Det fortabte guldæg

I 2011 arbejdede ledende medarbejdere i statens energiselskab Dong Energy – med den daværende direktør Anders Eldrup i spidsen – på en udviklingsplan for Dong, som på kun få år kunne gøre det danske statsselskab til en koncern, der overgik virksomheder som Lego, Carlsberg og Danfoss i indtjening.

En værdiforøgelse på intet mindre end 50 mia. kr. lå ret forude – og var mulig frem imod 2020 – og planen opererede samtidig med en tilvækst af arbejdspladser – mange af dem i det såkaldte Udkantsdanmark – i størrelsesordenen 20-25.000.

Det ville ske med en ny, offensiv satsning på vindenergi, som i Dong fik betegnelsen Projekt RED (det var forbogstaverne i planens interne titel, Dong Energy Renewal, skrevet bagfra) – en plan, som blev maksimalt prioriteret og naturligvis var dybt fortrolig, fordi Dongs ledende folk betragtede den som ’et guldæg’, der blot ventede på at blive samlet op. Vel at mærke foran alle konkurrenterne på verdensmarkedet.

Den enkle drivkraft var Dongs i forvejen ledende position på det såkaldte havvindmølle-marked – et marked, som nye gigantiske EU-midler de kommende år ville gøre ekstremt lukrativt. Og så at man husede de dygtigste medarbejdere på netop dette område.

Men et eller andet gik galt. Den tilsyneladende soleklare satsning, der i front havde både førende vindprojekt-eksperter og en direktør med et årtier langt renommé for netop visionære projekter i statens tjeneste, kom aldrig videre end til de fortrolige, hidtil hemmeligholdte rapporteringer – sådan som Føljeton i de forløbne dage har kunnet afsløre.

Et mysterium, der ikke mindst indgår i de spørgsmål, Rigsrevisionen nu skal forsøge at finde svar på.

Formand uden fokus

Daværende direktør i Dong, Anders Eldrup, forsøgte igennem det meste af 2011 at promovere det – i hans opfattelse – gyldne projekt over for selskabets ejer, staten, repræsenteret ved en bestyrelse, der blandt andet talte uhyre stærke erhvervsnavne som Lars Nørby Johansen, Lars Rebien Sørensen og Jens Kampmann.

Men daværende bestyrelsesformand i Dong, finansmanden Fritz Schur – der i 2005 var blevet indsat af Venstre-regeringen med den opgave at privatisere energiselskabet hurtigst muligt – vurderede af grunde, som ingen af de iagttagere, Føljeton har talt med, kan finde, hele RED-projektet som uinteressant.

Han orienterede ganske vist Dongs ejer – staten – om RED-projektet, men som det fremgår af aktindsigter i Finansministeriet forblev sagen fuldstændig underprioriteret.

Der findes kun ganske lidt korrespondance – blandt andet et par mails fra Fritz Schur til ministeriets daværende afdelingsleder, Peter Brixen, som er på ganske få linjer.

Her neddrosler Dongs formand fuldstændig projektet – f.eks. med ordene: ”Ved den gennemgang jeg har haft af dette materiale, fandt jeg tilsyneladende ikke noget nyt i notatet betegnet ‘Sikring af værdiskabelse…’ Mange hilsner Fritz”.

Den i sig selv sprogligt klodsede besked får ingen advarsels-lamper til at blinke hos selskabets ejer.

Skudsmålet om det notat, der omtaler det gennemarbejdede, langsigtede, milliardprojekt, er altså på 20 ord og strander i den helt ubestemte formulering ”tilsyneladende” – som om skribenten (Fritz Schur) ikke selv er klar over vægten af sin egen vurdering.

Kort efter bliver Anders Eldrup fyret – med en begrundelse om overforbrug på lønninger til sine nærmeste folk – en beskyldning, han senere renses for i en efterfølgende voldgiftssag.

