Skandinavernes blinde tillid

Da de fleste var gået hjem fra arbejde onsdag den 23. september, publicerede Forsvaret en meddelelse om sidste års ubådsjagt. Budskabet blev endda sendt til landets nyhedsmedier, og da jeg selv er fascineret af emnet, kastede jeg mig straks over det. Nu havde militæret grublet færdig: ”Forsvarets endelige analyse viser, at det, ligesom i efteråret, står uden for al rimelig tvivl, at det svenske farvand blev krænket i Stockholms skærgård i oktober 2014.”

Indtil videre var der ingen overraskelser, men da jeg læste videre steg pulsen: Omsorgsfuldt indpakket i diverse påstande, fandtes der faktisk en nyhed: ”Den observation, som i efteråret havde det højeste fortrolighedsniveau, er blevet omvurderet. Der er her kommet ny information, som gør, at netop denne observation har en anden forklaring, og den har derfor ikke indgået i grundlaget for den samlede vurdering.”

Det her var jo vores dynamit!

For jer, som ikke kan huske det, var Forsvarets tidligere konklusion om, at Sverige var blevet udsat for undervandskrænkelse, baseret på et eneste bærende bevis. Således udtalte den øverstkommanderende sig selv om sagen sidste år: ”Den afgørende observation er udført af Forsvarsmagtens sensorer. Den muliggjordes af kvalificeret operativ adfærd. Observationen opfylder kravene for det højeste bedømmelsesniveau, bekræftet ubåd.”

Derudover redegjorde Forsvarsmagten for andre iagttagelser af den slags, som vi har set tusindvis af gennem årene: Nogen havde set noget oppefra, et sløret mobilbillede viste noget hvidt i det fjerne, en militærbåd havde opfanget et interessant ekko, og på havets bund fandt man et mystisk spor. I disse tilfælde anerkendte Forsvarsmagten, at bevisernes værdi var lavere, men lagde man disse iagttagelser sammen og tilføjede det væsentlige – observationen af en ”bekræftet ubåd” – så indgik de alligevel i et ”mønster”.

Nu var den bekræftede ubåd altså væk. Den afgørende observation var udvisket.

Så hvordan i himlens navn kunne Forsvarsmagten alligevel stå ved sin konklusion?

Jeg satte tænderne i resten af meddelelsen. Her stod, at den endelige analyse byggede på et ”bredere materiale” og ”bedre viden”, og at den derfor var ”bedre underbygget”. Man nævnte, at bundsporet var blevet analyseret af geologiske eksperter – men skrev ikke et ord om, hvad denne var kommet frem til. Man nævnte rapporterne om de 300 skærgårdsindbyggere, som syntes, de havde set mystiske ting mellem holmene og forklarede, at 150 af dem var blevet ”analyseret dybere”, hvoraf 21 var blevet  vurderet til at være ”særligt interessante”. Og: ”Forsvaret har indhentet underrettelser fra Sikkerhedspolitiet og lavet dybdegående interviews med de personer, der har gjort sig vigtige observationer.” Resultatet: ”Via analysearbejdet har flere af disse tilfælde nu fået højere klassificering end i tidligere bedømmelser.”

Det hele var meget mærkeligt.

Inden for alle seriøse undersøgelser findes der visse absolutte sandheder, når det gælder opgaver med vidner. For det første skal de være så ferske som overhovedet muligt, da mennesker har en bevist tendens til med tiden at udbygge fortællinger og udfylde huller med hjælp fra fantasien. Desuden bør vidnerne være så upåvirkede af omgivelserne som muligt, da de fleste lader sig farve af venner, autoriteter og medier. Sidst, men ikke mindst, bør udspørgeren være så neutral som muligt, da denne ellers risikerer at bekræfte en forudbestemt tese eller stille ledende spørgsmål.

Her syntes de modsatte forhold at gøre sig gældende på alle punkter. Selveste Sveriges regering havde – ud fra Forsvarets påstand om en ”bekræftet ubåd” – desuden tidligt tilkendegivet over for medborgerne, at krænkeren faktisk havde været der. Det var, som om Forsvaret havde bedt en vidneforsker om opskriften på værdiløse udsagn – og fulgt det til punkt og prikke. Med det usandsynlige twist, at man var af den opfattelse, at de nu var blevet mere troværdige.

Enten fortalte Forsvaret en røverhistorie for at dække over det faktum, at Sverige overhovedet ikke var blevet krænket. Eller også mente man virkelig, hvad man skrev. Ingen af alternativerne var gode med tanke på, at det handler om den skattefinansierede myndighed, som bærer det ypperste ansvar for vores nationale sikkerhed. Længere end som så kom jeg ikke i mine grublerier, før mine journalistkolleger begyndte at redegøre for, hvad de havde fået ud af samme tekstmasse.

TT havde brug for 27 minutter til at formulere en kort artikel, som gentog Forsvarsmagtens påstande om ”sikre beviser” uden overhovedet at nævne, at det eneste bevis, som tidligere var blevet kaldt for sikkert, var bortfaldet. Et minut senere var DN klar: ”Sikre beviser for ubådskrænkelse.” Avisens konklusion var noget længere og inkluderede, at det vigtigste bevis var bortfaldet, hvilket blev opvejet af, at konklusionerne byggede på ”et bredere grundlag”, og at regeringen endda havde fået lov at tage del i det nye materiale: ”Det står nu uden for enhver tvivl, at Stockholms skærgård sidste efterår blev krænket af en fremmed ubåd, slår regeringen fast.” Fire minutter senere var det Expressens tur: ”Bevis: Svensk farvand blev krænket.” Avisen bragte også udtalelser fra Moderaternas forsvarspolitiske ordfører, som mente, at Sverige havde forbedret sin ubådsjagts-evner, og forsvarsminister Peter Hultqvist blev styrket i sin opfattelse af, ”at sikkerhedsniveauet i omkring os er blevet forværret”.

