Nyhedsanalyse

Finlands nye hovedpine

Rusland beskyldes igen for hybrid krigsførsel, efter asylansøgere er begyndt at dukke op på cykler ved den russisk-finske grænse.

Jussi Nukari/AFP/Ritzau Scanpix

Tirsdag kunne ukrainerne sammen mindes 10-årsdagen for Euromajdan, en markering, der på mange måder er en torn i øjet på Rusland og Vladimir Putin. Som Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij udtrykte det, var demonstrationerne på Majdan Nezalezjnosti i Kyjiv den 21. november 2013 nemlig “den første sejr” i krigen mod Rusland. Demonstrationerne viste, hvordan den ukrainske befolkning nægtede at acceptere en ny russisk dominans. Ved at afvise at underskrive en associeringsaftale med EU, fik daværende præsident Viktor Janukovitj ikke bare afsløret sig selv som Putins hånddukke, men også kickstartet en pro-europæisk revolution.

Selvom krigen i dag virker fastlåst, er Euromajdan-mindesdagen en god påmindelse om, hvordan Putin dårligt kan siges at have ødelagt det europæiske sammenhold. Ukraine nærmer sig igen EU, mens både Sverige og Finland er kommet med i Nato. Invasionen, der skulle have været en formsag, har udviklet sig til et mangeårigt russisk mareridt. Det forhindrer dog ikke Rusland i fortsat at ville skabe splittelse – med alle kneb. Spørger man Finland, er den eksempelvis helt gal ved grænsen. Bare ikke med russiske styrker, men migranter på cykler.

Ifølge forsvarsminister Antti Häkkänen er Rusland i fuld gang med at udøve en hybrid krigsførsel, hvor asylsøgende mennesker bevidst skubbes mod grænsen til Finland for at overvælde finnerne. Taktikken er set før, for noget tilsvarende fandt sted i 2016, hvor knap 1.000 migranter krydsede grænsen mellem de to lande. I 2021 gjorde Ruslands tætte allierede Belarus det også mod Litauen og Polen. Pointen er – hvis man spørger finnerne – at Rusland bevidst forsøger at lægge pres på den over 1.300 kilometer lange grænse, der nu ikke bare er indgangen til EU, men også en vigtig Nato-flanke.

Som konsekvens af, at flere og flere mennesker er begyndt at dukke op ved grænsen på cykler – som øjensynligt er blevet udleveret af Rusland – har Finland foreløbigt set sig nødsaget til at lukke fire grænseovergange. Spørger man præsident Sauli Niinisto er problemet nemlig, at man ikke bare kan deportere dem, der får afslag på asyl – hvilket også illustrerer behovet for en fælleseuropæisk migrationsløsning. Indtil videre har det givet en støtteerklæring fra Polen, mens Rusland højlydt brokker sig. Samtidig er grænsespørgsmålet blevet til et vigtigt politisk slagsmål i den igangværende finske præsidentvalgkamp. Tilbage står dog også asylansøgerne, fanget i det iskolde ingenmandsland i et beskidt, geopolitisk spil. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12