Lort. Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Her torsdag morgen bragte nyhedsbureauet Associated Press en lille, bizar historie fra Asien. Overskriften lyder: ‘En industriel robot har mast en arbejder til døde på et grøntsagspakkeri i Sydkorea’. Det er en overskrift, der skaber billeder i læserens hoved. Først og fremmest er der selvfølgelig selve lemlæstelsen. Så er der omstændighederne og omgivelserne. Et grøntsagspakkeri? Grøntsager er vel nærmest det modsatte af vold og legemsbeskadigelse. Det værste – ud over det omtalte dødsfald – er selvfølgelig, at morderen er en robot, en industriel robot. Altså en robot, der er på arbejde, en robot, der er blevet instrueret i at løse nogle klare opgaver, men som så pludselig slår et menneske ihjel.
Naturligvis viser det sig, når man kommer ned i selve artiklen, at historien slet ikke er så kulørt. Den handler om en avanceret maskine, som af en eller anden grund ikke virkede efter hensigten, og afdøde er en tekniker fra den virksomhed, der leverede maskinen. Måske opholdt han sig et sted, hvor mennesker ikke må være, mens han forsøgte at reparere den. “Det var ikke nogen avanceret robot med kunstig intelligens, men en maskine, der helt enkelt løfter kasser op og sætter dem på paller,” udtaler lederen af efterforskningsafdelingen hos Gosongs politistation.
Kedeligt. Men ok.
Hvis vi nu ignorerer de nærmere detaljer og kun forholder os til den æggende overskrift: Robot maser person til døde mellem grøntsager. Det virker selvfølgelig afstumpet, ikke? Men jo først og fremmest desperat. Robotten må virkelig have følt sig presset. Måske har den udspillet sin rolle. Måske er der ikke længere brug for dens meget specifikke tjenester og simple kredsløb i grøntsagspakkeriet.
Hvad minder dette billede om? Hvad kunne robotten være en metafor for?
Ja, dig, den tidligere gymnasielærer på bageste række med fuldskæg og blå pullover… hvad siger du? Yes, svaret er korrekt: Robotten er Landbrug & Fødevarer – landbrugets magtfulde lobbyorganisation. Det er, som om fortællingen om landbruget som en dominerende faktor i det danske samfund slår flere og flere revner for hver dag, der går. Efterhånden er krakeleringen nærmest eksponentiel. Landets seriøse medier er begyndt at tale hen over hovedet på Landbrug & Fødevarer. Når talen falder på den helt nødvendige omstilling af landbruget, behøver man ikke længere have en midaldrende mand fra organisationen i studiet eller med i artiklen. Man har skiftet kredsløb; man er begyndt at forholde sig til virkeligheden, til verdens sande tilstand, ikke en bizarro-udgave af den, hvor der skal tages hensyn til en hel masse uigennemsigtige kortsigtede økonomiske interesser.
Det kunne fx ses på Deadline på DR 2 onsdag, hvor overskriften for temaet simpelthen var ‘Landbrugslandet Danmark – fantasi eller virkelighed’. Værten Astrid Berg indledte udsendelsen med nogle faktuelle tal fra Danmarks Statistik: Landbruget står for mindre end 10 pct. af den danske eksport, beskæftiger færre end 30.000 mennesker og bidrager med blot 2 pct. til bruttonationalproduktet. Den første gæst, lektor i erhvervshistorie Mads Mordhorst, sagde, at landbruget historisk set har betydet “utrolig meget for Danmark, for vores velfærd og også for vores identitet”, men med tydelige anno dazumal-vibrationer: Sådan var det engang, sådan er det ikke mere. Da værten lidt senere spurgte ham, hvor truet landbruget er som erhverv, hvis man kigger på den gamle fortælling, svarede han hurtigt og præcist: “Jeg tror, at det er virkelig, virkelig truet.” Landbrugssektoren er ekstremt presset af de store klimadagsordener, fortsatte han, “og det er jo kun regeringen, der egentlig prøver at gå ind og støtte den [gamle] fortælling i dag”.
Næste gæst var forfatteren Mathilde Walter Clark, som har skrevet bogen Det blinde øje, der går tæt på Minksagen og minkindustrien. For bare et par måneder siden ville en redaktør på Deadline nok have sørget for, at der også var en eller anden formand eller politisk direktør fra Landbrug & Fødevarer i studiet – ikke som et korrektiv, men bare så man kunne høre ‘begge sider’. Den tid er forbi. Som lektor Mordhorst sagde, er det kun nogle partier på Christiansborg og landbruget selv, der tillægger landbruget en stor betydning. Det er begyndt at virke latterligt.
Af samme årsag kan man undre sig over, at SVM-regeringen i sin nye økonomiske 2030-plan har valgt at droppe en lovet plan om at nedsætte et partnerskab, der skulle levere en vision for dansk landbrug. Man har forsøgt at gå stille med dørene med det. Den lille detalje står helt omme på side 57 i 2030-planen, men heldigvis har Politiken gravet den frem. Der blæser nye vinde, og de lugter ikke af gylle. /Oliver Stilling