Og sådan kørte det frem til klokken 21. De direkte nyhedsudsendelser blev indledt med Volkswagenskandalen, og lige efter var det tid: ”Svensk farvand faktisk krænket af et fremmed undervandsfartøj i oktober 2014. Det står uden for enhver rimelig tvivl. Det slår Forsvaret fast i sin konkluderende analyse af hændelserne. Analysen bygger på dybdegående interviews med personer, der har gjort sig vigtige observationer. Bundspor er også blevet analyseret af geologiske eksperter.”

Punktum slut.

Jeg kunne kun stirre på TV-skærmen.

Hvordan kunne de slippe af sted med det her?

Forsvarsmekanismer og gruppedynamik

Claes Wallenius, psykolog og lederskabsforsker på Forsvarsakademiet, er forfatter til bogen Menneskets illusoriske rationalitet. Den pointe, han allerede i titlen antyder, er, hvor lidt det tjener os at affærdige andre mennesker som irrationelle, da selv de, som gør helt ubegribelige og kontraproduktive ting, plejer at følge en eller anden form for logik.

I bogens indledning skriver han: ”Årsagerne er ofte forskellige psykologiske fænomener som følelser, forsvarsmekanismer, systematiske bedømmelsesfejl og gruppeprocesser. Sagt på en anden måde styres vi ofte af en emotionel rationalitet. (…) Derfor er det vigtigt, at man, både som menneske og beslutningstager, er bevidst om, hvilken rationalitet man styres af. Jeg mener, at vi ofte ikke har denne bevidsthed. Vi giver os indimellem hen til at tilfredsstille forskellige psykologiske behov, men slører dem i en illusorisk rationalitet.”

Af den grund dedikerer Claes Wallenius et kapitel af sin bog til tilhængerne af de såkaldte ekstreme sekter.

”Diskussionen omkring dem bliver ofte forkert,” siger han. Man holder fast i, at de er hjernevaskede og opfører sig irrationelt, men ser man diskussionen ud fra et livskvalitetsperspektiv, er mennesker med en stærk tro lykkeligere end de fleste andre, og måler man sociale faktorer som misbrug og kriminalitet, ligger disse miljøer under snittet. Folk behøver helt enkelt ikke at blive hjernevasket, men søger sekterne, fordi de får dem til at have det godt. Så hvad der er rationelt eller ikke, kan I høj grad diskuteres.

Claes Wallenius blev i 1988 hvervet til Forsvarets forskningsanstalt for at supplere legenden Ben Shalit, som tidligere havde været chefpsykolog i Israels forsvarsmagt. Shalit forskede i beslutningsprocesser og tog en beskrivelse af de ni skridt, som et rationelt menneske går igennem fra reaktion til handling, frem. Wallenius opdagede dog ret hurtigt, for eksempel da han undersøgte svenske kommanderendes ageren under stridigheder, at Shalit havde beskrevet en utopi snarere end en virkelighed.

– Psykologisk teori fokuserer på det fornuftsmæssige. Men beslutninger bliver ofte taget under pres, desuden findes der en emotionel komponent, som man ofte overser. Når man stilles over for en trussel, er den ekstra stærk.

Hvorfor vi mennesker så sjældent følger Shalits liste, er det mysterium som Claes Wallenius dedikerer sine bøger og sin forskning til.

På et plan holder han sig til samme grundforklaring som nobelprismodtageren Daniel Kahneman, der i sin bestseller Tænk hurtigt og langsomt redegør for de to forskellige tankesystemer, som styrer os: dels et hurtigt og associativt, som vi bruger for det meste, og dels et langsomt og metodisk, som kræver anstrengelse, hvorfor vi helt enkelt bruger det sjældnere. Kahneman illustrerer sagen med følgende tankeeksperiment:

”Steve er meget genert og tilbagetrukken, altid hjælpsom, men meget lidt interesseret i mennesker eller den virkelige verden. Han er føjelig og ordentlig, har behov for organisering og struktur i sit liv og har øje for detaljer. Er det mest sandsynligt, at Steve er bibliotekar eller bonde?”

De allerfleste svarer naturligvis bibliotekar. Sagen er den, at antallet af bønder langt overstiger antallet af bibliotekarer. At Steve er en mand gør svaret endnu mere usandsynligt. Den hurtige tankevirksomhed får os ganske enkelt til at drage ulogiske konklusioner ud fra forudindtagede meninger og rene klicheer. At vi alligevel lader den afgøre det, selv ved vigtige beslutninger, har Kahneman og hans kolleger inden for forskningsområdet i adfærdsøkonomi bevist i hundredevis af eksperimenter.

”Hvis du befinder dig i en tilstand af kognitivt flow, er du enten i godt humør, synes om det, du ser; tror på det, du hører; stoler på din intuition og føler, at den gældende situation er behageligt bekendt,” skriver Kahneman. ”Du er formodentlig også afslappet og overfladisk i din måde at tænke på.” I denne tilstand drager du hurtige konklusioner og finder på årsager og hensigter. Kort sagt er du programmeret til at tro og bekræfte: ”Den associative maskine er indstillet til at holde tvivl tilbage og gøre plads til tanker og oplysninger, som passer ind i den fortælling, som for nærværende har overtaget. Et intellekt, som tror, at det ser alt det, der findes, kommer til at blive overdrevent selvsikkert, ganske enkelt fordi det er ligeglad med alt det, som det ikke ved.” Den uopmærksomme bliver nemt offer for det helt uvedkommende. Til de mere hårrejsende opdagelser, som Kahneman redegør for i sin bog, hører, hvordan domsafsigelserne hos et antal israelske dommere viste sig at være afgjort af, hvor mætte de var: Efter spisepausen godkendte de 65% af ansøgningerne om vilkårlig løsladelse, hvoraf andelen successivt faldt helt ned til nul. Herefter var det igen tid til spisepause – og procentdelen skød i vejret igen.

Netop det sidstnævnte er et usædvanligt konkret eksempel på den slags dybe, dyriske instinkter, som Claes Wallenius interesserer sig for. I Menneskets illusoriske rationalitet nævner han socialpsykologen Solomon Aschs banebrydende konformitetsstudie fra 1951.

