Nyhedsanalyse

Alle taber i Nederlandene

Geert Wilders vinder onsdagens parlamentsvalg i Nederlandene. Det er et advarselstegn om et Europa, der igen rykker mod højre.

Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvis der er et land, der kan konkurrere med Danmark når det gælder landbruget, er det Nederlandene. Den danske iltsvind med dens fedtemøg og liglagener kan se sig slået af de nederlandske landbrugsjorde, der udgør næsten halvdelen af landets areal og tilsvarende er den største klimasynder med ansvaret for godt halvdelen af kvælstofudledningen.

Det er ikke fordi VVD-regeringen – der indtil nu har været ledet af premierminister Mark Rutte – ikke på papiret har forsøgt at gøre noget ved problemet. Målene er ambitiøse: Eksempelvis foreskriver den nederlandske klimalov Klimaatakkord, at blandt andet byggeriet og industrien skal nedbringe sine udledninger med 95 pct. inden 2050. På tværs af det politiske spektrum – hvor stort set alle de mange partier over spærregrænsen støtter Paris-aftalen – er der enighed om, at landbruget er nødt til at omstille sig.

Men ingen har været i stand til at slå igennem. “Dramatiske foranstaltninger” såsom opkøbsordninger af landbrugsjorde fik kun den effekt, at landets over 50.000 landbrug blev vrede, og 2.000 lastbiler skabte den største trafikprop i Nederlandenes historie. Siden har politikerne trukket følehornene til sig.

“Dem, der byggede katedraler, da vi begyndte at bygge katedraler, tænkte aldrig, at de ville komme til at se dem, når de stod færdige. Kan du forestille dig, at vi [i dag] ville begynde at bygge noget uden overhovedet at tro, at det kan nå at blive færdigt?” sagde den nederlandske socialdemokrat Frans Timmermans fra Arbejderpartiet, i en tale på Twente-universitetet i foråret.

Den metafor – at Nederlandene skulle have taget landbruget seriøst for tyve år siden – har Timmermans, der tidligere på året forlod sin kommissionspost i EU, taget til sig. Problemerne er blevet så store, at det er “uundgåeligt at gribe ind”, nu hvor “alt er blevet dyrere, sværere og mere smertefuldt, fordi det er blevet skubbet frem i det uendelige,” uddyber han i den nederlandske journalist Rutger Bregmans valgpodcast. En podcast, Bregman i øvrigt kalder “den kedeligste nogensinde,” fordi der kun bliver præsenteret tørre fakta. Men de nederlandske tal er ikke kedelige. De er nedslående.

 

Mere lukket, mindre grønt

Onsdagens parlamentsvalg kunne have været et klimavalg. Timmermans grønne alliance lå højt i meningsmålingerne, men ser ifølge de foreløbige optællinger ud til at få en andenplads. Allerede fra de første exit polls stod det klart, at den højreekstremistiske Geert Wilders og Frihedspartiet VVV, højrefløjens godfather, er valgets store sejrherre. Med en overbevisende valgsejr fordobler partiet sine mandater siden sidste valg.

For kun få dage siden overhalede Wilders – der udover sin klimaskepsis og snak om “islamiske invasioner” vil have en folkeafstemning for at melde Nederlandene ud af EU – alle andre indenom i meningsmålingerne. De har ellers været så tætte, at det har været stort set umuligt for de politiske kommentatorer at forudsige noget som helst.

Nederlandene kunne eksempelvis også have fået sin første kvindelige statsminister i Dilan Yeşilgöz-Zegerius. Hun er landets justitsminister og blev leder for regeringspartiet Folkets parti for frihed og demokrati (VVD) efter premierminister Mark Rutte i juli meddelte, at han ikke ville genopstille ved valget efter 17 år. Nu er han favorit til at blive Nato-chef.

Udlændingepolitisk havde Yeşilgöz-Zegerius ikke ændret på meget: Justitsministeren, der er datter af kurdisk-tyrkiske forældre, har særligt gjort sig bemærket ved at ville lukke landets grænser og i den forbindelse plædere for et A- og B-hold i asylsystemet.

Og så har vi ikke engang berørt Caroline van der Plas, Nederlandenes nye Inger Støjberg fra det oprørske parti BondeBorgerBevægelsen, der har en fortid som journalist i kødindustrien. Ved gårsdagens valg kunne hun slet ikke mønstre samme opbakning som ved forårets lokalvalg, hvor partiet satte sig tungt på magten i samtlige af Nederlandenes provinser. Alligevel har hun sammen med Orbán og Le Pen hyldet Wilders’ sejr og er selv “100 pct. sikker” på, at hun får en plads i regeringen.

Selvom omstillingen af landbruget er en af de mest afgørende faktorer for, om Nederlandene i fremtiden skal kunne tages seriøst på den klimapolitiske scene, er det tydeligvis ikke det, vælgerne interesserer sig mest for. Det kunne man allerede se inden valget, hvor særligt den yngre del af befolkningen var bekymret for landets stigende boligmangel: Der er brug for næsten 400.000 bygninger for at tackle landets tusinder af økonomiske hjemløse, efter der i det store hele ikke har været bygget nyt i godt et årti.

Wilders, Yeşilgöz-Zegerius og van der Plas er alle et advarselstegn forud for europaparlamentsvalget i juni, hvor parlamentarikerne i Bruxelles frygter, at flere højreorienterede stemmer kan få indflydelse på en kommission, der allerede nu forventes at blive langt mindre grøn end i dag.

Tag også de kommende valg i Østrig og Belgien. I sidstnævnte opridser højrenationalistiske Tom Van Grieken selv truslen efter Wilders’ valgsucces: “Det er tydeligt: Befolkningen længes efter reel forandring. Ikke kun i Nederlandene, men også i Flandern. Partier som vores kommer over hele Europa!” /Emma Louise Stenholm

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12