Fossile brændsler på forhandlingsbordet

2023 står til at blive det varmeste år, der nogensinde er målt, og verden har kurs mod en temperaturstigning på op mod 2,9 grader celsius. I mellemtiden planlægger oliestater at udvide produktionen af fossile brændsler, som er den primære årsag til opvarmningen. Torsdag begynder FN’s årlige klimakonference – vi er nået til COP28 – i ørken- og oliestaten De Forenede Arabiske Emirater.

Facaden krakelerer

I spidsen for forhandlingerne står Sultan Al Jaber, der til dén jobsamtale må have fremhævet sin evne til at holde mange bolde i luften. En bold er at være de Forenede Arabiske Emiraters minister for industri og avanceret teknologi, og en anden er hans bestyrelsespost i Masdar, der skulle have været verdens første klimaneutrale by, men i dag er et statsejet vedvarende energiselskab. Den tredje og mest kontroversielle bold er hans position som administrerende direktør i det nationale olie- og gasselskab Adnoc, der har planer om at udvide – ikke afvikle – produktionen af olie og gas.

Al Jaber har i interviews jongleret uden om den omfattende kritik af de potentielle interessekonflikter, men kort før målstregen lader han til at være ved at tabe boldene på jorden.

Tirsdag offentliggjorde Centre for Climate Reporting en række lækkede dokumenter, der viser, at værtslandet har haft planlagt at bruge bilaterale møder med repræsentanter for andre regeringer til at fremme deres egne olie- og gasinteresser. Ifølge det britiske medie BBC viser dokumenterne talepunkter fra et møde med Kina, hvor Adnoc var “villige til at samarbejde om at evaluere internationale LNG [flydende naturgas] muligheder” i Mozambique, Canada og Australien. Derudover fremgår det, at Adnoc vil støtte Colombia i udviklingen af landets fossile ressourcer, mens det vil samarbejde med bl.a. Tyskland og Egypten om at udvikle fossile projekter.

Centre for Climate Reporting har ligeledes afsløret, at nabolandet og verdens næststørste olieproducent Saudi Arabien arbejder på at øge efterspørgslen på olie og gas i udviklingslande.

Selv uden særbehandling fylder industrien og dens interesser en del til de årlige klimaforhandlinger. Sidste år deltog tæt på 400 mennesker med forbindelse til den fossile industri på FN’s klimakonference i Egypten. Ifølge en dataanalyse lavet af The Associated Press var den gruppe større end alle de nationale delegationer undtagen hos to af de deltagende lande.

Brandvarm dagsorden

Fossile brændsler er ikke kun på tale i kritikken af vært og værtsland. De er også på dagsordenen. COP28 skal ifølge FN’s generalsekretær António Guterres “sende et klart signal om, at tidsalderen med fossile brændsler er løbet tør for gas – at dens afslutning er uundgåelig,” mens direktøren for Det Internationale Energiagentur Fatih Birol mener, at “sandhedens time” oprinder i Dubai for den globale olie- og gasindustri.

Forskerne er heller ikke i tvivl: Hvis verden skal begrænse den globale opvarmning til 2 grader celsius og komme så tæt på det foretrukne mål om halvanden grad som muligt, skal størstedelen af verdens eksisterende fossile brændsler forblive i jorden.

Det tog dog 25 afholdte klimatopmøder, før kul blev skrevet direkte ind i en sluttekst. Der skulle en række forbehold til, og de andre fossile fjender – olie og gas – er indtil videre på fri fod. På forrige års klimakonference i Glasgow, der af klimaaktivist Greta Thunberg blev opsummeret som en omgang “bla, bla, bla”, blev verdens lande enige om at “nedtrappe” afbrændingen af “urenset” kul. Den tilpas udvandede formulering gør det dog muligt at fortsætte med at bruge kul, så længe røgen renses i et CO2-fangstanlæg. Sidste år kom der i sidste øjeblik et smuthul for gas med i den endelige aftale, da “vedvarende energi” blev til “lav-emissions- og vedvarende energi.”

I år går EU til forhandlingerne med en ambition om at alle urensede fossile brændsler skal “udfases”. Et mål, som de har til fælles med landene i den såkaldte High Ambition Coalition, der består af bl.a. Vanuatu, Costa Rica, Frankrig og Storbritannien. I vejen for at få dette mål skrevet ind i den endelige aftale står der både de kul-, olie- og gasproducerende lande og de lande, som fortsat er afhængige af de fossile brændsler. 

Med Dubais oliepumper, en kunstig skibakke og en gigantisk solcellepark rundt om hjørnet har verdens lande i de kommende uger mulighed for at indfri ambitionerne eller udvande slutteksten, indtil der ikke står meget mere end de foregående års “bla, bla, bla.” No pressure, det er bare planeten, som vi kender den – og menneskets overlevelse – der er på spil. /Emilie Ewald