”Det var et enkelt, men meget genialt og illustrativt eksperiment,” siger Wallenius. ”Det viser, at vi er flokdyr, og hvor letpåvirkelige vi er. Netop disse gruppeprocesser er måske de stærkeste påvirkningsfaktorer, vi har. De styrer alt fra valg af tøj til, hvad vi skal synes, og hvad vi skal sige, og gør, at vi reagerer hurtigt på afvigelser. Men der er to sider af hver mønt. På socialpsykologsprog taler man op indegruppe og udegruppe. Lige så følsomme vi er for signaler inden for vores egen gruppe, lige så immune kan vi være over for udegruppen.”

Wallenius: ”Nu taler man meget om psykologiske operationer, og hvordan man i krig vil påvirke opinioner. Russerne er meget bevidste om dette og har eksempelvis startet et nyhedssite, der hedder Sputnik, hvor man skriver på svensk. Deres mulighed for at påvirke os med propaganda i den form, er dog begrænset.

I stedet rapporterer svenske massemedier højlydt, hver gang et russisk kampfly krydser det svenske territorialfarvand, mens man i princippet har ladet 15 nationer passere ubemærket de sidste par år – heriblandt det fjerne lilleputland Monaco.

Ifølge Forsvarsmagten har USA krænket os flest gange, med Rusland og Tyskland på en delt andenplads. Forskellen er selvfølgelig, at Monaco, USA og Tyskland indgår i vores egen gruppe.
”Derfor er vi mere modtagelige over for propaganda fra vest,” siger Wallenius. Russerne derimod opfattes formodentligt af mange som en udegruppe. At de er her, skaber en følelse af, at vi er blevet krænket og angrebet, og sådanne ting, som skaber følelser, har nemmere ved at gå ind. Alt dette sidder dybt i os og er ikke noget, vi kan trylle væk fra vores lange historie som art. Sådan nogle mekanismer udnyttes både af ’vores egen’ side og af dem, som vi betragter som fjender på den sikkerhedspolitiske arena. Terrorister som Anders Behring Breivik sætter dette princip på spidsen: ”Hvis vi af en eller anden grund bærer rundt på en aggression, kan vi konstruere en angribende fjende og en sammenhæng,” skriver Wallenius i sin bog. ”Emotionen er med og skaber den indre forestilling. Det er derfor nærliggende også at konstruere et angreb eller en trussel mod ens egen flok.” At Breivik skulle være offer for almenmenneskelige svagheder er selvfølgelig en provokerende tanke, og Wallenius konstaterer, at de fleste håndterer sagen på en fredelig måde. Er man eksempelvis utilfreds og frustreret, kan man organisere sig politisk eller afreagere i voldsomme computerspil. ”Breivik tog det et skridt videre. Han ville se sig selv som kriger i en mere konkret forstand. Men allerede inden han den 22. juli 2011 tog til Utøya, havde han tabt det vigtigste slag – slaget mod sine følelser.”

Breiviks rationalitet var åbenlyst illusorisk. I andre tilfælde er roden til virkelighedsfjerne tankemønstre sværere at finde. Quickskandalen blev først afsløret, da Sveriges mest stædige og undersøgende journalist, understøttet af SV:T’s enorme ressourcer, bestemte sig for at sætte tænderne i sagen. Men selv ikke Hannes Råstam kunne begribe, hvorfor kredsen, som drev Quickefterforskningen videre, reagerede som de gjorde. Handlede det om dumhed, ondskab eller opportunisme? Eller en kombination? Eller om forskellige ting for de forskellige indblandede? Råstam kunne kun gætte og for ham – ligesom for de anklagere, efterforskere og dommere, som derefter tærskede sig igennem de stigende tilfælde, indtil Sture Bergwall var løsladt – var det ikke så væsentligt.

Journalisten Dan Josefsson kunne ikke nøjes med det. Takket være at han tidligere havde skrevet en populærpsykologisk bog, lykkedes det ham at snyde flere af nøglepersonerne til at tro, at han stod på deres side og dermed infiltrere deres idéverden. Alt viste sig at hvile på en pseudovidenskabelig psykoanalytisk teori om fortrængte minder og troen på, at voksne kriminelle gentog de overgreb, de blev udsat for i barndommen. Teorien fik terapeuterne omkring Quick til at købe hans løgne med hud og hår, og eftersom deres institution ansås for Sveriges bedste, godtog selv anklageren og politiefterforskerne deres virkelighedsbeskrivelse. Sammen opbyggede de en intern logik, hvor virkeligheden var underkastet forklaringsmodellen, og troen på den var kittet, der bandt den sammen.

Dan Josefsson redegjorde for sine konklusioner i bogen Manden, som holdt op med at lyve, og i foråret tilsluttede den statslige Quick-kommission sig samme forklaring i sin omkring 700 sider lange rapport. Den slags dysfunktionelle kulturer kaldes for gruppetænkning. Termen populariseredes i 1972 af psykologen Irving Janis, som i bogen Victims of Groupthink gør rede for baggrunden for en række skæbnesvangre amerikanske beslutninger: at ikke tage den japanske trussel mod Pearl Harbour alvorligt, at gennemføre invasionen af Grisebugten på Cuba samt at optrappe den militære indsats i Vietnam.

Ved samtlige tilfælde var forholdende, som ledte op til katastrofen, kendt på forhånd, og ingen af beslutningstagerne var dårligt begavede – tværtimod blev de anset som ”the best and the brightest”. Så hvad gik der galt? Gruppedynamikken. Beslutningerne blev taget i homogent sammensatte selskaber, som efterstræbte konsensus, og hvor ingen satte spørgsmålstegn ved egne konklusioner. Kritik udefra ansås som et angreb på gruppen og blev ikke taget alvorligt. Mistanker om gruppetænkning har også forfulgt de svenske ubådsjægere. I 80’erne var Sveriges medier og politikere i lang tid slaver af deres egen logik, men i 1987 fik statsminister Ingvar Carlsson nok. Da ÖB=øverstbefalende? Bengt Gustafsson efterspurgte endnu en protest mod Sovjet – ligesom man fire år tidligere havde klemt ud af Olof Palme – valgte Carlsson at tænke langsomt. Han bad generalmajoren og tidligere spionchef Björn Wallroth om at analysere beviserne sammen med UD’s Jan Eliasson og Regeringskansliets Ulf Dahlsten. Deres hemmeligt stemplede rapport nævner aldrig ordet gruppetænkning, men udgør et syrligt anklageskrift mod den såkaldte analysegruppes rationalitet: ”Det overvejende antal rapporter baseres på optiske observationer, hvoraf flertallet er fra civile observatører. Fotografiske eller andre entydige beviser forekommer ikke. I de tilfælde, hvor observatørerne har fotograferet deres iagttagelser, kan de kun i et par tilfælde anses som styrkende for de påståede iagttagelser, uden at det dog kan udgøre et bevis.” Og sådan fortsætter det over seks sider.