Guldægget forsvandt

Følger man forløbet omkring Dong og det – internt i selskabet – højt prioriterede Projekt RED helt kronologisk – fra marts 2011 og fremefter – er der en lang række ejendommelige punkter, som ikke mindst vedrører det halve år i 2013, hvor en del af Dongs aktier blev sat til salg med den begrundelse, at Dong var ”nødlidende” og krævede kapital for at overleve.

Hovedparten af de udbudte aktier blev som bekendt erhvervet af den amerikanske investeringbank Goldman Sachs, der nød godt af, at Dong i dette salgsforløb, henover sommeren 2013, kun blev værdisat til 31,5 mia. kroner – hvilket i sig selv var langt under de 50 mia., Eldrup og hans folk alene havde vurderet deres ene guldæg – vind-projektet RED – til at kunne indtjene på forholdsvis kort sigt.

I maj 2016 blev Dong børsnoteret på næsten præcis det niveau, Eldrup-visionen havde opereret med: Omkring 50 mia. over værdien af det, man havde værdisat Dong til, da aktierne blev solgt i 2013. Goldman Sachs scorede altså en enorm gevinst på det, som formanden, Fritz Schur, med løs hånd havde rubriceret som værende ”tilsyneladende” uden ”noget nyt” i sig.

Forklaringen i dagene efter børsnoteringen var den nye ledelses visionære satsning på netop vindenergi. Her fik den nye direktør Henrik Poulsen æren for en mirakuløs hurtig omstilling – til netop vind – og den tog han uden forbehold.

Projekt RED blev ikke nævnt med et ord – og ingen kan i dag dokumentere, at projektet har sat noget aftryk på den konkrete værdiforøgelse – i hvert fald ikke under det navn, det oprindeligt kom til verden med.

Hemmelige papirer

Man kan kun fastslå, at Goldman Sachs kendte til projektet – helt ned i detaljer – for dén indsigt var en del af den dybt hemmelige salgsproces.

Ganske få indbudte interesserede aktiekøbere — ingen udenforstående ved, hvor mange eller hvem — havde lovmæssig, men dybt fortrolig adgang til alt hemmeligt Dong-materiale, her imellem det formentlig dybeste og mest prioriterede projekt nogensinde: RED. Hele baggrundsmaterialet lå i kasser og ringbind i det såkaldte data-rum hos Dong på Nesa Allé i Gentofte, hvor i hvert fald Sachs-folkene kunne grave dybt i det.

Men officielt og udadtil havde projektet været dødt og borte siden de få måneder i slutningen af 2011 – og starten af 2012 – hvor Frits Schur i sin underspillede og ufokuserede form videresendte de ganske få, fragmenterede dokumenter, han selv udvalgte, til en enkelt afdelingschef i Finansministeriet, som ifølge aktindsigterne aldrig gjorde mere ud af sagen.

Et sådant materiale – papirerne bag Projekt RED, kunne man dermed sige, var ’historisk’ – historisk set uden betydning – men alligevel besvares helt aktuelle begæringer om aktindsigt fem år efter i netop Projekt RED med en massiv byge af sorte overstregninger i de få dokumenter, der overhovedet udleveres.

Alle centrale passager og nøgletal – og det gælder ikke mindst tallet 50 mia., som Anders Eldrup og hans folk vurderede indtjeningsmuligheden til – er gemt under tykke tuschstreger. Det bemærkelsesværdige er, at man massivt forhindrer offentlig indsigt i et projekt, der i statens øjne, siden starten af 2012, har været lagt i graven som både værdiløst og uinteressant, uden betydning for den salgsproces, der blev gennemført i 2013.

Hvis Projekt RED spillede en rolle – enten før, under eller efter salgsprocessen – har det aldrig været officielt. Hvis det ikke gjorde, er der – ifølge de eksperter, Føljeton har spurgt – ingen grund til at skjule det i 2016. Så var det blot uinteressant, nogle forhenværende chefers kasserede fantasterier.

