Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Langt om længe er returkommissionen kommet for en dag: Prisen på grisen er 10 mia. kr.
Allerede på valgnatten for lidt over et år siden sagde Venstres Søren Gade, at beslutningen om at gå i regering med Socialdemokratiet ene og alene ville blive et spørgsmål om “prisen på grisen”. Altså: Hvor meget ville Mette Frederiksen betale Venstre for at gøre hende til statsminister?
Svaret præsenteres i dag: Som kontant modydelse har Venstre fået lov til nu at få æren for at kunne uddele 10 mia. kr. i personskattelettelser, og partiets formandskandidat Troels Lund Poulsen har dermed fået noget nær et perfekt afsæt for at tydeliggøre, at det ikke længere kun er Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen, som bestemmer i SVM-regeringen.
Som i enhver studehandel er begge parter godt tilfredse med det aftalte spil: Skattelettelserne leverer vitterlig klassisk Venstre-politik, og da Mette Frederiksen snedigt havde forudset, at hun senere ville skulle betale skattelettelser for at kunne bevare magten, og derfor gik til valg på skattelettelser for fire mia. kr., er socialdemokraterne også pænt fornøjede.
For Lars Løkke er kompromiset også fortrinligt. Han havde mere end vanskeligt ved at gennemtrumfe Venstres skattepolitik, dengang han selv var statsminister, og for ham er det et smukt udtryk for det muliges kunst, at Mette Frederiksen nu bruger sin resolutte gennemslagskraft til at føre Venstres politik ud i livet.
Men hvad har Socialdemokratiet så fået til gengæld? Ja, det er jo endnu mere synligt: Mette Frederiksen kunne fortsætte som statsminister, og det er og har været det vigtigste, og sammen med finansminister Nicolai Wammen (S) og justitsminister Peter Hummelgaard (S) har topsocialdemokraterne kunnet fastholde et stramt greb om hele centraladministrationen.
For en sjælden gangs skyld og helt nede i substansen har Venstre også god grund til at triumfere.
Sosse-simulering
De to vigtigste elementer i regeringens skatteudspil er, at beskæftigelsesfradraget hæves og topskatten sænkes. Begge dele har i årevis været grundlæggende Venstre-politik, og tanken har drevent og opportunistisk været, at man derved giver både til gården og gaden. De højest lønnede får mest, når topskatten sænkes, men lavtlønnede får også en lille gevinst i form af det højere beskæftigelsesfradrag.
For den pragmatiske og realpolitiske del af Venstre, som Troels Lund Poulsen bestemt tilhører, er det et vilkår, at man altid må lave kludetæppeforlig, kort sagt hugge en hæl og klippe en tå, for at kunne få sine ønsker gennemført.
Normalt vil der skulle gives betydelige politiske indrømmelser, særligt hvis aftalerne skal landes bredt hen over midten. Men ikke i dag, for Venstre har jo allerede betalt ved regeringsdannelsen. Nu er det Mette Frederiksen, som skal betale tilbage, og det er da også en tydelig selvtilfreds Troels Lund Poulsen, der i dag udtaler til Berlingske: “Vi vil give en tilskyndelse til, at folk har lyst til at give den en ekstra skalle. Det her er i bund og grund et skulderklap til de danskere, der arbejder.”
Udspillet, der har fået en titel, som lige så godt kunne være et Venstre-slogan, lyder: ‘Mere attraktivt at arbejde’. Her rumsterer også et tredje element, som er under borgerlig beskydning, og som vidt og bredt udlægges som et bevis på, at skatteudspillet er mere socialdemokratisk end Venstre-politik, nemlig den såkaldte toptop-skat.
De op mod 9.000 ekstremt vellønnede funktionærer, der tjener mere end 2,5 mio. kr. om året, vil kunne ende med at betale en ekstra topskat på fem procent. Men i praksis vil toptop-skatten ikke få nogen stor effekt, hverken i form af øget skatteprovenu eller ved faldende arbejdsindsats.
Det er og bliver en symbolsk kransekagefigur, som dels skal simulere socialdemokratisk fordelingspolitik, og som dels skal aflede opmærksomheden fra, at Mette Frederiksen for længst har fået sin personlige gevinst.
Rådden frugt
De videre forhandlinger om skatteudspillet vil i høj grad komme til at kredse om netop toptop-skatten. Ikke mindst fordi to af de oppositionspartier, der er mest oplagte som forligspartnere, kræver at få fjernet mangemillionærskatten: De Konservative og De Radikale er således grundlæggende positive over for den rene Venstre-politik, men ser gerne toptop-skatten fjernet.
Troels Lund Poulsen vil selvfølgelig også gerne have fjernet det lille element, som på papiret er med til at sikre skatteudspillet en mere balanceret social profil end tidligere topskattelettelser. Men han kvitterer samtidig for den aftale, som han og Venstres daværende formand Jakob Ellemann-Jensen var med til at lave med Mette Frederiksen for et år siden:
“Det er jo ikke nogen hemmelighed, at det ikke nødvendigvis er den frugt, som jeg synes smager bedst i kurven,” siger Troels Lund i Berlingske om toptop-skatten og fortsætter: “Men omvendt er jeg optaget af, hvordan den samlede frugtkurv ser ud. Og den er rigtig god, for vi ville aldrig nogensinde kunne have leveret så store skattelettelser, hvis ikke vi havde lavet den sammensætning, som vi nu har lavet.”
Indtil videre er der dog ikke mange Venstre-vælgere, og bestemt heller ikke alle i partiets bagland, som mener, at Socialdemokratiet betalte nok for at kunne lade Mette Frederiksen fortsætter som statsminister; at prisen på grisen var en tilstrækkelig god handel. Men nu står den egentlig test: Vil det lykkes for Troels Lund Poulsen at overbevise den skeptiske offentlighed om, at SVM-regeringen fører Venstres økonomiske politik?
Måske ikke. Venstre har slidt sin troværdighed. Men bundlinjen er ikke desto mindre, at Troels Lund Poulsen i dag leverer det største gennembrud for Venstre, siden Anders Fogh i 2009 fik stemt Forårspakken 2.0 igennem.
Hvis SVM-regeringen skulle skrives med blot ét bogstav, ville den fra nu skulle kaldes for en V-regering. /Lars Trier Mogensen