En eller anden dag, på en eller anden måde

Der er gået otte år, siden de sidst har holdt andet end kaffemøder. Og da de mødtes for lige godt ti måneder siden, nåede de heller ikke rigtig videre. Dengang havde den 77-årige Luiz Inácio Lula da Silva lige fået nøglerne til præsidentkontoret i Brasilien. Fra begge sider var der håb om, at man skulle genoplive forholdet, der gik i vasken under den højreorienterede Jair Bolsonaro. Men mødet blev overskygget af uenigheder om Ukraine: Olaf Scholz bad om militær hjælp til krigen, og det fik han ikke.

Nu starter de forfra. Den her gang, hvor det er Lulas tur til at besøge Berlin, forsøger de for alt i verden at undgå at tale om Israel og Hamas, hvor Scholz støtter “Israels ret til selvforsvar”, mens Lula er på palæstinensernes side og har udtalt, at Israel “ikke tager hensyn til, at børn ikke er i krig, at kvinder ikke er i krig”.

I stedet skal det handle om EU-Mercosur-aftalen – altså mellem unionen og Brasilien, Argentina, Uruguay og Paraguay, Sydamerikas største handelsblok, som Brasilien er formand for – der har været mere end 20 år undervejs og som skal lette handel og investeringer med Europa. På overfladen synes alt fred og idyl.

“Det er velkendt, at vi støtter og stræber efter denne aftale og også ønsker, at den bliver indgået meget hurtigt,” sagde en talsperson for den tyske regering fredag. “​​Jeg har fortalt mine kolleger fra Tyskland, at det er lang tid siden, Tyskland har investeret i Sydamerika og frem for alt i Brasilien. Efter Berlinmurens fald kiggede Tyskland intenst på Østtyskland,” lød det ligeledes fra Lulas efter deres middag søndag aften.

Men selvom et midlertidigt fælles udgangspunkt blev fundet for fire år siden, er der masser af ting, der står i vejen for, at aftalen rykker fremad – på et tidspunkt, hvor Lula netop har overtaget G20-formandskabet fra Indien. Det globale syd vil have frihandel, men i EU mener en række miljøorganisationer, at aftalen kan “underbyde europæiske landmænd med billigt oksekød, der er opdrættet på bekostning af ødelagt natur,” som Greenpeace-aktivisten Lis Cunha formulerer det.

I den forbindelse har Lula raget uklar med den franske præsident Emmanuel Macron, der mener, at aftalen går ud over landmændenes interesser. “Det er en aftale, der blev forhandlet for 20 år siden, og som vi har forsøgt at reparere, men som er blevet repareret meget dårligt”, sagde han efter sidste uges møde med Lula på CO28 i Dubai.

“Jeg kan ikke bede vores landmænd, vores industrifolk i Frankrig og alle andre steder i Europa om at gøre en indsats for dekarbonisering, mens vi pludselig fjerner alle toldsatser for at indføre varer, der ikke er underlagt de her regler.”

Lula deler umiddelbart ikke bekymringerne: Han beskylder omvendt Macron for at bruge klimaspørgsmålet som en undskyldning for protektionisme – særligt efter den franske præsident har forsøgt at få indført en såkaldt spejlklausul, der vil kræve af Lula, at han anlægger de samme miljøstandarder som EU.

Med Lulas trods alt noget grønnere samarbejdsevner end Bolsonaros, er der dog alligevel håb for at kunne finde en fælles løsning. Hvis da ikke en anden og større udfordring stod i kø: Den afgående argentinske præsident Alberto Férnandez har i ellevte time bakket ud og sagt, at han nu slet ikke vil underskrive noget – fordi aftalen er for restriktiv for den sydamerikanske landbrugseksport.

Det har fået EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og handelschef Valdis Dombrovskis til allerede at aflyse deres fælles tur til Brasilien, hvor de torsdag ellers skulle have sat deres navn på aftalen. Og til syvende og sidst kommer aftalens allerstørste joker: Den anarkokapitalistiske Javier Milei, der kun tre dage efter bliver indsat som Argentinas nye præsident og dermed afløser Férnandez.

Mileis kommende udenrigsminister Diana Mondino forsikrer, at en aftale er bedre end ingen aftale. Men tør man tro på Milei og hans stab, der har haft rigeligt med tid til at sætte sig ind i problemerne, men kun mener at have “sparsom information” om, hvad aftalen egentlig handler om? Og som ikke vil sige andet end, at den nok skal blive indgået “en eller anden dag, på en eller anden måde”? /Emma Louise Stenholm