Absolute Plato 2

Mod er at vide, hvad man ikke skal frygte. Sådan indledes det syvende og sidste bind i Lucinda Rileys populære romance-serie om de syv søstre. Citatet er også trykt på alverdens t-shirts og plakater, for det stammer fra den græske filosof Platon. Men han er faktisk ligegyldig, glemt og fortrængt, for i dag bæres moralen snarere frem af Venstres næstformand Stephanie Lose.

Mod er at vide, hvad man ikke skal frygte. Sådan må hun snedigt have tænkt, da Politiken spurgte hende, hvilken bog hun har liggende på natbordet, og svarede: “Ingen, læser kun i ferier”. Og på det opfølgende spørgsmål om, hvad hun så læser i ferierne, svarede 40-årige Stephanie Lose: “Sidste bind af Lucinda Rileys De Syv Søstre”.

I første omgang har en forargelse rejst sig, ikke mindst fordi kvinden – der snart kan være den andenmest magtfulde kvinde i dansk politik – på spørgsmålet om, hvilken teaterforestilling, hun sidst har set, kontant tilføjede: “Husker ikke”. Og så satte trumf på ved det poesibogagtige spørgsmål om hendes yndlingsfilm: “Ser næsten aldrig film eller tv. Forkærlighed for Top Gun”.

For en begavet og på alle måder belæst toppolitiker som Stephanie Lose er det umiddelbart modige svar, hun giver til Politiken. For hun ved om nogen, hvad der skete for daværende kulturminister Joy Mogensen (S), da hun i et interview med musikmagasinet Gaffa blev spurgt til sit yndlingsalbum, og ærligt svarede: “Det er lang tid siden, jeg har hørt albums. Jeg har lyst til at sige ‘Absolute Music 2’, for den betød meget for mig som teenager”.

Fordømmelsen regnede ned over Joy Mogensen, som er næsten jævnaldrende med Stephanie Lose.  Opsamlingsalbummet Absolute Music 2 med diverse 1990-hits blev af de mange kritikere opfattet som alt andet end god smag, og i hvert fald som et håbløst og uværdigt svar fra en ny kulturminister. Joy Mogensen blev hængt ud som en rindalist.

Alt det her ved Stephanie Lose udmærket. Og hun ser muligheder i shitstormen. For hun er typen, der forbereder sig grundigt, og med sin baggrund som cand.oecon. er skarp til at regne ud, hvad der sker i samfundslivet. Og mere end kvik nok til at gennemskue, hvad der kan hjælpe hende til at få en skarpere profil som Venstres nye, magtfulde frontkvinde.

Provinsiel autenticitet

Modstand kan vendes til egen styrke. Hvis man åndelig er stærk nok. Og særlig hvis man som Stephanie Lose kender både sit publikum og sit mod-publikum.

For det første appellerer hun til helt andre vælgere end Joy Mogensen gjorde. Og for det andet kender hun på forhånd forløbet, som den tidligere Roskilde-borgmester blev trukket igennem, og er derfor bevidst om, at tidens kulturkampe kan udløse stærke kræfter.

Selv om det vitterligt er desillusionerende og nedslående, hvis den afgåede regionsrådsformand i Syddanmark og snarlige topminister for hele Danmark slet ikke læser bøger, oplever teater eller ser film, så skal man ikke underkende hendes evner som symbolanalytiker. Valgene af både actiondramaet Top Gun med Tom Cruise i rollen som jagerpilot og ikke mindst Lucinda Rileys romance-serie fremstår som en nådesløs provokation.

Bagsideteksten på det syvende og sidste bind om de syv søstre lyder: “Efter Georg Hoffman afslører eksistensen af en hidtil forsvunden søster, går det op for Maia og Ally, at de kun har to ledetråde til at finde hende: en adresse på en vingård i New Zealand og en tegning af en helt usædvanlig, stjerneformet smaragdring”.

At kunne udpege en så ultimativt kitschet fortælling har karakter af ekvilibristisk spinarbejde. For ved at distance sig fra hovedstadspressen, og med kirurgisk præcision tirre kulturborgerskabet, skubber Stephanie Lose sig over samme med alle dem, som bare elsker de enkle kærlighedshistorier hos Lucinda Riley. Well played, Stephanie!

Reaktionerne er faktisk dobbelt fantastiske for Venstres nummer to, for udover den vrængende nedladenhed fra kulturlivet, er der andre, som hylder hende for at være ærlig og oprigtig. Og den kombination er næsten for god til at være sand for en Venstre-kvinde, der nu er sat i front for at udfordre Inger Støjberg i dysten om landbovælgerne.

Ved at afvise overhovedet at gå i teateret – som Jyllands-Posten også netop officielt har droppet fremover at ville bringe anmeldelser af – sætter Stephanie Lose sig i scene som selve den provinsielle autenticitet. Og måske ligefrem mere ægte end Støjberg? Ja, sådan kan det i hvert fald blive oplevet.

Frem for blot at tale om de københavnske saloner, som Inger Støjberg har gjort, kan Stephanie Lose ved sine handlinger og manglen på samme vise, at hun er en kvinde af det jævne folk. Dronningen af Kandis-land.

Skør, skørere, skørest

Moderne magtpolitik handler nemlig om at fænge an blandt dem, der ikke interesserer sig for traditionel politik og som heller ikke læser bøger eller går i teatret. Og her har højrefløjen fortsat en uovertruffen evne til at brænde igennem. Ganske enkelt fordi mange højrepopulistiske politikere fremstår mere antielitære og autentiske.

Hvis man fortsat skulle være i tvivl om, at skørhed er blevet vigtigere end skønhed, blev søndagens valg i Argentina en brutal påmindelse om, at stadig flere vælgere verden over efterhånden er så desperate, frustrerede og afkoblede, at de tilsyneladende er villige til at prøve kaos: Javier Milei, også kaldet ‘El Loco’, den skøre, vandt præsidentvalget.

Manden med motorsaven, der har lovet at ville “sprænge centralbanken i luften”, er en ultraliberal tornado, der næsten kan få USA’s tidligere præsident Donald Trump til at fremstå som en genert skoledreng. For Javier Milei er skør, skørere, skørest. Eksempelvis når han siger: “Hvis jeg skulle vælge mellem staten og mafiaen, ville jeg vælge mafiaen”.

Her er ingen subtile undertoner. Ingen koket flirt med Lucinda Riley. Det er rasende vanvid for fuldt blus. Argentina, der er kronisk på spanden rent økonomisk, står over for en vild og usikker periode. Intet tosset kan udelukkes på forhånd.

Valget af Javier Milei er samtidig et forvarsel om, at Donald Trump sagtens vil kunne blive genvalgt som præsident i USA om under et år, til trods for, at han står anklager for i alt  91 kriminelle forhold ved verserende retssager. Skandaler fungerer tilsyneladende som politisk brændstof. Javier Milei frygter intet.

Som kontrast går det noget mere stilfærdigt her i Danmark. Og det er nok en selvstændig pointe i den danske provinspopulisme. De fleste vil nok foretrække Stephanie Loses kulturløse hverdag, hver eneste dag, sammenlignet med tumultscenerne i Argentina. Og som en afledningsmanøvre fra en skør verden, får man her ved indgangen til den mørke tid lyst til rulle ned under dynen og læse, ja, bare kom med Lucinda Riley. Fejhed er at vide, hvad man skal frygte. /Lars Trier Mogensen