“La Venus del espejo” af Diego Velázquez
“La Venus del espejo” (c. 1647-1651) af den spanske kunstner Diego Velázquez er ikke verdens heldigste maleri. Og her tænker vi ikke kun på, at motivet med en henslængt, nøgen Venus-figur dårligt kan siges at være unik i kunsthistorien – heller ikke selvom Velázquez vovede pelsen ved at male det i en tid, hvor den spanske inkvisition virkelig ikke skulle bede om nøgne gudinder. “La Venus del espejo” – altså Venus med spejl – har nemlig haft den tvivlsomme ære at blive udsat for hærværk af hele to omgange.
Første gang må man sige, at der var noget pondus over det. Tilbage i 1914 valgte suffragetten Mary Richardson at slå løs på maleriet med en kødkløver i en symbolsk protest mod anholdelsen af suffragetbevægelsens prominente lederskikkelse Emmeline Pankhurst. I en udtalelse forklarede Richardson, at hun havde forsøgt at ødelægge billedet af den smukkeste kvinde i mytologien, eftersom den britiske regering ville ødelægge Pankhurst, “den smukkeste karakter i den moderne historie”. Senere forklarede Richardson også, at hun heller ikke gav meget for den måde, hvorpå mænd gloede på Venus-maleriet dagen lang.
Spol frem til mandag i denne uge, hvor to klimaaktivister fra Just Stop Oil pludselig bankede løs på glasset, der beskytter “La Venus del espejo”, med to nødhamre. Tirsdag kunne en talsperson fra National Gallery i London bekræfte, at maleriet har taget mindre skade, og så har vi jo balladen. I modsætning til tidligere aktioner fra Just Stop Oil, hvor man efter eget udsagn havde sikret sig på forhånd, at eksempelvis Van Goghs solsikker ikke ville lide last, har behandlingen af Velázquez’ værk været anderledes hård. Og i modsætning til Mary Richardsons symbolsk gennemtænkte aktion var aktivisternes forsvar også lidt svært at få øje på. En talsperson fra Just Stop Oil forklarede mandag, at man blot havde trukket nødhamrene for at få museet til at handle på klimakrisen. Men det er nu næppe kunstinstitutionerne, der kan siges at være de allermest kritiske klimaaktører.
På “La Venus del espejo” er Venus, den romerske kærlighedsgudinde, dybt optaget af at betragte sit eget spejlbillede – godt hjulpet på vej af sønnen Amor, der holder spejlet, som Venus ser ind i. Noget ved perspektivet snyder dog, for i spejlet er Venus’ ansigt snarere vendt mod beskueren. Så måske er det alligevel ikke hende selv, hun ser på? Resultatet er i hvert fald en let forvirring, som der måske alligevel kan hives en relevant klimapointe ud af: At egeninteressen ikke holder, når verden omkring dig bliver umulig at ignorere. Ja, eller også gælder det bare om, at man ser sig selv ordentligt i spejlet?
Til ingens større overraskelse står 2023 til at blive det varmeste år nogensinde målt. Men selvom det virker noget mere presserende at male Fanden på væggen end Venus på chaiselongen, er det stadig svært at få øje på de nødvendige, politiske penselstrøg. Se bare på regeringens nye 2030-plan for dansk økonomi, der kritiseres (betalingsmur) af alt fra den grønne tænketank Concito til Danmarks Naturfredningsforening for ikke at være tilnærmelsesvis tilstrækkelig på klimaområdet. Ja, ud af de 60 mia. kr., som regeringen har afsat i planen, går blot 2,5 mia. kr. konkret til det grønne råderum. Men okay, i det mindste er det bedre end indsatsen fra verdens milliardærer.
Ifølge en rapport fra non-profit-organisationen ClimateWorks gik mindre end to pct. af de donationer, som de rigeste gav til filantropiske formål sidste år, til klimarelaterede projekter. Samtidig beskriver en ny FN-rapport, hvordan nogle af verdens største producenter af fossile brændstoffer planlægger udvidelser, der vil gøre de nuværende klimamålsætninger grinagtigt uopnåelige. Noget må give sig, og det er næppe et maleri af Velázquez. Men følelsen af at blive udstillet er alligevel værd at dvæle ved. /David Dragsted