Nyhedsanalyse
Et dårligt sted at være
FN’s Torturkomités kritik af Danmark handler langt fra kun om fængselsplanerne i Kosovo.
Det er som et déjà-vu: “Det er jo ærgerligt at sige det, men på nogle stræk er det faktisk lækrere vilkår end i Danmark,” sagde S-retsordfører Bjørn Brandenborg tirsdag efter FN’s Torturkomité har leveret en skarp kritik af de socialdemokratiske ønsker om at leje fængsler i Kosovo.
Som allerhøjeste torturorgan sætter FN’s Torturkomité i sin kritik af fængselsplanerne blandt andet spørgsmålstegn ved, om Kosovos fængselpersonale har de fornødne kompetencer til at undersøge og efterforske sager, hvor kriminelle fanger fra Danmark tortureres eller får dårlig behandling. Men Bjørn Brandenborg mener ikke, at der er tale om en “legitim kritik”. Man behøver ikke at ændre noget, bare fordi man går “på kanten” af menneskerettighederne, siger han:
“I og med at alt i fængslet i Kosovo kommer til at foregå som i danske fængsler, vil man ikke kunne sætte det op imod hinanden på den måde. Det vil være ligesom at afsone under danske vilkår. Bare i et andet land. Måske med noget personale, der har lidt sværere ved at tale dansk, men for mange er det alligevel ligegyldigt, for de taler ikke selv dansk.”
Det er vel næsten et freudian slip, at den 31-årige Bjørn Brandenborg – kongen af Sydfyn, der ved efterårets valg fik flere stemmer end sine fynske kollegaer Dan Jørgensen og Trine Bramsen – kalder Kosovos fængsler “lækrere”. Partiet har længe forsøgt at præsentere Danmark som et elendigt sted at være. Som eksempelvis på Udrejsecenter Ellebæk, der også har været kritiseret af Europarådets torturkomité, og hvis forhold denne gang også indirekte italesættes af FN.
“Grundlæggende kommer vi til at blive ved med at have et center som Ellebæk, som ligner et fængsel, og hvor det ikke skal være rart at være. Dem, der opholder sig der, skal motiveres til at rejse ud af Danmark,” sagde Nick Hækkerup som justitsminister efter Europarådets bemærkninger fra 2020. Som vi skrev dengang: “Vi er virkelig gode til at opbygge lejre her i Danmark. Men er det nu virkelig noget, vi skal være stolte af?”
Er det lækkert at være fængslet i Danmark? Er det lækkert at være fængslet i Kosovo? Svaret er nej til begge dele.
Uret tikker
Danmark har ellers gode intentioner, antyder torturkomitéen. Der har været “nylige bestræbelser” på at efterleve FN’s anbefalinger fra da Danmark sidst blev evalueret i 2015. Men kun få er rent faktisk blevet implementeret – eller forsøgt implementeret.
Ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) “gør [vi] meget i Danmark for at forebygge og bekæmpe tortur”, men ser man på rapporten, halter Danmark på stort set alle områder. Det har ikke kun noget at gøre med Kosovo. En lang række overskridelser bliver begået med åbne øjne.
Det gælder eksempelvis de overfyldte fængsler, hvor sigtede har fået mindre plads og sidder for længe. I et svar til Folketingets Retsudvalg advarede Kriminalforsorgen tidligere på året om en gennemsnitlig belægning i de danske fængsler på 101,7 pct. Flere indsatte måtte altså dele celler med andre eller bo i dagligstuen. Også Den Uafhængige Politianklagemyndighed kritiseres for at holde hånden over politiet, da ganske få sager ender med, at Politiklagemyndigheden udtaler kritik af betjente.
Så er der varetægtsfængslinger, der kun er kommet flere og længere af i en grad, som ifølge komitéen “de facto” svarer til isolationsfængsling. Og i rækken af eksempler er der også den lidt mere tekniske del om inkorporering af FN’s torturkonvention i national lovgivning: I dag fortolkes torturforbud blandt andet med inkorporeringen af internationale konventioner som Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der gør Danmark forpligtet til at forebygge og bekæmpe tortur. Men det er ikke ensbetydende med, at Danmark respekterer den.
Kritikken er faktisk nedslående: “Komitéen noterer sig deltagerstatens nylige bestræbelser på at gennemføre komitéens tidligere anbefalinger om at indføje en specifik bestemmelse i straffeloven, der kriminaliserer tortur som en særskilt forbrydelse, herunder oprettelsen af et ekspertudvalg, der har til opgave at behandle dette spørgsmål, men komitéen er bekymret over, at hverken den danske straffelov eller den militære straffelov indeholder en sådan bestemmelse. Komitéen er ligeledes bekymret over, at hverken grønlandsk eller færøsk straffelov indeholder en lignende bestemmelse”.
Listen fortsætter. Og det hele står stille. Den danske regering står et meget dårligt sted. /Emma Louise Stenholm