Gene Forte/AFP/Ritzau Scanpix
Henry Kissinger er død, 100 år gammel. På en dag, hvor man vågner til ikke bare notifikationer om sne og glat føre, men også nyheden om, at USA’s kendteste forhenværende udenrigsminister har stillet træskoene, kunne man godt have lyst til at vende sig om på den anden side og sove videre – ikke mindst hvis man er en moderne nyhedskonsument, der gerne vil have “det hele” med. Nogle gange er det hele bare for meget.
Særligt hos toneangivende angelsaksiske medier som The New York Times, Washington Post, The Guardian og The Independent må Kissingers nekrolog have ligget klar, ikke bare i årevis, men i årtier. Nekrologerne er naturligvis løbende blevet opdateret, men de folk, der oprindeligt har skrevet dem, kan i principppet have været døde i 25-30 år. Og Kissinger-nekrologerne er alenlange. Der er så utroligt meget, der skal forklares, så meget amerikansk udenrigspolitik og så mange krige, der skal nævnes, og hele molevitten skal leveres præcist og nuanceret. Det er en næsten umulig opgave med Henry Kissinger, for faldgruberne er legio. Helt eller skurk? Nationalt klenodie eller simpel krigsforbryder? Narcissist eller arbejdende i en højere sags tjeneste? Det hele på én gang?
I den henseende har det progressive amerikanske nyhedsmagasin The Nation en meget god iagttagelse i sin nekrolog (som bærer den sigende titel ‘En folkets nekrolog over Henry Kissinger‘): “Kissinger har mange tilhængere, og mange af hans nekrologer vil uden tvivl forsøge at finde en balance. Forseelserne, vil de skrive, skal vejes op imod resultaterne: afspændingen og de efterfølgende våbentraktater med Sovjetunionen, åbningen af det kommunistiske Kina og hans penduldiplomati i Mellemøsten. Det er nu, at konsekvenserne af en stor del af Kissingers indsats vil blive omdefineret til “kontroverser” og henført til meninger snarere end fakta. Efter Donald Trumps præsidentperiode, hvor verden er blevet rystet af nye angrebskrige, har adskillige kommentatorer været inde på, at der er mere brug for Kissingers ‘sindige’ (“sober”) lederskab end nogensinde før.”
Og hvad dækker sindige så over? Der skete mange store ting på den geopolitiske scene i de år, hvor Henry Kissinger tjente den amerikanske stat. Han var sikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus fra 1969-75 og tillige udenrigsminister i årene 1973-77 – først for den republikanske præsident Richard Nixon og siden for Nixons vicepræsident Gerald Ford, der overtog præsidentembedet, da Nixon måtte trække sig efter Watergate-afsløringen i 1974.
I Financial Times’ korte News Briefing-podcast her torsdag morgen, omtales Kissinger på under tyve sekunder som manden, der “åbnede” USA’s forhold til Kina og “afsluttede” Vietnam-krigen. Og det er jo rigtigt: Hvis man venter længe nok og stadig er i live, skal en krig nok slutte. Det ville have været mere korrekt at sige, at Kissinger var stærkt medvirkende til, at USA’s absurde krig i Vietnam ikke bare blev forlænget, men også flød over i Cambodia og Laos. Og at han bar et kæmpe ansvar for USA’s dubiøse ageren i lande som Østtimor, Bangladesh, Chile, Argentina og Cypern. Alle stederne har civilbefolkningen stået model til det værst tænkelige. Men i en højere sags tjeneste, ville Kissinger anføre.
Gennem årene har mange forsøgt at stille Kissinger til ansvar for krigsforbrydelser begået af USA. Ikke i praksis – det har end ikke været tæt på – men i det mindste i teorien. Den britiske journalist og forfatter Christopher Hitchens udsendte i 2001 bogen The Trial of Henry Kissinger, hvori han talte for en retsforfølgelse af Kissinger for krigsforbrydelser, for forbrydelser mod menneskeheden og for sammensværgelse om mord, kidnapning og tortur. Hitchens havde generelt et horn i siden på hyklere; han skrev også bogen The Missionary Position (Missionærstillingen) om Moder Teresa, som ikke var så from som sit rygte.
Og nu vi taler om hykleri. Ben Rhodes, der var vicesikkerhedsrådgiver i Det Hvide Hus under Barack Obama, har en god kommentar i The New York Times under overskriften ‘Henry Kissinger, hykleren’. Her kalder han præcist Kissinger for “en af historiens mest magtfulde funktionærer”. Man skal altid holde et vågent øje på funktionærer.
Hvis man skal ‘forstå’ Kissinger i en enkel sætning, er det måske en sætning, han selv har skrevet. På den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vos store retrospektive udstilling Take My Breathe Away på Statens Museum for Kunst hang der et brev, som Vo havde købt på en auktion. Det er et meget mærkeligt brev, både rart og uhyggeligt. En teateranmelder ved navn Leonard Lyons har åbenbart tilbage i 1970 tilbudt Henry Kissinger nogle billetter til balletten. I brevet takker Kissinger for venligheden: ”Kære Leonard; du må være en form for djævel; jeg ville til enhver tid vælge dine balletter frem for at spekulere over Cambodia – hvis bare jeg havde valget. Bliv ved med at friste mig. En dag giver jeg måske efter.” /Oliver Stilling