Henry Heerup i sin have i 1960. Foto: Tage Nielsen/Ritzau Scanpix
Hvis man vil give sig selv en lille gave eller har brug for en opmuntring eller et lindrende afbræk fra en virkelighedsfjern hverdag, der er ved at tage pippet fra en, så kan billedkunstneren Henry Heerup (1907-93) være svaret. Besøg Heerup Museum på Kirkesvinget 1 i Rødovre, googl ham, kig på hans symbolfyldte billeder, studér hans formstrenge skraldeskulpturer, lad hans til- og tankegang gennemstrømme dig.
Det er jo Heerup, der går denne historie om: En mand fra et eller andet kunstudvalg ringer for at give ham et rundhåndet legat, som sikkert falder på et tørt sted. Heerup skal ikke foretage sig andet end at møde op til overrækkelsen d. 2. april. “Uh, sagde du d. 2. april?” svarer Heerup. Det kan han ikke, han må takke nej. Den dato er det nemlig H.C. Andersens fødselsdag, og hvert år på eventyrdigterens fødselsdag cykler Heerup ind til Assistens Kirkegård i København for at danse og spille på fløjte ved hans gravsted. Smukt.
Et sted i essaysamlingen Det springende punkt (1997) beskriver kunsthistorikeren Poul Vad (1927-2003) en situation med Henry Heerup engang i 80’erne. Vad var blevet inviteret til at holde et foredrag om Heerup i en personalekunstforening på en stor, offentlig arbejdsplads, og det var lykkedes foreningen at få Heerup selv til at overvære foredraget. Da der bagefter var tid til spørgsmål, henvendte formanden for kunstforeningen sig til kunstneren: “Heerup, vil du ikke sige, at din kunst er politisk?”
Poul Vad skriver: “Heerup var tilsyneladende ikke helt veltilpas ved spørgsmålet og vidste ikke rigtig, hvad han skulle svare, men spørgsmålet blev gentaget i varieret udgave, til slut kunne han ikke undslå sig, han måtte komme den forlegenhed til livs, der var opstået, fordi han ikke sagde noget, han kunne umuligt lade, som om han ikke havde opfattet den venlige og betydningsfulde formands spørgsmål, der allerede foruddiskonterede et bestemt svar. Presset af den forventningsfulde stilhed sagde Heerup til slut: ‘Politik, det er, når mennesker er bange for hinanden’.”
Det er en replik, som ville kunne gøre folk på både højrefløjen og venstrefløjen – ja, vel hele det politiske spektrum – rasende. Men som Vad efterfølgende er inde på, så afspejler udsagnet en “uintellektuel visdom, som først og fremmest består i slet ikke at anerkende præmisserne for det, man kunne kalde den samfundsmæssige diskurs – de klicheer som styrer størstedelen af vores tankegang”.
To kulsorte rapporter
Torsdag i sidste uge offentliggjorde organisationen International Cryosphere Climate Initiative (ICCI) en rapport, der mere eller mindre konkluderer, at en global opvarmning på to grader vil resultere i en “irreversibel havstigning fra Jordens iskapper”. To grader vil betyde en havstigning på 12-20 meter. Når man lige hører tallet, er det ret svært at forholde sig til. Og det er der, vi er på vej hen.
Mandag kom FN’s miljøorganisation UNEP’s årlige Emission Gap-rapport på gaden med en undertitel, der lyder som noget fra en film i Dum og Dummere-genren: ‘Broken Record – Temperatures hit new highs, yet world fails to cut emissions (again)’. Som det lille “again” antyder, er der intet nyt under solen, verden udleder stadig alt for store mængder drivhusgasser i atmosfæren. Rapporten anslår, at vi kun har 14 pct. chance for at holde os inden for 1,5-gradersmålet, som verdens lande blev enige om på Parisaftalen i 2015. Det er rimelig fucked. Vi er fucked.
Det må efterhånden gå op for flere og flere, at menneskeheden ikke kan rage kastanjerne ud af ilden med hverken kristent induceret ‘håb’ (personificeret ved fx socialdemokraten Ida Auken og forfatteren Kristian Leth) eller for den sags skyld politik – politik, som vi kender det. Politikerne arbejder simpelthen for langsomt. Folk meler deres egen kage. Olieindustriens lobbyorganisationer har gjort deres arbejde for godt. For mange politikere er klimafornægtere. Tiden rinder ud.
Det er her en fyr som Henry Heerup kommer ind i billedet. I første omgang hvis man lige trænger til det “lindrende afbræk”, vi omtalte oppe i første sætning. Og i anden omgang er det værd at ihukomme Heerups karakteristik af politik, som man umiddelbart fristes til at karakterisere som naiv, måske ligefrem enfoldig: “Politik, det er, når mennesker er bange for hinanden.” Politik behøvede ikke at være sådan et shitshow. Som også USA’s tidligere vicepræsident, klimaaktivisten Al Gore, er inde på, så ville vi kunne stoppe udviklingen i morgen. Vi skal bare stoppe med at være afhængige af fossile brændstoffer. Altså bare og bare, men alligevel. /Oliver Stilling