Professor i jura Anna Christensson tog også bladet fra munden i den hårde reservation, hun vedhæftede til 1995-årets ubådsefterforskning. 2001-årets efterforsker Rolf Ekéus skrev, da det var hans tur: ”Analysegruppen kom til at præsentere en tolkning af rapporterede incidenter og observationer, som indebar, at et stort antal indtrængninger af fremmede ubåde, flertallet fra Warszawapagtens oprindelse, var blevet gennemført. Først i begyndelsen af 1990’erne blev det tydeligt, at denne verden var en fantasiverden genereret af den svenske skærgårds naturlige biologiske indehavere. Analysen indeholdt grundlæggende fejl. Skylden for at det blev sådan, kan man ikke pålægge de individuelle, overordentligt kompetente eksperter, som repræsenterede analysevirksomheden. Men udover at materialet i sig selv var svært at forstå og håndtere, var den anvendte metode alt for lukket.”

Den måske mest vemodige kommentar kom fra ingeniøren Erland Sangfelt. Det var ham, som kom frem til, at en 3,47 minutter lang lydindspilning fra ubådsjagten i Hårsfjärden udgjorde bevis for en fremmed ubåd. Det forblev Forsvarsmagtens trumfkort – det uigendrivelige belæg, som stod tilbage, da alle andre tekniske beviser faldt sammen. Da hemmelighedsstemplingen blev ophævet i 2007, fik Sangfelt lov til at granske båndet igen og fastslog da, at det drejede sig om motorsejleren Amalia, som var blevet hyret af Dagens Nyheter. Hvordan forklarede han sin fejl? Første gang havde han ”fået til opgave at styrke ubådshypotesen”.

Lederskabsforskeren Claes Wallenius har hverken studeret Quicksagen eller ubådsspørgsmålet i detaljer, men er interesseret i gruppetænkning i al almindelighed. Igen spøger vores indre flokdyr, som i dette tilfælde får os til ikke at ville stikke ud. I Menneskets illusoriske rationalitet skriver Wallenius: ”Vores frygt for at tabe status kan blandt andet lede til, at vi tilpasser os højstatusindivider, noget som Stanley Milgrams klassiske lydighedseksperiment også viste. Mange adlyder autoriteter – selv når lydigheden kan komme i konflikt med ens vurderinger og opfattelser af moral. Modsat kan et medlem med høj status i gruppen negligere relevant information fra et medlem med en lavere status.”

Wallenius’ eget yndlingseksempel er Palme-efterforskningen, som under amtspolitimester Hans Holmérs ledelse overså mange grundlæggende aspekter ved mordefterforskning, samtidig med at enorme ressourcer blev satset på andet.

”PKK-sporet var et entydigt resultat af gruppetænkning,” siger Wallenius. ”Ikke engang da Holmér senere skrev sin egen bog, lykkedes det ham at forklare, hvordan han kom frem til det der. Han kunne kun vise, at PKK i andre sammenhænge havde ageret voldsomt, men det var jo mod afhoppere og havde intet med Palmemordet at gøre. Holmér omgav sig med ja-sigere, og vi betaler stadig prisen for, at sagen er uopklaret.”

Både Stanley Milgram og Solomon Asch udførte opfølgende eksperimenter, som undersøgte autoritetstroens grænser. Da Milgram fratog forsøgslederne deres kittel, delte forsøgspersonerne færre elektriske stød ud, og da Asch blandede de skuespillere, som svarede forkert, med en, som gav det rigtige svar, blev det med det samme nemmere for hans forsøgspersoner at svare rigtigt.

Deres eksperimenter er publiceret så meget, at bevidstheden om disse mekanismer bør være offentligt domæne. Bliver normale mennesker stillet  spørgsmålet, om de selv ville dreje håndtaget eller have problemer med at vælge den rigtige streg, gætter majoriteten på, at netop de ville tilhøre gruppen, som kunne modstå. På trods af at det lykkes forskere verden over at konstruere varianter af Aschs og Milgrams eksperimenter, som gang på gang bekræfter grundiagttagelsen. ”Der findes mennesker, som er mere selvstændige og som tør at stå imod,” siger Claes Wallenius. ”Problemet er, at det er ganske få. Det, man kan gøre som beslutningstager, er, at være bevidst om de her tendenser og sørge for, at man ikke bliver offer for dem. Da vi lever i et demokrati, er det ekstra vigtigt, at netop dem, der bestemmer, ikke bare følger en anden autoritet.”

Selv formulerede jeg syv små spørgsmål til de svenske partiledere samt til forsvarsminister Peter Hultqvist. For knap et år siden godtog de Forsvarsmagtens beviser under den daværende præmis om, at der fandtes vigtige observationer, en ”bekræftet ubåd”. Derefter øgedes søfartens bevilling for ubådsjagt og forsvarets budget fik en reel forstærkning.

Med tanke på, at den bekræftede ubåd nu var forsvundet, ville jeg gerne vide, hvordan de så på deres egen indsats. Anså de sig selv som kompetente nok til at kunne bedømme sagen, og hvis ikke: Blev der givet mulighed for at rådføre sig med udefrakommende eksperter? Derudover ville jeg selvfølgelig gerne vide, hvordan de så på sagen, nu hvor omstændighederne havde ændret sig.

Spørgsmålene blev sendt i meget godt tid til beslutningstagernes pressesekretærer. Alle partier uden for regeringen afslog, bortset fra Jan Björklund, som henviste til partifællen Allan Widman, som er formand for Forsvarsudvalget. Næsten okay, bortset fra, at selv juristen Widman takkede nej til at deltage efter en uges betænkningstid.

