Scanpix
Det er svært at vide, hvad der foregår inde i hovedet på et andet menneske. Det er svært vide, hvad der foregår inde i hovedet på statsminister Mette Frederiksen (S); hvordan mikroprocessorerne i hendes hjerne bearbejder udefrakommende informationer og omsætter dem til en slags intern logik – ingen forstår det.
Vi kan studere hendes mimik og kropssprog og prøve at afkode og fortolke, hvad hun siger, og hvorfor hun siger, som hun gør. Når hendes blik antager en stirrende karakter, og når hun virrer med hovedet, mens hun taler, som var det en sejlbåd udsat for pludselige vindstød af orkanstyrke, så har vi efterhånden lært, at hun må være vred eller måske endda rasende. Nogle af os kender det muligvis fra os selv. Men den egentlige databehandling derinde, processeringen af alle de oplysninger, som hendes sensoriske system præsenterer hendes hjerne for, og hvad der deraf bliver udledt… vi aner simpelthen intet om det.
Dette gælder i endnu højere grad for hendes nære medarbejder, Statsministeriets departementschef Barbara Beatrice Bertelsen. BBB, som vi for nemheds skyld kan kalde hende, besidder landets mest magtfulde embedsmandsstilling, men skyr offentligheden. Vi ved fra pressen og minksagen og hendes offentliggjorte sms-korrespondancer, at hun er en kontrolfreak og micromanager af en anden verden, men bortset fra det er der ikke så meget at arbejde med. Hendes psykologi er et mysterium. Der er ingen transparens. Vi er på bar bund her.
Derfor kan man ikke skabe sig andet end en tåget fornemmelse af, hvad netop de to mennesker må tænke, efter at Anklagemyndigheden onsdag valgte at droppe retssagerne mod Venstres fhv. forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og spionchefen Lars Findsen, som begge var tiltalt for at have afsløret statshemmeligheder og for at bryde deres tavshedspligt i FE-sagen. Det er stærke sager; strafferammen var op til 12 års fængsel. Som Politiken efterretningstjenestereporter og -ekspert Hans Davidsen-Nielsen skriver i en analyse (betalingsmur) på forsiden af avisen: “Historiens største spionskandale ender i et larmende tilbagetog”.
Det er en skandale af dimensioner. Anklagemyndigheden har valgt at tørre beslutningen af på Højesteret, idet landets højeste domstol har sagt, at Frederiksen og Findsen har ret til at få udleveret anklageskriftet og andet sagsmateriale, og at sagerne ville skulle føres for delvist åbne døre. Anklagemyndigheden henviste i sin kapitulerende pressemeddelelse til “statens sikkerhed”: Det var “ikke længere (…) betryggende at stille højt klassificerede oplysninger til rådighed for straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen”.
Som Dagbladet Informations Anton Geist er inde på sin analyse i dagens avis, peger meget dog i retning af, at Anklagemyndigheden også må have vurderet, at det ikke nødvendigvis var særlig sandsynligt, at man ville kunne få Findsen og Frederiksen dømt. I de offentligt tilgængelige kendelser har Højesteret skrevet, hvad sagerne handler om, nemlig “videregivelse af oplysninger om et samarbejde mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og den amerikanske efterretningstjeneste NSA om aflytning af datatrafikkabler”. Med andre ord ikke noget, som ikke allerede er offentligt kendt.
Det er blevet bekræftet mange steder fra – af tidligere departementschefer, jurister og sågar en tidligere statsminister (Anders Fogh Rasmussen) – at de her sager var så store, at de ikke ville kunne være blevet rejst uden at have fået et blåt stempel af statsminister Mette Frederiksen og hendes departementschef Barbara Beatrice Bertelsen. Både Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen har hele tiden sagt, at sagen var politisk, mens Mette Frederiksen omvendt har sagt, at alt kørte efter bogen.
Til Politiken siger Claus Hjort Frederiksen: “Der er så mange uklarheder i denne sag. Hvem besluttede, at der skulle iværksættes en aflytning af spionchefen, og hvorfor har ingen ministre tilsyneladende haft noget med sagen at gøre? Den tidligere justitsminister kaldte sig selv for et gummistempel. På en eller anden måde skal man finde ud af, hvem der har besluttet hvad. Det kan umuligt være rigtigt, at der ikke har været nogen politisk indblanding. Embedsmænd kører ikke sådanne sager alene.”
Hjorten har ret, når han siger, at “hovedansvaret ligger i Statsministeriet”. Når Mette Frederiksen engang forlader statsministerposten, kan det være med det mest ramponerede eftermæle en statsminister har fået i nyere tid. Og det siger ikke så lidt. Gad vide, hvordan det opleves indefra? /Oliver Stilling