Den dybe glemsel

Efterhånden som projektet – der kan have inspireret til dele af den enorme indtjening, Goldman Sachs nu nyder godt af, dukker op af glemslen – kan nogle af datidens hovedaktører blive tvunget til at forholde sig til noget, de ellers har bagatelliseret fuldstændig i årevis.

Det gælder Finansministeriets ene mand på posten som statens forbindelsesled til Dong – dengang projektet blev født – Peter Brixen. Det gælder den daværende bestyrelsesformand, Fritz Schur, der en gang før har været tvunget ud i – ganske korte – svar om Projekt RED, når enkelte medier kom for nær en kritisk gennemgang. På spørgsmålet om sin forvaltning af projektet i forhold til resten af Dong-bestyrelsen, skrev Fritz Schur sidste år i Berlingske:

”Projekt Red blev således bl.a. drøftet på bestyrelsesmøderne den 9. november 2011, den 12. december 2011, den 31. januar 2013 og den 9. marts 2012.”

Problemet er, at det konsekvent bestrides af flere kilder i hans egen bestyrelse. Projektet var aldrig oppe at vende i nogen form, der kunne betegnes som en indbyrdes drøftelse – eller noget, der bare lignede. Direktør Eldrup forsøgte at få det på dagsordenen som et beslutningspunkt – men blev fejet af banen af Fritz Schur.

Idéen om gentagne bestyrelsesdrøftelser modsiges desuden af Dongs egen pressetjeneste, der i foråret 2013 meddelte følgende i kølvandet på visse rygter om RED-visionen – der ifølge rygterne også havde indeholdt et forslag om etablering (såkaldt udskilning) af et særskilt datterselskab – der skulle huse vindenergien:

”Vi kommenterer ikke yderligere projektet om den eventuelle udskilning af vindforretningen – hverken på bestyrelsesniveau eller andre niveauer. Vi fortæller kun om projekter, der har været behandlet af bestyrelsen, og det er ikke tilfældet her,” lyder meldingen fra DONG Energys presseafdeling.

Så kunne det ikke siges med klarere eftertryk. Under formand Schur blev RED aldrig reelt taget op som eksisterende på bestyrelses-niveau. Kun nævnt som en irriterende bisætning, der blev viftet hurtigt væk.

Goldmans scoop

Kilder, der kendte til RED-planen i det meste af 2011 og ind i januar 2012, beskriver ledelsens oplevelse af formandens uvillighed som præget af stor undren. ”Det blev af ledelsen oplevet som nærmest kafkask – ingen af RED-folkene forstod, hvad der foregik,” siger én.

Der lå en udførligt formuleret vision – udarbejdet af højt gagerede folk i Dong, som store internationale energiselskaber respekterede – og alligevel kunne Dong-ledelsen ikke få planen om vindsatsning til diskussion i en bestyrelse, hvis formand aldrig gav nogen forklaring på afvisningen af projektet.

I stedet blev Anders Eldrup og de tre topeksperter på projektet fyret. Det skete i marts 2012 i et kaotisk forløb, hvor Anders Eldrup blev anklaget for at have givet sine nærmeste medarbejdere alt for høje lønninger. Fyringsbegrundelsen blev senere underkendt – og rensede dermed Eldrup – men alt for sent.

Kort efter fyringsdramaet blev den ny direktør – Henrik Poulsen – ansat, og det var ham, der fik æren for den enorme, nærmest mirakuløse vindenergi-værdiforøgelse, Dong Energy præsterede sammen med sin nye aktie-kompagnon, Goldman Sachs.

Det er endnu en ejendommelig kendsgerning, at Fritz Schur havde taget hemmelig kontakt med Poulsen – og tilbudt ham jobbet som ny Dong-direktør – tre måneder før, Schur selv sparkede Eldrup ud med den begrundelse, der senere blev underkendt.