Fra Peter Hultqvist kom følgende brevsvar: ”Da underretningerne i henhold til loven blev præsenteret for mig i efteråret 2014, mener jeg, at jeg havde mulighed for at gennemgå opgaverne og stille spørgsmål. Endvidere anser jeg mig selv for, sammen med den samlede kompetence myndigheden har, at have tilstrækkelig med viden til at kunne bedømme underretningsoperationen sagligt. Hvad angår Forsvarsmagtens redegørelse for sin konklusion i 2015, så har denne ikke forandret min opfattelse af sagen: Det står uden for enhver rimelig tvivl, at det svenske farvand er blevet krænket. I forhold til Forsvarsmagtens informationsstrategi over for offentligheden henviser jeg dig til myndigheden.” Derefter kom præcis samme ord fra Stefan Löfven, men kopieret ind i en mail. Gustav Fridolin og Åsa Romson henviste til Hultqvists svar. Gruppen holdt sammen.

Socialpsykologen Leon Festinger har beskrevet, hvad der sker, når gruppetænkningen krakelerer. Hans studie When Prophecy Fails fra 1956 indledes med en generel iagttagelse, som lige så godt kunne være skrevet i dag: ”Et menneske med en overbevisning er svær at påvirke. Forklar, at du ikke er enig, så vender hun dig ryggen. Vis hende fakta og statistik, så stiller hun spørgsmålstegn ved dine kilder. Appellerer du til fornuften, så forstår hun ikke, hvad du mener.” Det Festinger vil vide er, hvad der sker, når en genuint overbevist person – nogen, som på grund af sin tro har ofret sit ry, måske endda sine familierelationer og sit job – stilles over for et uimodsigeligt kontrafaktum.

Verden er fuld af profetier, som ikke går i opfyldelse. For det, der indtræffer, når de troendes idéverden ikke længere stemmer overens med den observerbare virkelighed, skabte Festinger termen ”kognitiv dissonans”. En følelse af ubehag, helt enkelt, som bliver nødt til at forsvinde via en handling. Ved at studere historiske eksempler kom han frem til, at vi mennesker vælger en eller flere af følgende tre udveje: vi justerer troen, så den stemmer bedre overens med fakta, indhenter nye fakta, som bedre stemmer overens med troen, eller ignorerer de fakta, som skaber dissonans. For at lykkes med dette trick kræves dog én ting: social støtte. Ellers mister vi troen, eller må leve videre med ubehaget.

Så hvordan skulle Festinger kunne afprøve sine iagttagelser i et eksperiment? Han opdagede noget bedre: en virkelig sekt, som spåede jordens snarlige undergang.

Marian Keech i amerikanske Salt Lake City påstod, at hun var i kontakt med beboere på planeten Clarion, hvis meddelelser hun nedfældede med ”automatisk håndskrift”. Deres budskab var kærlighedsfuldt og indeholdt diverse religiøse komponenter, men der var desværre en hage ved det: man var nødt til at tro på Marian og tage hjem til hende inden den 20. december. Så ville de rettroende blive hentet og transporteret til Clarion, alle andre risikerede at gå under i det store jordskælv, som ville ramme Tellus 07.00 den 21. december.

Det var lykkedes Marian Keech at samle omkring ti eller flere trofaste disciple. Sammen med nogle assistenter infiltrerede Leon Festinger gruppen. I takt med at den afgørende dato nærmede sig, skilte disciplene sig af med deres tilhørsforhold, tog afsked med venner og bekendte og sagde deres job op. Om aftenen den 20. december samledes de alle hjemme hos Keech, hvor de fjernede alle metalgenstande fra deres kroppe – de overjordiske havde sagt, at de ellers ikke måtte komme med i rumskibet. Under spændt forventning slog de sig ned i stuen. Klokken blev tolv. Ingen sagde noget. Minutterne gik, indtil nogen kom i tanke om, at uret nok gik forkert. Febrilsk aktivitet, indtil et nyt ur blev fundet, som ganske rigtigt viste, at der var nogle minutter endnu. Klokken slog tolv igen. Ingen sagde noget. Så, fem over tolv, proklamerede et medlem, at hun havde taget imod et nyt budskab: De overjordiske var forsinkede. Bare en smule. Derefter strømmede en usammenhængende masse af ord ud af hendes mund, som de øvrige tolkede, som om at en form for mirakel var ved at finde sted. Og meget rigtigt – 00.30 bankede det på døren. Det var nogle møgunger.

Timerne gik, og gruppemedlemmerne begyndte at analysere, hvad der var gået galt. Havde de mistolket budskabet? Taget fejl af datoerne? Var undergangen kun symbolsk? Stemningen dalede i huset.

Men så, klokken 04.45, bad Marian Keech alle om at samles i stuen. Et nyt budskab var nået frem til hende, og hun læste det op: Takket være den enorme kærlighed, der var strømmet ud fra det lille rum, var jorden blevet reddet fra sin undergang. Faren var ovre.

To medlemmer forlod huset den nat, men for dem der blev fulgte en febrilsk aktivitet – hele verden var nødt til at have del i denne fantastiske nyhed, og reporterer over hele landet blev vækket af ringesignaler i de tidlige morgentimer. Lidt senere på dagen nåede flere beskeder fra rummet og mere fantastisk information gruppen: Der havde været små jordskælv i Californien og Italien. Og det kunne jo kun være et bevis på, at undergangen havde været nær, og at gruppen havde standset handlingsforløbet. Sammen bekæmpede gruppen dissonansen med alle tilgængelige kneb: De justerede troen, så den stemte bedre overens med fakta; indhentede ny fakta, som bedre stemte overens med troen, og så bort fra det faktum, at ingen overjordisk havde banket på.

Er der andre end mig, der ser et billede af Göran Lambertz og resten af Quick-gruppen for mig, hvor de selv i dag samles i et hus i Dalarna for at gruppetænke om sagen?

