Anbefalinger
Sofie Riise Nors
Én gang om måneden inviterer Føljeton en gæst til at komme med sine bud på det bedste derude. I dag har vi besøg af forfatter, tv-vært, illustrator og selvbetitlet meme queen Sofie Riise Nors.
Fredag d. 1. december har Renaissance: A film by Beyonce premiere. Det bliver jo så ikonisk – ind i biffen med jer alle sammen og se den! Det må være årets julegave.
Jeg er i kemobehandling og har fået anbefalet svampeekstrakt som supplement til behandlingen. Ud fra hvad jeg kan læse mig frem til på nettet og hører fra venner, så er det vist enormt effektivt og godt for immunforsvaret. Så det har jeg ønsket mig i juegave: svampeekstraktkapsler med løvemanke, reishi, chaga, shiitake, maitake, sinesis og østershatte. Glæder mig til at prøve det.
Her vil jeg også gribe muligheden for at komme ud med mit nye podcast SygtStærk Podcast om at være ung og have en kronisk eller alvorlig sygdom. Jeg er ambassadør for Egmontfondens “SygtStærk”, som er et fællesskab for unge kronikere. Podcastet er dog ikke kun til folk med sygdomme, men til alle der er nysgerrige på livshistorier og vil lære om den komplekse samtale.
Jeg vil gerne opfordre folk til at forholde sig kritisk til mediebias i dækningen af det, der sker i Gaza lige nu. Og husk på, at dem der går på gaden og demonstrerer også fordømmer antisemitisme.
Spørg jeres venner, hvad de skal til nytår og inviter dem med, hvis de ikke har en fest. Ingen skal føle sig udenfor og ensom hele december, fordi de ikke har nogle sjove planer.