I selve salgsprocessen – i 2013 – sad direktør Poulsen egenhændigt ved forhandlingsbordet – over for Goldman Sachs’ folk – og Føljetons kilder understreger, at der igen sker noget ganske underligt:

Fritz Schur og staten – repræsenteret ved Finansministeriets afdelingschef Peter Brixen, sad slet ikke med. De overlod det til direktøren.

På begge sider af forhandlingsbordet sad der nu folk, der ville vinde – økonomisk – ved at værdisætte Dong så lavt som muligt. For Sachs er det åbenlyst – køb så billigt som muligt – for Poulsen skyldtes det, at han netop havde fået en såkaldt aktieoption og mulighed for selv at købe aktier — en ret Eldrup ikke havde — som helt logisk vil give ham større profit, jo mere selskabet kom til at stige i værdi i tiden efter salget. Og det var netop dét, der skete.

Også Poulsen har, naturligvis, haft adgang til de nedpakkede Projekt RED-papirer. Igen er der ingen, der kan sige, om det havde nogen betydning for samtalen ved forhandlingsbordet. Men en kilde, der selv har siddet som ejer af statslige selskaber, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, siger til Føljeton:

”Sammenstødet opstår, fordi aktieoptionen betyder, at ledelsen af Dong har en anden prisinteresse end staten. I realiteten bliver direktøren sat til at forhandle sin egen gevinst. Den, der har hovedansvaret – staten – uddelegerer det altså til én, der har afvigende interesser.”
Og den tidligere statsminister tilføjer: ”Det forstår jeg ikke.”

Kan det virkelig være rigtigt?

Gådefulde spørgsmål

Sammenfattende tegner der sig et forløb, der er svært at forklare baggrunden for. Mange spørgsmål står stadig åbne – og fremtræder nærmest gådefulde:

Det er en kendsgerning, at Projekt RED blev styret og designet af folk med en høj ekspertise i netop det, de havde med at gøre: vindkraft, vindmølleparker og finansiering af sådanne projekter – og med et mangeårigt renommé for udførelsen af store, holdbare visioner. Direktør Eldrup tilskrives f.eks. udførelsen af arbejdsmarkedsreformen i 1987 og var gennem et tiår departementschef i Finansministeriet.

Der var altså ingen – i hvert fald ingen åbenbar – grund til at miskreditere RED-idéen allerede i startfasen. Men det blev projektet alligevel. Og det fortsatte, indtil Eldrup pludselig blev fyret.

Forklaringen på det forløb udlægges – af Føljetons kilder – som et valg mellem to – eller muligvis tre årsager:

Enten har den daværende Dong-formand Fritz Schur simpelthen været for uvillig (’dum’, er det ord, nogle kilder bruger) til at se RED-projektets muligheder (Schur er siden blevet beskrevet som noget af en bluffer, der startede med politisk indflydelse, fordi han oprindeligt var fundraiser for Venstre – bl.a. i bogen Kammerherrens nye klæder af Svaneborg, Sindbæk og Sandøe).

Eller også besad den tidligere Dong-formand bare en vis, fundamental uvillighed mod sådanne ’flippede’ projekter som vindkraft – endda initieret af folk, han slet ikke kunne forstå eller delte omgangskreds med. Man skal huske, at han af Fogh-regeringen faktisk var ’ansat’ til at udføre én handling: Privatisér Dong! – og han kan derfor have opfattet al RED-snak som mulig distraherende for den opgave.

Den tredje – og noget dunklere – mulighed er, at han (som den finansmand, både han selv og Fogh-regeringen altid har insisteret på at kalde ham) faktisk så potentialet i Eldrups og hans folks projekt. Lige fra starten.

Hvorefter han neddroslede det af grunde, som så kan være endnu sværere at finde ind til.

