Den nye Hunger Games stiller de helt store spørgsmål, men har ikke svarene

Da Hunger Games udkom i 2012, var det én af tidens mange film i young adult-genren, der alle havde en række fællestræk: En ung helt, et trekantsforhold, et postapokalyptisk samfund og en autoritær regering. Hunger Games leverede med sin solide systemkritik og et klassesamfund bygget på ruinerne af det nordamerikanske demokrati den absolut bedste og mest succesfulde af slagsen.

Den femte film i serien med den meget lange titel The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes er en forløber til den oprindelige trilogi og kunne ikke lande på et bedre tidspunkt. Alle på TikTok er i deres Hunger Games-era. De genser de originale film og laver thirst traps med den unge version af den autoritære præsident Coriolanus Snow, som i de forrige film blev portrætteret af Donald Sutherland og i denne film spilles af Tom Blyth. I mellemtiden er spørgsmål om overvågning, opmærksomhedsøkonomi og ulighed kun blevet mere relevante, mens oprørssymboler som trefingertegnet fra filmen bruges af unge i virkelighedens demokratiske demonstrationer i Thailand og Myanmar.

Denne gang er det ikke den stædige og modvillige helt Katniss Everdeen, der er i centrum, men den unge version af præsidenten, der i de tidligere tre bøger og fire film står i spidsen for det system, som Katniss forsøger at afmontere. Og denne gang lander filmen midt i en tid, hvor der er ingen ende på prequels. Sidste år udkom forhistorier til både Lord of the Rings og Game of Thrones, og senere i år kan man gå i biografen for at finde ud af, hvordan Willy Wonka erhvervede sit chokoladeimperium, og hvorfor der er så dårlig stemning mellem Mufasa og løvebroren Scar.

Et dystopi tager form

Lad os spole tilbage, omkring 64 år, hvor historien begynder i Panems hovedstad Capitol. Det CGI-genererede bybillede er præget af, at der kun er gået ti år siden de 13 distrikter gjorde oprør mod det autoritære regime i hovedstaden. Snow er ved at afslutte sin skolegang. Han har mistet begge forældre og familieformuen, hvilket betyder, at han ikke har råd til at fortsætte på universitetet. Når han sammen med resten af dimittenderne får til opgave at være mentor for hver deres soner, der skal deltage i det tiende årlige dødsspil, får han samtidig muligheden for at vinde et legat.

Motivationen for den unge og ambitiøse Snow bliver at gøre det til et mere interessant show. Der er nemlig ikke nogen, der gider se Dødsspillet, som er langt fra det tv-transmitterede cirkus, vi kender det fra den oprindelige trilogi, hvor distrikternes sonere er hovedstadens tv-stjerner. I stedet bliver de transporteret i flok i et flagermusebefængt tog og læsset af i et bur i den lokale zoologiske have. Arenaen er langt mindre avanceret, spillets vært er nyansat, og dronerne, der bruges til at sende livsnødvendige gaver, er defekte.

Desværre bliver vi dog ikke kun i Capitol, hvor Dødsspillet bliver vist på grynede tv-skærme. Vi skal nemlig også ud til distrikt 12 for at møde Lucy Gray Baird, spillet af Rachel Zegler, der er filmens anden hovedperson og sangfuglen, som titlen refererer til. Filmens store problem bliver, at den vil alt for mange steder hen. I sidste ende er det svært at vurdere, om det er en diktators oprindelseshistorie? En kærlighedshistorie? En actionfilm? Eller – hold fast – en musical?

Forhistorier giver mulighed for at uddybe og udforske, men ender ofte med at udstille alle grundene til, at det ikke var den historie, man valgte at fortælle i første omgang. Når historien derudover sættes meget langt tilbage i tiden, savner man de karakterer, som man kender. Selv her, hvor Katniss nævnes hele to gange – i form af de sumpkartofler, der går under samme navn. Særligt uforløst er Tigris, Snows ældre kusine, spillet af Hunter Schafer. Hun får nemlig lige så lidt skærmtid som den kattelignende karakter, der i sidste film hjælper Katniss og hendes medoprørere med at finde vej mod Snows præsidentielle palads.

Samfundet, opsummeret

I de oprindelige Hunger Games-film følger vi oprøret mod systemet. I denne film handler det om, hvordan systemet blev konsolideret. Hvis man er i tvivl om, hvilken samfundsanalyse filmen forsøger at levere, skal man bare bladre et par sider i bogen, som filmen er baseret på. Den indledes med citater fra Thomas Hobbes, John Locke, Jean-Jacques Rousseau, William Wordsworth og Mary Shelley, der forholder sig mere eller mindre pessimistisk til menneskets natur.

Ifølge en af filmens skurke, Dr. Gaul, er det denne sande og ret barske natur, som Dødsspillet både afslører og kontrollerer. Samfundsanalysen er lige så seriøs som i de foregående film, og den dystre stemning føles ikke fremmed i tidsånden. Til gengæld vrimler det med karakterer, som gennem hele filmen modbeviser, at civilisationen er lige så håbløs, som både Hobbes og Dr. Gaul vil have os til at tro.

Hvad er Dødsspillet til for, spørger Dr. Gaul flere gange i løbet af filmen. I slutningen af filmen har hovedpersonen og diktator-in-the-making Coriolanus Snow fundet frem til en form for svar, men som seer er man ikke blevet helt overbevist. /Emilie Ewald