Hvor længe har Sánchez held i sprøjten?

Spaniens premierminister Pedro Sánchez tog lidt af et sats, da han tilbage i maj udskrev valg før tid. Hans parti, det socialdemokratiske PSOE, havde lige fået en heftig lussing ved de spanske kommunalvalg, mens de konservative og højreradikale stormede frem. Magten kunne snildt være blevet tabt på gulvet, men forunderligt nok lykkedes Sánchez alligevel med at mindske skaden: Selvom modstanderne fra Partido Popular blev det største parti ved sommerens valg, kunne de ikke samle et flertal – alt imens nationalkonservative Vox fik et overraskende ringe resultat.

Ja, faktisk endte valget med at være noget nær perfekt for Pedro Sánchez. Altså lige bortset fra, at hans eneste vej til magten nu løb gennem en række mindre partier, ikke mindst det catalanske separatistparti Junts, der i praksis anføres af eksilerede Charles Puigdemont. Tanken om, at Puigdemont – der var præsident for Catalonien under den fejlslagne selvstændighedsafstemning i 2017 – skulle kunne agere kongemager, var hård kost for mange spaniere. Og sådan set også for Sánchez, der har ladet regeringsforhandlingerne trække i langdrag.

Spørgsmålet har været, hvor langt Sánchez ville gå for at beholde magten. Og i sidste uge kom svaret så, der henover weekenden har fået titusindvis af vrede spaniere på gaden i protest: Pedro Sánchez vil give amnesti til Puigdemont og andre spanske separatister som tak for deres støtte. Et træk, der ikke bare har fået EU’s justitskommisær Didier Reynders til at bekymre sig, men som også har åbnet en helt ny angrebsflanke for Partido Popular, der ligefrem kalder Sánchez for en “forræder”.

Alternativet for Sánchez og socialdemokraterne har utvivlsomt virket mindre tillokkende: at blive tvunget ud i et nyvalg, hvor Vox ville kunne vende tilbage med fornyet styrke. Ved at lande en aftale med Puigdemont, har Sánchez imidlertid genåbnet den dybt betændte diskussion om catalansk uafhængighed, som ellers har fyldt påfaldende lidt i den spanske debat de seneste år.

Såvel dommere som politikere advarer mod, at detaljerne i amnesti-aftalen risikerer at udløse en konstitutionel krise, mens Sánchez nu også må bakse med en koalitionsløsning, der trods aftalen virker temmelig skrøbelig. Indtil videre er der i hvert fald ikke meget, der tyder på, at Puigdemont og kompagni vil lade løsrivelsesspørgsmålet ligge; heller ikke selvom Sánchez har forsøgt at spinne aftalen som et udtryk for netop det. Terningerne er kort sagt blevet kastet på ny. Og intet garanterer, at premierministerens held vil fortsætte. /David Dragsted