Den svenske ubådsstorm blev udsat for en lignende prøvelse, da dykkerholdet Ocean X Team i sommers fandt en sunken ubåd i svensk farvand. Expressens opgaver var på så gyngende grund, at det ikke kunne afvises, at der var tale om et nyt vrag, og på en eftermiddag og aften afløste ophidsede ubådstroende herrer hinanden i landets nyhedsmedier. Siden viste det sig, at ubåden var fra 1916, og at den var sunket under første verdenskrig. Dissonansen satte ind. DN’s Mikael Holmström, den reporter som mest trofast opretholder billedet af, at Sverige er blevet udsat for gentagne krænkelser, havde brug for et døgn til at samle tankerne. Han slog siden fast, at fundet af vraget trods alt var ”en påmindelse om, at russiske ubåde havde opereret her under to verdenskrige og en kold krig – og måske endda i 2014.” I en lang artikel listede han et antal historiske fakta om ubådsefterforskninger fra 1904 og frem til 1995 op som ”fastslog ti års sikre ubådskrænkelser i 1980’erne”.

Derefter hoppede han frem til nutiden.

Som ved et tilfælde faldt den tekniske bevisførelse, som støttede Forsvarsmagtens virkelighedsbillede, sammen under netop den tidsperiode, han valgte at springe over. Sangfelts lydbånd, en anden indspillet lydeffekt, som blev kaldt ”typelyden” – som viste sig at kunne være skabt af en fiskestime – samt de såkaldte sonorbilleder, som kunne forklares på samme måde.

Men sådan noget opdager kun den manisk interesserede, eller den som er i et usædvanligt brokkehumør. De fleste læser avisen i det skønne flow, som Daniel Kahneman maler i Tænk hurtigt og langsomt , hvor vi tager det til os, som passer ind, og springer resten over: ”Mennesker har en tilbøjelighed til at bedømme spørgsmåls betydning ud fra, hvor let det er at huske dem – og det bygger heldigvis på, hvor meget mediedækning de får. Emner, som formidles gennem tal, sidder fast i bevidstheden, mens andre fortrænges.”

Psykologiprofessoren Elisabeth Loftus har studeret vores bedrageriske hukommelse siden begyndelsen af 1970’erne. I Sverige er hun mest kendt for at have affærdiget teorien om fortrængte minder, men de største indsatser har hun lavet inden for vidnepsykologien. I utallige eksperimenter har hun vist, at hjernen ikke er en båndoptager, som upartisk registrerer det, der sker, men at vi selv skaber vores minder ved at lade egne iagttagelser smelte sammen med tidligere viden og andres fortællinger. Andres fortællinger ændrer hukommelsen. Hvis forsøgspersoner, som har studeret en filmet trafikulykke med en grøn bil, får spørgsmålet: ”Fra hvilken retning kom den blå bil?”, så rummer deres beskrivelse af hændelsen oftere en blå bil end en grøn. I et andet eksperiment viste Loftus en film, hvor en hvid sportsbil kører af vejen i et øde landskab. Forsøgspersonerne skulle senere besvare dette misledende spørgsmål: ”Hvor hurtigt kørte bilen, da den passerede laden ved landevejen?” Da de siden blev bedt om at beskrive scenen, medtog 17 procent laden.

I et andet tilfælde lod hun sine studerende spille en opdigtet scene på en togstation. To kvinder lod, som om de ventede på toget og efterlod sig en taske, da de gik for at løbe et ærinde. En klassekammerat sneg sig så frem og bøjede sig over tasken, hvorefter han løb derfra. Da pigerne kom tilbage, klagede de over, at de havde fået stjålet en dyr båndoptager. De andre på perronen ville gerne vidne, og de fleste sagde, at de havde set en person løbe derfra med en båndoptager. Deres beskrivelser af maskinen var meget forskellige, da der jo ikke var nogen båndoptager. Kriminalhistorien er fuld af sager, hvor ofre for forbrydelser aldrig fik et godt billede af den kriminelle, men alligevel udpeger en bevist uskyldig person under retssagen. Ikke fordi de lyver – men fordi deres minder om hændelserne virkelig rummer den uskyldige person. Desværre er vedkommende havnet der på en anden måde: Ved at politiet har vist et billede, stillet et ledende spørgsmål eller foranstaltet en fejlagtig vidnekonfrontation, eller som i den amerikanske sag, hvor en udpeget butikstyv simpelthen bare havde handlet i butikken nogle dage forinden.

Fortællinger er altså vigtige, ikke fordi de får os til at tro – men fordi de får os til at tro, at vi ved. Om fortællinger, der savner forankring i virkeligheden, gentages det tilpas ofte, at der til slut indtræffer det, vi kalder ”the woozle effect” eller væseldyrseffekten.

Termen kan spores tilbage til det amerikanske videnskabsakademis tidligere chef William Bevan, som under 50’erne granskede brugen af referencer i nogle videnskabelige artikler. Hvis han undersøgte en reference, fandt han ud af, at den heldigvis henviste til endnu en reference, som heldigvis henviste til endnu en reference. Det kunne fortsætte i en evighed, uden at nogen nogensinde fandt holdbare beviser for grundpåstanden. Fænomenet fik ham til at tænke på det tredje kapitel i Alan Milns bog Peter Plys, i hvilken ”Plys og Grisling går på jagt og næsten fanger et væseldyr.” Her møder Grisling Peter Plys, der er ude og vandre i sneen, og da den lille gris under sig over, hvad der sker, siger bjørnen, at han følger et spændende spor. ”Åh, Plys. Tror du, at det er et – et væseldyr?”Grisling slår sig sammen med Plys og snart opdager de endnu et spor fra et væseldyr. Vennerne bliver både opstemte og en smule bange, men de trasker videre, hvorpå sporene bliver endnu flere. Det stopper ikke, før Jakob fløjter oppe fra et træ og afslører, at de er gået i cirkler rundt om træet og har jaget deres egne fodspor. ”Nu forstår jeg,” siger Plys. ”Jeg har været fjollet og er blevet snydt, og jeg er en bjørn uden nogen hjerne overhovedet.”
Væseldyrseffekten beskriver altså den proces, som leder op til skabelsen af urbane myter og faktoider, og på samme måde kan påstande, som føles intuitivt sande, men som savner forankring i virkeligheden, kaldes for væseldyr.

