PET-chef Finn Borch Andersen. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I en tumultarisk tid, hvor Danmark reelt kan være udsat for trusler fra såvel russisk hybridangreb som islamistiske terrorplaner, er det næsten ikke til at bære, hvis spiontjenesterne herhjemme har kompromitteret sig selv i inkompetence. Skudt sig selv i fødderne.
Som i en gyserversion af en Olsen-banden-film har de danske agenter med skæg og blå briller tumlet så meget rundt, at de har svækket både deres evne til at operere i det skjulte og deres troværdighed som samarbejdspartner for udenlandske spiontjenester.
Det tragikomiske forløb om de nu droppede anklager mod tidligere FE-chef Lars Findsen og tidligere forsvars- og finansminister Claus Hjort Frederiksen har fået en stribe af eksperter til at konkludere, at Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste har undergravet sig selv afgørende – ikke mindst ved at lade sig styre af politiske hensyn til Statsministeriet, snarere end af operationelle, profesionelle og sikkerhedsmæssige hensyn.
Frem for at være årvågent fokuserede på de påtrængende trusler fra bl.a. russiske paramilitære gangstere og fanatiske terrornetværk har ledelserne været enten stærkt optagede af eller ligefrem hjemsendte på grund af sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort.
Man kan forestille sig optrinnet: Som Axel Strøbye i rollen som den febrilske kriminalassistent Jensen i Olsen-banden-filmene, iført ternet jakkesæt og filthat, der pludselig sættes til at overvåge sin egen chef. Det må jo gå galt. Og nu er det også blevet stillet til offentligt skue, at spiontjenesterne i de senere år har været afledt af småting og forvrængninger.
Forløbet har tegnet et stadig mere foruroligende billede af en hemmelig spiontjeneste, der tilsyneladende har mistet kontrollen – og som samtidig er begyndt at optræde mere og mere som en politisk spin-tjeneste for regeringstoppen.
Spiontjenesterne er blevet deres egen værste fjende.
Inkompetence i toppen
På opsigtsvækkende vis har kritikken af spiontjenesterne dog fået cheferne til at svare tilbage. Den uheldige eksponering af tjenesterne – der normalt lever bedst i det stille – har tilsyneladende ikke været nok for de nuværende ledelser, og derfor er de nu kommet med påfaldende udtalelser:
“De danske efterretningstjenester kan på ingen måde genkende det billede, der gives af, at danske efterretningstjenesters samarbejde med udlandet er svækket som følge af straffesagerne. Tværtimod har partnersamarbejdet aldrig være stærkere,” lyder det samstemmende fra PET og FE. Så er man jo beroliget.
Chefen for Politiets Efterretningstjeneste, Finn Borch Andersen, føler tilsyneladende behov for at blande sig yderligere og personligt i debatten, og han udtaler på egen hånd:
“Som chef for PET står jeg fuldstændig inde for den gennemførte efterforskning af sagerne, som har været objektiv, omhyggelig og gennemført efter de samme regler, som alle andre sager i PET,” skriver han i en kommentar. “Offentligheden har efterhånden gennem lang tid hørt på forskellige konspirationsteorier om blandt andet politisk indblanding i behandlingen af straffesagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen,” fortsætter han og mere end antyder dermed, at det er alle andre, som har misforstået, hvorfor PET overhovedet har brugt ressourcer på at overvåge tjenestens egen tidligere chef.
Udefra er det svært at forstå, hvorfor Finn Borch Andersen bliver ved med at trampe rundt i skandalen. I andre lande ville den klodsede major ikke få lov til at gøre problemerne endnu større.
I nationens interesse ville det efterhånden være på høje tid med en diskret udskiftning – og indsættelse af en ny og mere kompetent driftsikker ledelse i spiontjenesterne. Ikke til store fanfare, bare en stille omrokering, hvor Finn Borch Andersen pludselig blev rykket ud som deltidsansat tolder i en lille fiskerhavn, f.eks. “fordi han gerne vil se mere til familien”.
Åh, så ultra-hemmeligt
Hele det absurde teater, der altså er endt med, at alle anklager om landsforræderi er spektakulært droppet, fremstår faktisk så udueligt, at ikke engang Olsen-banden slår til. Sammenbruddet er for stort, og for alvorligt.
Man fristes til at tænke – eller snarere techno-drømme om – at det hele bare er et veliscenesat røgslør. At de danske spiontjenester i virkeligheden har formået at fjerne al fokus fra en endnu større og endnu mere ukendt hemmelighed.
Tænk, hvis de suspekte anklager mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen reelt kun har været en slags afledningsmanøvre: En snedig og effektiv bortledning fra større problemer, som hverken omverdenen eller den hjemlige offentlighed har fået øje på. I så fald er både Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste jo langt bedre end deres ramponerede omdømme: imponerende snu.
Tænk, hvis der bag kulisserne snarere har været tale om en avanceret James Bond-film? Og hvor det uh, åh, så ultra-hemmelige kabelsamarbejde med USA – som blev afsløret allerede tilbage i 2014 på forsiden af Information, og siden da er blevet beskrevet detaljeret i offentligheden – bare er blevet brugt som madding for en dum presse?
Sandheden er, at Claus Hjort Frederiksen kun har fortalt, hvad alle piger og drenge i kongeriget på forhånd havde kunnet læse i aviserne. Og dét vidste Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste selvfølgelig godt. Om nogen. Og derfor har de kunnet pege offentlighedens opmærksomheden i én bestemt retning, og vel at mærke i en retning, som allerede har været fuldt afsløret i årevis, og derfor var aldeles ufarlig.
Desværre tyder intet på, at de danske spiontjenster evner at arbejde så spekuleret, dobbeltbundet og kynisk. I stedet er vi tilbage på kontoret på Politigården i København, hvor Axel Strøbye og en yngre Ole Ernst roder retningsløst rundt.
Spionskandalen har afsløret, at Politiets og Forsvarets Efterretningstjeneste i de senere år har ladet sig misbruge til usaglige vendettaer i stedet for at have den fulde og agtpågivende opmærksom rettet mod Danmarks virkelige fjender. Det er et kollaps og et sikkerhedssvigt, som bør få kontante konsekvenser. /Lars Trier Mogensen