Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Føljeton har fødselsdag! Faktisk fylder vi otte år, og på den måde er vi jo godt på vej mod både kørekort og midtvejskriser – man bliver jo så hurtigt gammel i disse tider. Heldigvis er vi dog stadig også langt fra graven; vi lever i bedste vigør og nyder at blive kastet ind i den daglige nyhedsstorm. Før vi kommer så langt, vil vi dog gerne lige dvæle lidt ved fødslen. Eller rettere det, som vores husfilosof Hannah Arendt kalder fødthed eller natalitet.
Mens hendes tidligere flamme Martin Heidegger talte om en væren-til-døden, altså det forhold, at døden altid ledsager tilværelsen – og at mennesket i den forstand altid er døende – ville Arendt hellere fokusere på den frihed, der ligger i fødslen. Alene ved at være født har vi mennesker muligheden for at handle, og i den forbindelse at skabe noget nyt. Eller som Arendt selv skriver: “den nye begyndelse, der ligger i fødslen, kan kun mærkes i verden, fordi den nyankomne har evnen til at begynde noget på ny, det vil sige at handle”.
Det, der er særligt magisk ved nataliteten er, at den også gør det muligt at udføre mirakler. Forstået på den måde, at vi gennem vores handlinger kan gøre noget totalt uventet, som ikke bare kan forudsiges at det, der tidligere er sket. Og eftersom hvert et menneske er unikt (”ved hver fødsel kommer der noget unikt nyt til verden”, skriver Arendt), kan alting jo sådan set ske – selv det mest usandsynlige. Er det ikke ret fedt?
Når vi sådan skal forholde os til, hvordan Føljeton har kunnet holde skruen i vandet i så mange år, virker det med miraklerne i hvert fald vigtigt. Et af dem er helt oplagt, at vi har så fantastiske læsere som dig – ja, dig – der ønsker at være en del af vores lille nyhedsunivers. Og set i forhold til nyhedsformidlingen, er selve muligheden for mirakler om noget det, der kan holde kampgejsten oppe.
Måske var det netop derfor, at vi så hurtigt spærrede øjnene op, da vi tirsdag stødte på følgende rubrik i Berlingske: “Jyllands-Posten bragte en nekrolog, som var skrevet af en død mand”. Idéen virkede jo mirakuløst poetisk. Tænk, hvis man kunne sætte de døde til at skrive om de døde, så de levende ville kunne koncentrere sig om at skrive om livet. Havde Jyllands-Posten her begået en genistreg?
Både og, for den lavpraktiske forklaring lød egentlig bare, at avisen for flere år tilbage havde sat skribenten Henrik Lyding til at skrive en såkaldt forskudsnekrolog over skuespilleren Jørgen Reenberg, der døde i sidste uge – efter Lyding vel at mærke selv var afgået ved døden. Det havde Jyllands-Posten så bare glemt at deklarere, da man udkom med nekrologen.
Her på vores fødselsdag får forviklingen dog os alligevel til at tænke: Burde der ikke bringes mange flere tekster af døde mennesker, som en slags hyldest til livet? Ville det faktisk ikke være den bedst tænkelige forening af Arendts og Heideggers idéer? De døde har været stille alt for længe – vi har brug for at høre noget nyt fra dem! Her er vi stadig på skitseplan, men vi forestiller os et format, der passende kunne hedde Lazarus. Bidrag modtages allerede nu. /David Dragsted