Da Hannes Råstam først satte sig ind i Quicksagen, bestod en stor del af arbejdet i at ordne de tusindvis af medieopgaver og forhør på en tidslinje for at få styr på, hvornår og hvor forskellige omstændigheder nævnes først. Mønsteret var krystalklart: En mordsag blev nævnt i medierne, Quick tog forbrydelsen på sig, efterforskerne begyndte at forhøre ham og stillede ledende spørgsmål, som fik Quick til at påstå nye ting, hvilket ledte til nye medieopgaver og nye forhør. Og sådan fortsatte det. Efterforskerne jagede væseldyret.

Kronologier er vigtige. Ved man ikke, i hvilken rækkefølge ting er sket, kan man ikke skille årsag fra virkning. Men det informationssøgningsværktøj, de fleste bruger i dag, er ikke kronologisk – Google følger en popularitetsalgoritme. Den, der googler ubåde i skærgårde, drukner derfor i forskellige medierapporter om Forsvarsmagtens ubådsjagter eller vidner, der mener, at de har set noget. De triste statslige efterforskninger, som slår fast, at over 6000 af disse observationer er konstateret fejlagtigt, havner meget langt nede i listen over hits, hvis de overhovedet dukker op. Af den grund er de fleste ikke bevidste om, at militær, journalister og hjælpsomme medborgere tidligere har syntes de havde hørt eller set ubåde eller frømænd eller spor efter det samme i blandt andet tømmer, sten, rev, moler, undervandsrev, huse, forlystelsesbåde, arbejdsbåde, vrag, bøjer, sæler, sildestimer, mink, fritidsfiskere, bundstråler og – i hvert fald i to tilfælde – ubådslignende genstande, som blev lavet udelukkende for at drille folk.

At Forsvarsmagten 211 gange tidligere – antallet er præcist og ikke et retorisk overslag – har skrevet påstanden ”bekræftet ubåd”,  er heller ikke noget, som dukker op på Google. Almindelige mennesker – du og jeg – kan mene, at udtrykket er passende, hvis man kan tage fat i metallet og sige hej til kaptajnen. Men ikke Forsvarsmagten, som i stedet henviser til, at man virkelig har bestræbt sig på at finde en anden forklaring, men uden held. Forstår medieforbrugerne det? I vinters bad SVT Sifo om at undersøge, hvorvidt svenskerne troede på Forsvarsmagtens opgaver om ”sikre beviser”.  75% svarede ja, 14% udtrykte tvivl, og 11% svarede nej.

Hverken Solomon Asch eller Stanley Milgram var blevet overrasket.

Fredrik Bynander, docent i statskundskab på Forsvarsakademiet, kommenterede Sifoundersøgelsens resultat som ”spændende”. Eftersom han selv har forsket i 80’erne og 90’ernes ubådsjagter, noterede han sig, at de kritiske stemmer var flere dengang. ”Vores ferske historie er helt glemt,” sagde han til SVT. ”Jeg tror, vi ville have set et andet billede, hvis den mentalitet stadig havde eksisteret.” Hans forklaring: ”Mediebilledet har været meget positivt i forhold til, hvordan forsvaret har opstillet sine rapporter. Det var en opstilling af politikere, som støttede Forsvarsmagtens version af, hvad der var sket.”

Peter Plys godtog straks Jakobs forklaring, men mennesker i en forsvarsposition er altså sværere at overbevise. Den tidligere øverstbefalende Bengt Gustafsson har nedfældet sine minder i to bøger, og her reflekterer han blandt andet over det faktum, at så mange mennesker har fået øje på så mange ubåde.

Han skriver, at det store antal rapporter kombineret med den magre bevismasse kan lede til konklusionen, at folk ser syner – men vender straks 180 grader med konstateringen af, at der i så fald lige så vel kan findes ”et mørkt tal af faktiske krænkelser, som i høj grad kan overstiges af alle parters angivelige konstaterede krænkelser”. Helt enkelt fordi ”man selv eller en personligt bekendt har set et periskop eller et ubådshorn”.

Hans ræsonnement er ikke altid lige nemt at følge. Sidste år forfattede han en artikel for Expressen, hvor blandt andet følgende stykke indgik som et led i beviskæden: ”I Lennart Ljungs (Gustafssons repræsentant på posten) dagbog står der beskrevet en telefonsamtale med en avisredaktør, som kan fortælle, at en russer, som besøgte slægtninge i Närke, har meddelt, at en anden af hans slægtninge har været i tjeneste ombord på den sovjetiske ubådsflåde i Østersøen. Han var nu meldt savnet efter nogle øvelser, der fandt sted i den vestlige del af Østersøen. Han sagde også, at russeren havde meddelt, at der var tale om flere russiske ubådsmænd, som var blevet skadet i denne operation.” Prøv gerne at regne ud, hvor mange led væk, den påståede hændelse findes i den beviskæde. Kommer du frem til svaret fem, er det fordi, at det er en fælde; du skal endda regne Gustafsson med, hvorved svaret bliver seks – hvilket tilfældigvis er det tal, man bruger om den sociale afstand fra dig og i princippet hvilket som helst andet menneske på jorden.

Mange af de beviser, Quickefterforskerne benyttede i retten, var resultatet af lige så lange tankekonstruktioner: en savklinge, som blev fundet i en skov, et skadet træ, som blev fundet i nærheden af en sø, en vejbom, som eventuelt stod åben. Hver for sig var oplysningerne naturligvis nyttesløse, men sammen skabte de et bekræftet mønster. Ifølge vores hurtige, intuitive tankevirksomhed lyder det logisk. Alle ved, at en tændstik er nem at knække, men holder man syv-otte stykker sammen, bliver det sværere.  Fem myrer er flere end fire elefanter, og som Bamse plejer at sige: ”Mange små og svage bliver stærke sammen.” Men beviserne kan ikke sammenlignes med tændstikker. Det eneste, man gør, når man stabler svage belæg – hvis grundtesen viser sig at være forkert – er at øge risikoen for fatale fejlslutninger.

