Amir Cohen/Reuters
“Tre år er lang tid at efterlade et brev ubesvaret, og dit brev har ligget uden et svar meget længere end det. Jeg havde håbet, at det ville svare sig selv, eller at andre ville besvare det for mig. Men det er det med sit spørgsmål – Hvordan forebygger vi efter din mening krig? – stadig ubesvaret,” indleder Virginia Woolf sin bog Three Guineas fra 1938, tre år inden hun druknede sig selv og midt under det fascistiske oprør i Spanien.
“Men man efterlader ikke et så bemærkelsesværdigt brev som dit – et brev, der måske er unik i menneskehedens korrespondancernes historie, siden hvornår har en uddannet mand spurgt en kvinde, hvordan hun mener krigen kan forebygges? – ubesvaret. Lad os derfor gøre forsøget; selvom det er dømt til at gå galt.”
Således går Woolf i gang med at forsøge at nærme sig et svar på spørgsmålet. Det kommer fra en højtstående embedsmand i London, der sidder på fine kontorer, har flere tønder land i Norfolk og går til tonsvis af diplomatiske møder for at diskutere, hvordan man forhindrer ondskab. På det her tidspunkt er det mænd, der kæmper i militæret, går på de fineste skoler og besidder samfundets højeste embeder.
Kvinder er så småt begyndt at måtte have en holdning og nærme sig flere privilegier som adgangen til arbejdsmarkedet. De tilhører efterhånden snart samme klasse som mændene. Men der er ifølge Woolf den kløft, at mænd er de eneste, der kan og går i krig, og som bliver opdraget til, at der ved det er en “vis ære, en vis nødvendighed, en vis tilfredsstillelse ved at kæmpe, som vi aldrig har følt eller nydt”.
Kvinderne kan endnu ikke “prædike prædikener eller forhandle traktater”, skriver hun, kun “skrive artikler eller sende breve til pressen”. Selvom kvinder de “sidste tyve år har fået adgang til embedsværket og til advokatsamfundet, er vores position meget usikker, og vores autoritet den mindste. Således er alle de våben, som en uddannet mand kan håndhæve sin mening med, enten uden for vores rækkevidde, eller sådan, at selv hvis vi brugte dem, ville vi næppe kunne påføre os en eneste ridse.”
Det er ikke mændenes skyld, at de sidder fast i lige så mange lænker som kvinderne. Med sløjfer på jakkesættet og strøgne buksefolder bliver de opdraget i et samfund, hvor militæret er den højeste og mest respekterede orden. Den vil Woolf ikke være en del af. Alt imens opfordres kvinderne til at donere deres penge til antikrigsbevægelser eller melde sig ind under de samme faner for at kunne tjene penge til livet. Det vil kun være at sælge sin hjerne. For der er allerede brugt millioner af penge på at få bedre uddannelse og undgå krig, og alligevel sidder vi fast.
“At sælge en hjerne er værre end at sælge en krop. Kropssælgeren har solgt sin øjeblikkelige fornøjelse, sørger hun for at sagen skal slutte der. Men når en hjernesælger har solgt sin hjerne, slippes dens anæmiske, ondskabsfulde og syge afkom løs i øs i verden for at inficere og korrumpere og så frøene til sygdom i andre,” skriver Woolf.
En bombe under Netanyahu
Politico bragte tirsdag en artikel om de kvindelige soldater, der er i overtal ved den israelske grænse, og som står for at være på udkig efter Hamas. Dag ud og dag ind overvåger deres sikkerhedskameraer og sensorer 30 kilometers land for at få øje på, om måske uskyldige landmænd vender traktoren en anden retning end normalt.
I flere måneder har de her kvinder – der går under navnet tatzpitaniyot eller statens øjne – advaret deres chefer om “usædvanlig adfærd” omkring grænsen og om, at “palæstinensiske guerillaer” i månedsvis har udført sprængfarlige militærøvelser.
En kvinde ved navn Iliana forklarer hos den venstreorienterede israelske avis Haaretz, at der i to måneder var droner “hver dag, nogle gange flere gange om dagen, lige i nærheden af grænsen, omkring 300 meter fra hegnet, og nogle gange mindre end det”.
I kibbutzen Nahal Oz i Sydisrael, der blev angrebet den 7. oktober, arbejdede en anden overvågningssoldat, Maya Desiatnik. Hun var den ene af kun to soldater, der ikke blev dræbt eller bortført den dag. Også hun har advaret om den unormale aktivitet ved grænsen, men skulle i stedet se sine kollegaer forsvinde: “Det er vanvittigt. Vi så, hvad der skete, vi fortalte dem om det, og det var os, der blev myrdet,” siger hun og en række andre kvinder til tv-stationen Channel 12.
Kvinderne fortæller videre, hvordan de blev ignoreret af deres mandlige chefer, der insisterede på, at de skulle stoppe med at bekymre sig, fordi Hamas ikke havde planer om krig. Lederen af afdelingen for palæstinensiske anliggender i Israels Defense Intelligence Agency, Michael Milshtein, fortæller samme sted, at præsident Benjamin Netanyahu ikke bare har fejllæst Hamas, men var sikker på, at han var gruppen overlegen. Mere opsigtsvækkende skulle han med en del og hersk-teknik velvidende have tilladt Qatar at sende hundredvis af millioner dollars til Hamas og overtalt resten af sin stab til at hoppe med på fortællingen om, at der ikke var noget at være bange for.
Netanyahus spiontjenester formåede heller ikke at opsnappe angrebet. En fire dages våbenhvile er begyndt i dag, fredag, medieret af Qatar. Der er ikke meget at glæde sig over. Her til morgen lyder det, at Israels forsvarsminister Yoav Gallant har udtalt, at det kun bliver en kort våbenhvile, og de “intense” bombninger fortsætter “i mindst to måneder endnu”. Fire dage er ingenting. Alt imens kan man huske på, at der overalt ved grænserne er mennesker, der ret beset ikke har lyst til at være der. Løsningen er hverken flere penge, flere hjelme eller flere kvinder. /Emma Louise Stenholm