningen og hønsehuset på hjul, så hønsene, der skraber og hakker i jorden, får ny jord at skrabe og hakke i. Mens det konventionelle landbrug generelt har et lorteproblem, altså bogstavelig talt et problem med alt for meget lort, så er det – altså lorten – ifølge Andy “guld” for det regenerative landbrug. Når hønsene skraber og hakker i jorden er de med til at sprede gødningen, som gårdens køer har efterladt.

“Det er afgørende,” siger Andy. “Når dyrene flytter rundt, så har græsset tid til at komme sig og komme endnu stærkere tilbage. Det var vigtigt for os at indse, at vi ikke kan leve uden de her dyr. Selv hvis vi ikke spiser dem eller får æg fra dem, så spiller de en vigtig økologisk rolle.” Som han selv siger, handler det ikke om at biohacke naturen, men snarere om at efterligne naturens eget system.

Vi går køerne i møde, som står længere nede af den glatte mark. De bliver også flyttet rundt, så de gøder hele marken og får adgang til friskt græs. På vejen passerer vi et stykke af marken, hvor græsset er vokset til knæhøjde. “EU-reguleringer,” siger Marianne og trækker på skuldrene. “De giver ikke rigtig mening for landbrug som vores.”

Til sidst når vi frem til skoven. Grisene kommer tøffende og øffende ud mellem stammerne. De er hvide med sorte pletter og skal have aftensmad. “Hvis vi fulgte de økologiske standarder, kunne vi have over 2.000 grise på dette område. I år har vi 23 pattegrise og 4 store grise,” fortæller Marianne, der lægger vægt på, at dyrevelfærden skal være i orden.

Levende jord og glade grise virker ikke som noget dårligt bud på fremtidens landbrug. Men det står også i skarp kontrast til virkeligheden, hvor den globale efterspørgsel på kød har været stigende i flere årtier, Kina bygger deres nye slagterier som højhuse med 26 etager, og danske ministerier søger om dispensation fra EU til at sprede ekstra gødning på landets marker. “Det her er én løsning, men det behøver ikke være den eneste løsning,” fastslår Andy på vej tilbage til gårdspladsen.

Fjerde og sidste lektion i denne uges efterårsskole er bare ét klik væk.