Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Træt, sur og frustreret. Det er de tre ord, som én klimaordfører i Folketinget hæfter på klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M)’s fremtoning. Og det er på sin vis forståeligt. Han har fået en uriaspost.
Tirsdag morgen kunne professor Michael Svarer, der er formanden for den ekspertgruppe, der skal præsentere modeller for en ny CO2-afgift på landbruget, fortælle, at rapporten nu er udskudt. Igen. Hensynet til landbruget vejer tungere og tungere.
“Vi har et godt billede på, hvad vi vil, men vi mangler et bedre grundlag, end vi har nu. Der er kommet lidt usikkerhed her i 11. time,” siger Michael Svarer til mediet AgriWatch.
Selv for den ansvarlige minister, eller måske netop for ministeren, der kom ind fra erhvervslivet, og naivt forestillede sig, at den øvrige regering ville være parat til at lade handling følge ord, er skævvridningen ved at være for meget.
Lars Aagaard har da også haft svært ved at skjule sin skuffelse, og til møder på Christiansborg brokker han sig jævnligt over, hvor trægt systemet arbejder, og hvor håbløst hele det politiske system faktisk fungerer. Han har højlydt svært ved at se skønheden i et folkestyre, hvor andre ministerier på den ene side og oppositionspolitikere på den anden side blokerer for effektive klimaløsninger.
Konfronteret med kritikken nøjes han med at sige: “Generelt synes jeg, at jeg er glad og positiv. Men jeg kan da godt være lidt morgensur”. Og videre: “Det svinger jo op og ned. Og jeg kan da ikke afvise, at jeg kan have haft en dårlig dag”.
Her på det seneste har klimaministeren dog haft flere dårlige dage, ikke mindst da regeringstoppen forleden besluttede at degradere ham fra posten som formand for regeringens grønne koordinationsorgan, ‘Udvalget for Grøn Omstilling’, for i stedet at oprette et nyt ‘Grønt Udvalg’ med finansminister Nicolai Wammen (S) for bordenden.
Den følelse af stilstand, som Lars Aagaard giver udtryk for direkte til klimaordførerne fra de andre partier, er således gengældt, oppefra. Ingen oplever, at han har leveret som minister – hverken regeringstoppen, erhvervslivet, de grønne organisationer, oppositionen eller ham selv. Og det skyldes nok, at politik er et særligt spil.
Som en kilde udtaler til Ekstra Bladet: “Han er jo bare ikke en dygtig politiker. Det er det, der er hans problem. Det går helt utroligt langsomt”.
Men er problemet reelt Lars Aagaard? Eller snarere den regering, som den tidligere lobbyist for elsektoren er blevet placeret i?
Nul nye kroner
Den brede finanslovsaftale, der blev landet mandag morgen, kan bruges som en god lakmusprøve. For hvad gør flertallet på i alt 163 mandater, når de skal prioritere næste års statsbudget? Vælger de 11 ud af 12 partier i Folketinget at sætte turbo på den grønne omstilling, her i en tid, hvor prognosen for gennemsnitlige temperaturstigninger i dette århundrede netop er blevet skruet op til 2,9 grader?
Ikke just. Faktisk tværtimod. På papiret er der ellers flere tiltag, som lyder grønne. Men som i praksis næppe gør alverden til forskel.
Tag f.eks. Klimaskovfonden, som har fået bevilget 100 mio. kroner ekstra, for derved at kunne accelerere skovrejsning og udtagning af lavbundsjorder. Umiddelbart lyder det jo progressivt.
I virkelighedens verden finansieres de ekstra 100 mio. kroner imidlertid ved at skære i en pulje til energibesparelser i bygninger. Så i stedet for at give tilskud til bl.a. konvertering fra oliekedler og gasfyr til el-varmepumper, skal skattekronerne nu føres over til skovplantning. I et nulsumsspil, hvor det ene grønne initiativ annullerer et andet, og den samlede effekt ender på det samme som hidtil.
Klimaskovfonden er på alle måder et tiltrængt projekt, og det ville være absurd at påstå, at bygningspuljen isoleret set skulle være vigtigere. Men det omvendte argument er lige så skørt, skønt det netop er, hvad forligspartierne nu driver igennem: Skovrejsning på direkte bekostning af energieffektiviseringer.
At beløbene samtidig er småpenge i forhold til de massive omkostninger, som en gennemført grøn omstilling vil komme til at koste, gør kun den finanspolitiske stoleleg endnu mere absurd. I et interview med Politiken forsøger den frustrerede minister at anskueliggøre investeringernes omfang:
“Jeg har sådan en konvolut liggende på mit bord, hvor jeg løbende skriver vurderinger ned af, hvor mange milliarder der skal investeres i vores land for at nå vores målsætninger. Vi er på den anden side af 700 milliarder i de kommende 7 år,” siger Lars Aagaard.
Til sammenligning er der altså nul nye kroner i de 100 mio. kr. til skovrejsning.
Pengene lugter
Når det kommer til stykket, er det svært at komme udenom, at SVM-regeringen bevidst ser ud til at have skruet ned for tempoet. Og de gamle rød-grønne alliancepartnere fra sidste regeringsperiode kan tilsyneladende heller ikke gøre hverken fra eller til. Hverken SF, De Radikale eller Alternativet er i stand til at rykke noget.
Når finansminister Nicolai Wammen nu overtager styringen af den grønne koordinering internt i regeringen som formand for ‘Grønt Udvalg’, skal det derfor først og fremmest ses som et udtryk for, at budgetstyringen atter er blevet hovedprioritet.
Budgetbisserne i Finansministeriet vil sikre sig, at Lars Aagaard ikke begynder at fantasere om, at regningen på “700 milliarder i de kommende 7 år” skal betales bare delvist over skattebilletten.
Modsat det officielle spin om, at den grønne omstilling nu vil blive styrket, fordi finansministeren tager over fra klimaministeren – og at der dermed skulle ske et løft i det politiske hierarki – er der mere kontant og realpolitisk tale om, at udgifterne til grøn omstilling nu skal afvejes nøjere i forhold til sundhed, ældre og velfærd.
I kulisserne er embedsmændene i fuld gang med at forberede en kæmpe kompensationspakke til landbruget, og lige nu holdes alle grønne penge tilbage, så det kan være i reserve, når der til foråret skal forhandles en mere end bekostelig cocktail af CO2-afgift, kvælstofudledning og rævedyr kompensation til landbruget. Alle klimapenge er i praksis ved at blive øremærket til smørelse til landbruget.
Venstre har ikke tænkt sig at sælge sig lige så billigt som oppositionen. Landbruget står over for snart at kunne bade i penge-fontæne. CO2-afgiften sparkes ned ad vejen som en gammel blikdåse. Det er ikke svært at forstå, hvis man som klimaminister er endt som træt, sur og frustreret. /Lars Trier Mogensen