Forsvarsmagten har selv bekræftet, at sidste års observation af en ”bekræftet ubåd” manglede forankring i virkeligheden. Det var altså et væseldyr. Indebærer det også, at den reviderede påstand – at det alligevel ”står uden om al rimelig tvivl”, at Sverige blev krænket i territorialt farvand – er et væseldyr?

Det afgøres selvfølgelig af, hvordan resten af beviserne ser ud. Og de er hemmelige som sædvanligt.

Jeg stillede alligevel et antal spørgsmål, som rimeligt nok ikke var omfattet af mørklægning. Eftersom den bekræftede ubåd ikke var et fremmed undervandsfartøj, burde eksempelvis intet forhindre Forsvarsmagten i at fortælle, hvad det handlede om. Et civilt fartøj, en af forsvarets egne både eller en sildestime? Jeg valgte eksemplerne ud fra, hvad man historisk set har forvekslet med ubåde. Eftersom det heller ikke fremgik, på hvilket tidspunkt forsvarsmagten havde affærdiget det bevispunkt, bad jeg om en præcisering. I det mulige tidsinterval – november 2014 til september 2015 – blev en beslutning om en budgetforstærkning på 10,2 mia. til forsvaret truffet d. 16. juni. Det var naturligvis interessant at få at vide, om den bekræftede ubåd forsvandt før eller efter den dato.

Siden stillede jeg et antal spørgsmål om bundsporet, ud fra de konklusioner som Marin Måttekniks Ola Oskarsson drog i foråret i Filter. Til at begynde med begærede jeg aktindsigt i den geologiske analyse, man henviste til i pressemeddelelser, men hvis resultat man ikke redegjorde for. Eftersom sporene nærmest var identiske med såkaldte spolemaskiner, som bruges, når man trækker kabler på havbunden, ville jeg også vide, om den mulighed var blevet undersøgt. Med tanke på sporets udseende, dybde og længde – og at Forsvarsmagten i øvrigt talte om en miniubåd – undrede jeg mig til sidst over, hvordan man fik fysikken til at gå op.

Fandtes der noget referencemateriale med en specifik ubåd – åbenbart med to kølere – som viste, at ubåde, som under vand nærmest er vægtløse, kunne skabe dobbelte spor?

Sidst men ikke mindst påpegede jeg kendte fundamentale fakta om vidneudsagns vaklende pålidelighed og bad forsvarsmagten forklare, hvordan man havde håndteret situationen under de gældende ulykkelige omstændigheder. Og så kunne jeg ikke lade være med at spørge, hvorfor man denne gang udsendte pressemeddelelsen klokken 18.50 – det tidspunkt, hvor enhver PR-konsulent ved, at nyhedsredaktionerne bemandes af stressede såkaldte ”webnisser”.

Cirka en måned senere svarer Forsvarsmagten via deres pressechef Philip Simon. Var den bekræftede ubåd ven sildestime eller en motorsejler denne gang? ”Vi vil ikke kommentere på, hvad forklaringen er, da det vil røbe vores viden for fremmed magt.” Præcis hvornår bevispunktet blev afvist, ville han ikke svare på.

Den geologiske analyse: ”Der findes ingen offentlig afhandling, som modsvarer din anmodning.”
Referencemateriale om bundspor: ”Hvad Forsvarsmagten ved om sporaftryk af forskellige typer, er hemmeligt, da det vil røbe vores viden for fremmed magt”. Referencemateriale om ubåde: ”Hvad forsvarsmagten ved om fremmede landes ubåde er hemmeligt, da det vil røbe vores viden for fremmed magt”.

Philip Simon fortalte derimod, at man havde undersøgt og afvist muligheden for, at bundsporet var skabt af kabeltrækning, men et belæg for påstanden kunne ikke udleveres: ”Der findes ingen offentlig afhandling, som modsvarer din anmodning”. I stedet bød han på en mere generel beskrivelse af ubådes adfærd: ”Ubåde kan efterlade bundspor gennem bevidst optræden. At ligge på eller røre ved bunden er en afprøvet metode til at mindske risikoen for afsløring. Men ubåde kan også efterlade sig bundspor ved en fejl, f.eks. ved ufrivillig berøring med bunden.”

Det er rigtigt, at ubåde kan anses som ’vægtløse’, men så stræber båden efter at svæve i vandvolumen eller at være i fart gennem vandet. At gøre sig vægtløs på en hvis dybde kræver kompensation for de forhold, som råder i vandet på dybet lige dér. ”En ubåd som vil optræde på bunden vælger at indtage overvægt (pumpe vand ind for at veje mere, end båden deplacerer). Gøres dette – og særligt i kombination med bevægelsesenergi via fart fremad – kan både dybe og lange spor forekomme, selv med mindre ubåde.” Om problemet med vidneudsagn skrev han: ”Interviewerne gennemførtes i efteråret og vinteren, under og efter operationen. Forsvarsmagten vil gøre det klart, at ingen nye interviews er gennemført siden da. Forsvarsmagtens metode tager blandt andet hensyn til tidsaspektet.” Og om tidspunktet 18.50: ”På grund af interessen fra offentligheden og medierne offentliggjorde Forsvarsmagten informationen på det tidligst mulige tidspunkt, umiddelbart efter at have prioriteret ærinder i Udenrigsstyrelsen og Forsvarsudvalget.” Klart slut.

Det eneste du og jeg derudover får at vide, er altså, at nogle af vores demokratisk valgte beslutningstagere har fået lov til at se og gennemgå beviserne, og at de er tilfredse. Om man synes, det er nok, afhænger af ens autoritetstro. Selv kan jeg ikke undgå at bemærke, hvor hurtigt samme beslutningstagere har ytret sig om den mindste lille ubådsincident det seneste år. Den mest sigende, da DN i januar rapporterede om en ubåd, som var blevet skadet langt inde i Stockholms indløb – og partilederne konkurrerede om at udtrykke deres forfærdelse. Dengang viste det sig at handle om en plastikbåd, observeret på lang afstand og i modlys. Ingvar Carlssons langsomme tankevirksomhed fremstår som en utopi.