Dummebøder fra landbruget

For hver en krone, landbruget tjener, får resten af samfundet straks tilsendt en dummebøde på mindst en håndfuld kroner. Alligevel har den fortsat hastigt skrumpende gruppe af landmænd formået at overbevise flertallet på Christiansborg om, at det vil være en national økonomisk katastrofe, hvis netop deres erhverv underlægges samme klimakrav som alle andre.

To tal udstiller landbrugets overvældende særstatus i Danmark: På den ene side findes der i dag kun 7.500 heltidslandmænd i Danmark. Og på den anden side forurenes og skades den danske natur og klimaet for op imod 250 mia. kr., hvert eneste år – og hvoraf en betydelig del kan tilbageføres til netop landbruget.

I Danmark er vi paradoksalt nok endt med, at en forsvindende lille gruppe påfører alle andre i Danmark en svimlende stor regning, som år for år blot sendes videre til kommende generationer. For de faktiske forhold i den hjemlige agro-industri er, at 7.500 heltidslandmænd ikke længere bidrager positivt til den danske samfundsøkonomi, samlet set.

Tidligere på året fremlagde forskere fra Københavns Universitet og Danmarks Statistik et nyt grønt BNP-regnskab, hvor alene det årlige tab af biodiversitet blev opgjort til 100 mia. kr. – eller ret præcist tre gange så meget som landbrugets bruttofaktorindkomst sidste år.

Når landbrugets økonomiske effekt skal beregnes, er det knap nok længere relevant at fratrække den bistandshjælp på 6,7 mia. kr., som danske bedrifter fik udbetalt alene sidste år. Den store og altdominerende omkostning ved landbruget kommer fra de systematiske naturødelæggelser, som senest har vist sig som iltsvind i de indre farvande, men som også materialiserer sig fatalt som artsudryddelse på land.

Business-as-usual

Det mest mystiske er faktisk, hvorfor den dårlige forretning fortsætter, år efter år. Eller som Peter Birch Sørensen, professor i økonomi på Københavns Universitet, tidligere overvismand og en af hjernerne bag det grønne BNP-regnskab, enkelt formulerer det: “Vi er nødt til at få en økonomisk politik, der tager hensyn til naturen, for det forringer vores velfærd, at vi slider den ned”. Intet tyder på, at skævvridningen skulle være på vej mod en opbremsning, endsige en økonomisk omlægning i en mere snusfornuftig retning. Absolut intet.

Tværtimod. Tiden arbejder lige nu for, at hensynet til landbruget faktisk vil få en endnu større politisk vægt. På lørdag vælges 47-årige Troels Lund Poulsen som ny formand for Venstre, og bredt i baglandet er forventningen, at han fremover vil kæmpe stærkere og mere målrettet for landbrugets særinteresser. Troels Lund Poulsen, der har tilnavnet ‘Traktor-Troels’, fordi han ejer et deltidslandbrug ved Tølløse på Midtsjælland, bliver set som garanten for business-as-usual.

Som ny høvding for Venstre, ja, det kalder de selv deres formand, står Troels Lund allerede som symbol for den uforholdsmæssige og dyre indflydelse, som landbrugssektoren fortsat formår at bedrive på den danske samfundsudvikling.

Gruppen af landmænd udgør ikke engang nok til at kunne få ét enkelt folketingsmedlem valgt, og selv hvis man spæder op med de godt 25.000 deltidslandmænd, kommer man kun op på omkring antallet af fagudlærte elektrikere, ca. 32.000 fuldtidsbeskæftigede. Til forskel fra el- og installationsbranchen – som ikke ligefrem kan siges at bestemme meget inde på Christiansborg – har landbruget opnået en status, der der rækker meget langt ud over, hvad deres antal og økonomiske betydning kan berettige.

Selv i Venstre er det kun tre pct. af partiets vælgere, som selv angiver at være landmænd. Og 97 pct. ernærer sig dermed i andre brancher. Alligevel hænger landbokulturen ved:

“Det er utroligt, at et parti som Venstre bygger sin identitet på de tre pct. af partiets vælgere, som er landmænd. Når man tænker på Venstre som landbrugets parti, skulle man forvente, at den andel er højere, men det er den altså ikke,” udtaler professor Kasper Møller Hansen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet til Mandag Morgen: “Stemmerne fra de 7.500 landmænd udgør ikke engang et enkelt mandat i Folketinget, så de heltidsbeskæftigede landmænd udgør kun en meget lille gruppe af det samlede antal vælgere.

Traktor-planen

Modsat tidligere handler det imidlertid ikke om hoveder, men om høveder. Og Troels Lund har en plan. I den 2030-plan, der blev fremlagt i sidste uge, kan man allerede skimte konturerne af Troels Lund Poulsens nye studehandel. Ikke alene skal landmændene have tilbagetilført hver en krone fra en kommende CO2-afgift på landbruget, men planen er endvidere at bruge den milliardstore grønne fond til at betale for reduktioner. Landmændene skal kort sagt betales for ikke at forurene.

Den grønne fond, som i sin tid blev trumfet igennem af Enhedslisten, og derfor fik øgenavnet ‘Franks fond’, opkaldt efter Frank Aaen, var oprindelig tænkt til at skulle blive brugt på investeringer i nye, bæredygtige tiltag. Men efter Enhedslisten er blevet rykket ud på sidelinjen, er det nu SVM-regeringen, som selv bestemmer, hvordan pengene skal bruges.

Bagtanken er, at statens grønne fond på 53 mia. kr. kan og skal bruges som smørrelse til at få landbruget til at mindske udledningen af såvel drivhusgasser som kvælstof. Lige nu handler det politiske spil derfor om at skabe tilstrækkelig meget drama til, at det i sidste ende vil blive opfattet som legitimt og fornuftigt at betale landmændene et større milliardbeløb for at gøre det, som alle andre industribrancher selv har måttet betale for.

Her i weekenden leverede Inger Støjberg et vigtigt bidrag til koreografien. På Danmarksdemokraternes første landsmøde afviste hun pure en CO2-afgift og opfordrede samtidig Troels Lund Poulsen til at stå mere skridsikkert fast i gummistøvlerne: “Danmarksdemokraterne kommer aldrig nogensinde til at støtte indførelsen af en CO2-afgift,” sagde Inger Støjberg og satte dermed på overfladen Troels Lund under forstærket pres. Men i realpolitikkens verden går alt efter planen.

Når Venstres nye formand snart kan træde frem og fortælle, at man langt om længe – og efter svære forhandlinger – er blevet enige om en løsning, hvor landmændene vil få tilført ekstra milliarder for at omstille sig i tråd med for længst vedtagne klimamål, vil de fleste se det som et kæmpe skridt fremad. Endnu engang ser det ud til, at de 7.500 landmænd vil få det præcist, som de ønsker.

Tænk engang, hvordan Danmark ville se ud, hvis de 32.000 elektrikere havde samme grad af magt. /Lars Trier Mogensen