Det kunne være, fordi han (og måske hans Venstre-baggrundsfolk – Schur er medlem af Venstres hovedbestyrelse) absolut ikke ønskede, at danske pensionskasser trådte ind i et sådant projekt. Den eneste måde at fjerne den udsigt på var at fjerne Dong-direktøren og med ham den officielle tegning af det projekt – RED – der netop var designet til at blive et datterselskab under styring af Dong en lille række danske pensionskasser. Projektet ville i den tænkning være godt nok – men ophænget var forkert.

Det kunne ingen dog sige højt. Men man kunne skubbe Eldrup og pensionskasserne ud og få private medspillere ind.

Hvis man følger kronologien, peger forbløffende mange detaljer hen imod en mere bevidst proces, som løb i de måneder, Projekt RED blev ignoreret, underløbet og til sidst lagt helt i graven:

Fritz Schur får forelagt Projekt RED i en form, der er svær at undervurdere – af folk, der ikke kan beskyldes for inkompetence – med en vision, der ikke er nogen grund til ikke at forfølge – i hvert fald et stykke hen ad vejen.

Fritz Schur ’staller’ alligevel projektet – og bliver derefter presset af en frustreret Eldrup. Da denne armlægning kulminerer sidst i 2011, går Schur i gang med at finde Eldrups afløser – Henrik Poulsen – i al hemmelighed.

I månederne efter (i starten af 2012) opstår der pludselig to såkaldte ’whistleblowers’, som begge har noget ufordelagtigt at meddele om Anders Eldrup. Den sidste videregives af Fritz Schur selv og fælder Eldrup – sammen med nøjagtig de tre personer, der har indgående kendskab til Projekt RED.

Derefter indsættes Schurs hemmelige udvalgte – Poulsen – som direktør. Han arbejder henimod et salg af Dong-aktier for at redde et såkaldt ’nødlidende’ selskab. Han er ankermand på værdisættelsen af Dong – 31,5 mia. – altså langt under det, selskabet senere viser sig at være værd ved børsnoteringen nogle år senere.

Poulsen sidder i 2013 over for Goldman Sachs’ folk ved forhandlingsbordet, og situationen er dermed den delikate, at hverken sælger eller køber har nogen som helst interesse i at finde en salgsværdi på selskabet, der er højere end netop den højest nødvendige.

Og værdien lander på 31,5 mia.

Havde Projekt RED – alene vurderet til 50 mia. på sigt – været puffet ind i forhandlingen, ville dette tal naturligvis have haft potentiale til at ændre hele handelen drastisk.

Ifølge al aktindsigt og alle tilgængelige kilder sker det ikke.

Schur, Poulsen og Brixen (Finansministeriets mand) putter denne kampklare brik så langt ned i undergrunden, at den aldrig bliver opdaget af hverken Folketinget (Finansudvalget) eller af offentligheden, mens det hele står på.

Der er kilder, der siger, at end ikke (daværende) finansminister Bjarne Corydon opdagede den brik – og derfor til dels har været uretmæssigt udskældt for sin rolle i sagen.

Det synes klart, at SF blev fuldstændig udmanøvreret i processen – idet Holger K. Nielsen simpelthen ikke opdagede faresignalerne – og at det var årsagen til SF’s regeringsfald – som nogle endda spår kan fortsætte mod enden for hele partiet.

De få personer med viden om denne eklatante ’fodfejl’ – fraværet af RED-projektet, ikke mindst i salgsprocessen i 2013 – er fyret eller gået med enten aftaler eller store aftrædelsesgodgørelser – hængende som effektive barrierer mod at kontakte pressen

I de efterfølgende måneder – efter salget – stiger Dong i værdi. Nærmest skråt opad, ved vi i dag – på grund af en helt ny, dristig vind-energisatsning. På det tidspunkt, hvor Goldman Sachs kan skåle i champagne på den givtige børsnotering, er Fritz Schur ikke længere i bestyrelsen. Peter Brixen er også væk. Det samme er Anders Eldrup og hans tre eksperter.