Biodiversitetsrådet har talt

Norske nyheder er næsten altid spændende. Alle danskere burde indlede hver morgen med at tjekke norske nyheder – måske endda inden de kigger på danske. Det kan sætte tingene i perspektiv. Nogle af vores egne nyheder kan virke meget små og ligegyldige. Ministerrokade i landbrugspartiet Venstre – who cares?

Norge er fjeldplateauer og fjorde og langrend. Det er stenede naturoplevelser i yderste potens. Det er, som om dette forhold kan ses på nordmændenes nyheder. NRK, Norges statsradiofoni, har fx en fascinerende artikel om en bæk, der ud af det blå har skiftet retning. Resultatet er, at Norge er blevet lidt mindre, mens Sverige er blevet lidt større.

Bækken, det drejer sig om, hedder Grensebekken, og allerede i artiklens underoverskrift tilskrives Grensebekken en egen vilje, en egen kraft: ‘Grensebekken har valgt minste motstands vei’, står der. I dansk journalistik ville man have beskrevet den samme hændelse med passive verber, man ville have undladt ordet “valgt”, som jo er udtryk for en form for beslutningskraft. Underoverskriften fortsætter: ‘Det fører til at Norge blir litt mindre, og at deler av Oles eiendom blir svensk.’

Et langt stykke hen ad vejen er det klassisk journalistik: Vi har en ting (bækken). Der sker noget med tingen. Det, der sker med tingen, har en indvirkning på noget andet, i dette tilfælde en grænsedragning. Og så bliver vi præsenteret for et menneske. Nu bliver det personligt. Nyheder uden mennesker kan være svære at relatere til; norske nyheder med mennesker er ekstra relaterbare.

I areal er Norge ni gange større end Danmark. Men nordmændene er cirka lige så mange som os. 5,4 mio. indbyggere er i praksis et hav af mennesker. Alligevel har NRK allerede bragt os på fornavn med Ole, selvom vi ikke kender noget som helst til ham. Men vi føler med Ole, særligt hvis vi er nordmænd ligesom Ole. For Grensebekkens valg har gjort, at ‘deler av Oles eiendom blir svensk’.

Det er ikke for at tærske langhalm på artiklen, og Norge har sikkert – ligesom Danmark – sine miljøsvin, der hælder lort ud i naturen, fordi det er den nemmeste vej til profit. Men Ole Anker-Rasch, som er Oles fulde navn, siger nogle fede ting. Han er grundejer, han ejer land lige på grænsen til Sverige, og han har lige mistet 500 kvadratmeter, fordi Grensebekken har ændret retning. Det interessante og poetiske her er, at Ole ikke bare har mistet arealet, men at arealet nu er en del af Sverige.

NRK’s journalist skriver, at Ole står ude i en sump på sin grund, da han pludselig siger: “Bekken har tatt en snarvei. Det er naturen som går sin gang, og det endrer på hva som er Norge og hva som er Sverige. Det er ikke store verdier, men likevel.” Ole smiler på billedet, han har hat på og tager Grensebekkens beslutning i stiv arm. Længere nede i artiklen kan man læse, at grænselandområder som Oles historisk set har været kilde til “stridigheter mellem det som nå er to gode naboland”. Men Ole ønsker ikke nogen kompensation. “Dette går nok veldig rolig for seg. Det er nok ingen som hisser seg opp over denne lille justeringen,” humrer (klukker, red.) han.

En motherfucker af et råd

Her torsdag morgen kan man også finde artikler om naturen i danske medier. Den vigtigste er måske, at Biodiversitetsrådet har sendt en 200 sider lang rapport på gaden med titlen Mod robuste økosystemer – anbefalinger til en dansk lov om biodiversitet. Biodiversitetsrådet er en motherfucker af et råd bestående af ni eksperter inden for natur- og biodiversitetsområdet i Danmark. Når Biodiversitetsrådet siger noget, så lytter man, og i princippet slår man bare hælene sammen og gør, som der bliver sagt. Bag rapportens lidt vage titel, der lyder som toeren eller treeren i en sci-fi-økoroman-serie (et aktivt verbum havde gjort underværker), gemmer der sig en klar anbefaling: 30 pct. af Danmarks land- og havareal skal være retligt beskyttet natur i 2o30. Det er vel nærmest et imperativ. I dag er det kun 1,6 pct. af den danske natur, som er beskyttet.

Ligesom Grensebekkens nye snarvei i Norge går ud over den norske grundejer Ole, vil Biodiversitetsrådets anbefaling i sagens natur have konsekvenser for nogen. Her kommer landbruget ind i billedet. Landbruget fylder to tredjedele af Danmarks areal, og størstedelen bliver brugt til at dyrke foder til grise og køer. Tænk over det. Det er absurd.

Landbruget må stille og roligt pakke deres arealer sammen. Den rette indstilling er ikke at kæmpe med næb og kløer for at bevare tingene, som de er. Det kan godt være, at det ikke er en “lille justering”, som den Ole oplevede, men det er en nødvendig justering. I det mindste forbliver naturen dansk. /Oliver Stilling