Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix
Som vi så utroligt præcist formulerede det på denne plads for halvandet år siden: Britisk politik er en two faced cunt. Hvem kunne have forudset, at David Cameron, Storbritanniens tidligere premierminister, skulle gøre comeback som udenrigsminister syv år efter, at han skamfuld og ydmyget trak sig fra det højeste politiske embede?
Ligesom så mange andre personer i det konservative parti er han en besynderlig skikkelse. På den ene side har man lyst til at sige, at han er den bedste premierminister – eller den mindst talentløse – landet har haft i de seneste 13 år, hvor toryerne har siddet på regeringsmagten. På den anden side er han den værste. Presset af det Europa-skeptiske, nationalkonservative højrefløjsparti Ukip (UK Independence Party), som havde fået vind i sejlene, lovede han at udskrive en folkeafstemning om Storbritanniens EU-medlemskab efter det britiske parlamentsvalget i 2015. Resten er historie, fristes man til at sige. Briterne stemte sig selv ud af EU, og en perlerække af på hinanden følgende klovneskikkelser har indtaget premierministerboligen i London – med Boris Johnson og Liz Truss som de mest overbevisende tosseaktører.
Rishi Sunak har kun været premierminister i et lidt over et år, og hans regering var allerede grundstødt. Briterne var trætte af at se hans ministerhold udfolde deres ikke-talenter. Særligt indenrigsminister Suella Braverman har trukket tænder ud med sit bizarre, udlændingefjendske, menneskeligt tonedøve tankegods. Hun røg i svinget mandag, Sunak fyrede hende på gråt papir og flyttede landets farve- og visionsløse udenrigsminister James Cleverly over på hendes plads, hvorved udenrigsministerjobbet blev ledigt.
Og ind træder altså David Cameron. Som det britiske udenrigsmagasin The Economist skriver i en politisk kommentar: “I britisk politik er det vigtigere at virke kompetent end at kunne bevise, at man er det. Det æstetiske udtryk slår præstationen. Intet demonstrerer det bedre end mr. Camerons genkomst.”
David Cameron beskrives igen og igen som en midtersøgende teknokrat. Sådan var han også som premierminister. En politiker, der er teknokrat, kan give både gode og dårlige vibes. Når man tænker på italiensk politik, er det ofte en lettelse, når en teknokrat efterfølger en populist som premierminister. Så kommer der lidt ro på. Cameron var en teknokrat på den dårlige måde, fordi han traf dårlige beslutninger. Han støttede i sin tid Irak-krigen; han var yderst venligtsindet over for Kina; han lod luftvåbnet bombe Gaddafis Libyen i 2011 (sammen med Nato og USA), hvorefter landet udviklede sig til en fejlslagen stat. Den beslutning blev i 2016 heftigt kritiseret i en rapport fra Foreign Affairs Select Committee, som er et udenrigsudvalg undet det britiske Underhus.
Heller ikke privat har Cameron haft så meget held i sprøjten (undtagen økonomisk). To år efter at han gik af som premierminister, fik han en yderst lukrativ tjans som rådgiver for den australske finansmand Lex Greensill. Men Greensills firma, Greensill Capital, kollapsede i 2021 og undersøges stadig af Zürichs offentlige anklager og Englands Serious Fraud Office, som beskæftiger sig med svindel, bestikkelse og korruption.
Ved at hyre David Cameron som udenrigsminister og skille sig af med Braverman sender Rishi Sunak et signal om, at hans regering vil følge en lidt mere moderat kurs. Som en mand, der er hentet udefra, får David Cameron den luksus, at han ikke skal stille sig op og forsvare sine handlinger i Underhuset. Han skal ikke besvare spørgsmål fra landets parlamentsmedlemmer. Visse medier tilskriver David Cameron æren for at have “moderniseret” Det Konservative Parti. Sikke en modernisering.
Nu skal han flyve rundt og forsøge at hjælpe med at rydde op i verdens brændpunkter. Der hvor det brænder mest på lige nu er i Israel og Palæstina, alle konflikters moder. På den ene side må det være verdens værste job. Sådan som tingene har udviklet sig, er der så godt som intet at stille op. Af samme grund må det være verdens nemmeste job. Der er ingen forventninger til David Cameron – ingen forventninger overhovedet. Han skulle have takket nej. Financial Times skriver, at Cameron ifølge en anonym allieret har sagt til sine venner, at han er skræmt, men begejstret over muligheden. Avisen skriver: “Personen sagde, at Cameron ved at acceptere jobbet kan bidrage til at ‘rehabilitere’ sit politiske ry og få ham ‘back in the game’ i forhold til tunge poster i multinationale organisationer i fremtiden.” Fedt. /Oliver Stilling