En permanent og bitter krig

Den garvede diplomat Anthony Blinken, 61, er ikke den værste person, man kan forestille sig på posten som amerikansk udenrigsminister. Det kunne være værre, det kunne være meget værre. Men gør han det godt? For et par uger kunne man læse i aviserne, at Blinken fløj i pendulfart mellem Israel, Jordan, Qatar, Bahrain, Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Egypten for at afhjælpe omstændighederne i Israel, efter at Hamas havde udført deres uhyrlige, morderiske terrorangreb på mere næsten 1.500 civile israelere nær grænsen til Gaza. Der er ikke noget som helst, som peger i retning af, at Blinkens frenetiske diplomati har båret frugt. Intet overhovedet. Situationen kunne ikke være værre.

Det er ikke mere end en måned siden, at Blinken greb en elguitar og stillede sig op på scenen og spillede og sang blues-klassikeren “Hoochie Coochie Man” fra 1954 ved en reception i Det Hvide Hus. Dengang var det relativt hyggeligt og skægt at se en udenrigsminister på slap line; efter Israels voldsomme bombardement af Gaza og den efterfølgende landoffensiv, som allerede har krævet tusindvis af civile ofre, og hvis konsekvenser lige nu virker helt uoverskuelige, er Blinkens optræden tåkrummende og latterlig både at se og tænke tilbage på.

Tirsdag medvirkede han sammen med USA’s forsvarsminister Lloyd Austin i en offentlig senatshøring i Washington, D.C., hvor de to skulle tale for en amerikansk hjælpepakke til Ukraine og Israel på 105 mia. dollars. Høringen blev afbrudt flere gange af aktivister. På en af de bageste rækker rakte en hel gruppe mennesker deres hænder i vejret. Håndfladerne var malet blodrøde. På et tidspunkt rejste en ældre dame sig op – måske ikke mere end 10 år ældre end Blinken – med et skilt, hvor der på den ene side var skrevet ‘No more $$$ 4 Israel’ og på den anden ‘No! Gaza genocide’. “Skam jer!” råbte hun, mens hun blev ført væk af en politimand, og “Våbenhvile nu!”.

En anden ældre dame med et lignende skilt blev også ført væk. “3.500 børn døde,” sagde hun. Og nok så interessant: “Come on, jeg er oberst i hæren, jeg er tidligere diplomat. Jeg sagde op efter krigen i Irak, som du talte om. Det var en forfærdelig ting, og det, de gør lige nu ved at støtte Israels folkemord i Gaza, er også en forfærdelig ting.”

For verdens store medier gælder det om at holde tungen lige i munden. Det gælder om at bruge de rette ord. The New York Times kalder aktivisterne for “demonstranter”, The Guardian kalder dem for “pro-palæstinensiske demonstranter”. Men at dømme på de korte videoer, som aviserne har lagt ud på sociale medier, er de to gamle damer sådan set bare pro fred og pro menneskeliv.

Anthony Blinken har en kommentar i Washington Post i dag. Her kalder han USA’s støtte til og forsvar af Israel “essentiel”, men han siger sådan set også det samme som de to gamle demonstranter, bare med flere ord: “Palæstinensiske civile skal ikke bøde for Hamas’ grusomheder eller for den alvorlige humanitære krise i Gaza. Ligesom civile i alle andre konflikter skal palæstinenserne liv beskyttes.” Han skriver videre, at “der skal tages alle forholdsregler” for, at civile holdes ude af kampzonen. Det er godt nok, at han skriver, men verberne er påfaldende passive i betragtning af, at de er møntet på den israelske hærs aktiviteter i Gaza.

En lignende retorik kommer der i hvert fald ikke fra den israelske regering. I sin seneste tale nævnte premierminister Benjamin Netanyahu det britiske luftvåbens uheldsvangre bombning af Den Franske Skole på Frederiksberg i 1944. Som bekendt var det en fejl, som førte til, at mere end 80 børn omkom. “Det er ikke krigsforbrydelse,” sagde Netanyahu. “Det er ikke noget, man kan beskylde Storbritannien for at gøre. Det var en legitim krigshandling med tragiske konsekvenser, som følger legitime handlinger.”

Tirsdag på denne plads kaldte vi Netanyahus konklusioner for bullshit. Det gælder også denne sammenligning mellem Israels massive bombardementer af boligområder i Gaza og de engelske jagerflys angreb på Den Franske Skole i ’44, som beroede på en ulykkelig fejl. Det er ikke bare bullshit, det er sygeligt. Og hvad er Israels endgame? Den israelske regering har mødt Hamas-krigernes menneskelige afstumpethed med en brutalitet, som i hvert fald ikke virker pro uskyldige menneskers liv.

I den seneste udgave af London Review of Books gengiver skribenten Eyal Weizman en historie fra Israel/Palæstina i 1956: En gruppe palæstinensiske militante forsøgte at tiltvinge sig adgang til en israelsk kibbutz. Det lykkedes ikke, men de dræbte en sikkerhedsofficer ved navn Roi Rotberg. Tilfældigvis var Moshe Dayan, der på det tidspunkt var det israelske forsvars øverste leder, i området, og han tilbød at stå for mindeordene ved Rotbergs begravelse.

Weizman skriver: “Da [Dayan] talte om mændene, der slog Rotberg ihjel, spurgte han: ‘Hvorfor skulle vi beklage os over deres had til os? I otte år har de siddet i Gazas flygtningelejre og set, hvordan vi har lavet deres områder og deres landsbyer, hvor de og deres forfædre engang boede, om til vores hjemland.. Det var en anerkendelse af, hvad palæstinenserne havde mistet, som nutidens israelske politikere ikke længere har råd til at give udtryk for. Men Dayan var ikke fortaler for deres ret til at vende tilbage: Han afsluttede sin tale med at argumentere for, at israelerne skulle forberede sig på en permanent og bitter krig, som ville spille en stor rolle for det, Israel kaldte ‘grænsebosættelser’.”

Det er vitterlig en permanent og bitter krig. /Oliver Stilling