Led by Donkeys/The Guardian
Rwandas ambassadør i Storbritannien og den tidligere justitsminister Johnston Busingye, den internationale pr-agent Terence Fane-Saunders og en unavngivet malaysisk forretningsmand gik ind på en gentlemen’s club. På dagsordenen for det hemmelige frokostmøde, der i september fandt sted på den såkaldte Travellers Club i London – hvor fine diplomater og besøgende fra udlandet mødes for at holde fine møder (og hvor kvinder ikke må være medlemmer) – var Rwanda-aftalen om at sende hundredvis af flygtninge ud af Storbritannien.
Efterhånden som frokosten skred frem, og tjenerne villigt skænkede vin i glasset, blev tonen gradvist hårdere. Den britiske regering var “amoralsk”, sagde Busingye vredt og bashede den britiske premierminister Rishi Sunak og hans konservative parti for slet ikke forholde sig til, hvorfor mennesker flygter. Faktisk klarede Rwanda-ambassadøren sig helt fint uden Sunak, for han modtager flygtninge alle mulige steder fra og med åbne arme. “Om [Rwanda-aftalen] virker i sidste ende eller ej, er ikke rigtig noget, der kommer os ved.”
Fane-Saunders er kendt for at være dygtig til “krisehåndtering”, men gjorde ikke sit arbejde særlig godt. Hvad hverken han eller Busingye vidste, var at anti-tory-kampagnegruppen Led by Donkeys havde allieret sig med openDemocracy-journalisten Antony Barnett, der holdt parkeret uden for klubben. Det var dem, der sørgede for at sende en journalist undercover som den falske forretningsmand. Og de fik, hvad de kom efter: En kras kritik af premierminister Rishi Sunak fra egne rækker i Rwanda: “De gør det absolut forkert”, lød det videre fra Busingye.
Rishi Sunak står midt i sin karrieres skæbneuge, efter han mandag chokfyrede han indenrigsminister Suella Braverman, der har kritiseret premierministeren for at være for blød og langsom om at opfylde sine Rwanda-aspirationer. Efterfølgende sendte hun premierministeren et af de ifølge Bloomberg “mest sønderlemmende” breve, der nogensinde er set fra en afgående minister: “Nogen er nødt til at være ærlige: Jeres plan virker ikke, vi har oplevet rekordstore valgnederlag, jeres nulstillinger har slået fejl, og vi er ved at løbe tør for tid. I er nødt til at ændre kurs hurtigst muligt,” skrev hun og kritiserer Sunak for ikke at have en plan B for Rwanda-planerne.
Her inden frokost landede dommen så, den dom, som Sunak har ventet på. Højesteret har ikke så overraskende slået fast, at regeringens Rwanda-planer selvfølgelig er ulovlige. Hvis han skal tilfredsstille sine mest højreorienterede partimedlemmer, skal han arbejde hurtigt for at finde alternativer: Ifølge Times og The Telegraph overvejer Bravermans efterfølger James Cleverly at sende embedsmænd, der skal missionere hos sagsbehandlerne i Rwandas hovedstad Kigali, eller forsøge sig med at lave nye aftaler med Tyrkiet, Egypten eller Irak.
Ifølge immigrationsadvokat Colin Yeo vil sagsøgerne “næsten uundgåeligt” forsøge at tage sagen videre til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som en række af toryerne står klar til at bokse videre på, som de har gjort så mange gange før.
Det moralske spørgsmål er én ting. Men hvad dommen mere opsigtsvækkende afslører, er hvordan det britiske indenrigsministerium ikke har gjort nok for at sætte sig ind i de juridiske spørgsmål. Som Yeo siger om dengang, den britiske regering forsøgte at sende flygtninge af sted med et fly, der i sidste øjeblik blev stoppet af en hidtil uset hurtigt eksekveret dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol: “Kvaliteten af beslutningerne for de enkelte ansøgere var elendig […] Det var virkelig dårligt gjort, når man tænker på hvor stor betydning flyvningen havde for regeringen.”
Tankerne var ikke tænkt til ende. Og det er selvfølgelig ikke kun Rwanda, den er gal med. Planerne om overhovedet at sende flygtninge til tredjelande “adskiller sig radikalt fra den måde, man hidtil har arbejdet med international beskyttelse”, som Institut for Menneskerettigheder-direktør Louise Holck har sagt til Kristeligt Dagblad om de ønsker, den danske regering også har haft, men nu arbejder videre på at gennemføre i EU-regi. Modellen er den samme. Og hvad nytter det, når ikke engang modtagerne er tilfredse? /Emma Louise Stenholm