Priscilla (2023)
I et afsnit af Politikens nyhedspodcast tilbage fra omkring filmfestivalen i Venedig i år blev der talt om et større kulturelt skift i filmverdenen. Omdrejningspunktet var festivalens dårlige håndtering, eller mangel på samme, af #MeToo i forbindelse med, at både Woody Allen, Johnny Depp og Roman Polanski havde film med på festivalen. Værten og avisens filmanmelder, der befandt sig i Venedig, skulle forsøge at nå frem til et svar på, hvorfor festivalen havde taget en så upassende beslutning nu.
Tiden var løbet fra den ensidige fortælling om “de store mænd”, det kunne man også se afspejlet i resten af programmet. Det skulle også handle om kvinderne og familierne omkring genierne, var pointen lidt opsummeret. For selvom der var film om både Ferrari og Oppenheimer og hvad de nu hedder, så har biopicgenren ændret sig. Det handler ikke kun om mændene længere, nu skal det også handle om kvinderne bag de stærke mænd. Og her kommer Sofia Coppolas nye film så Priscilla ind i billedet.
I et pudsigt tilfælde er vi gået fra at have omtrent nul nyere film om Elvis Presley, til pludselig at have to inden for et år. Indrømmet, jeg har ikke set den temmelig farverige Elvis (2022) af Baz Luhrman. Det skyldes flere ting, men mestendels at jeg som barn blev så svimmel af Luhrmans kameraføring i Moulin Rouge, at jeg kastede op. Elvis skulle være en klassisk biopic om den store mand, som bliver fortalt af hans manager Colonel Tom Parker. I modsætning til Elvis handler Priscilla om kvinden bag manden, Priscilla Beaulieu. Elvis’ kone.
På den måde formår de to “tvillingefilm” (et Hollywood-fænomen, hvor der pludselig kommer to film om samme emne med kort tids mellemrum. Tænk Armageddon og Deep Impact, begge fra sommeren 1998) at slå et spændende brød op. Deres sidestilling må også siges at være symbolsk for det angivelige kulturelle skift, der har været i Hollywoods historiefortællinger efter #MeToo.
Pigefilm
Sofia Coppola har altid lavet pigefilm. Eller film om piger. Deres transformationer og overgange, fra barn til voksen. Og her er Priscilla virkelig ingen undtagelse. Selvom hun er hovedrollen, har jeg dog en træls mistanke om, at det nok alligevel ender med at handle om Elvis. Desværre får jeg ret.
Filmen følger Priscilla fra hendes første møde med Elvis frem til deres skilsmisse i 1973. Vi følger hende, fra hun møder Elvis i Vesttyskland som 14-årig, hvor han allerede er et kendt navn, og da hun som 16-årig første gang besøger Graceland, hvor hun siden skal komme til at bo og leve en isoleret tilværelse det næste årti. Priscillas unge liv bliver levet på Elvis’ nåde. Hans far bliver hendes værge, da hun flytter hjemmefra og langt væk fra sin familie. Hendes første skoledag får hun at vide, at hun ikke må have venner med hjem, og at hun som følge af de mange fans skal blive inde i huset. Og så er “Kongen” aldrig selv hjemme. Han har for travlt med at udleve sin Hollywood-drøm.
Slægtskabet til især Marie Antoinette (2006) er mærkbart; de unge piger, der bliver afklædt for bedre at kunne formes til at passe ind i en rolle. Som Elvis bliver ved med at fortælle pigen, er der ikke plads til, at hun kan få et job ved siden af skolen eller en karriere, hun skal jo “holde hjemmet varmt”.
Filmen er propfuld af smukke scener i blødt lys, et pastelfarvet univers og nostalgisk 60’er æstetik omslutter den lille pige alene i det store hus. Priscilla spilles overbevisende af Cailee Spaeny, der med evigt vagtsomme øjne og en piget forsigtighed står overfor den ekstremt karismatiske Elvis, spillet af Jacob Elordi, kendt fra HBO-serien Euphoria. Allerede her støder Coppola på et problem i sit forsøg på at fortælle Priscillas historie: Selvom Spaeny er god til at se både skøn og lille ud, så forsvinder hun nærmest i Elordis selskab.
Skævt magtforhold
Det mest slående ved Coppolas film er, at den ikke føles udleverende eller fordømmende. Som seer, og tidligere ung pige, er der et særligt ubehag over scenerne, hvor samtlige voksne uden nogen større omtanke sørger for, at barnet bliver lukket ind i Elvis’ verden, og ikke ser et problem i at en voksen bliver kærester med et barn.
Det er en af Elvis’ venner, der møder Priscilla siddende i en diner bøjet over sine lektier og inviterer hende med til fest hos Elvis. Med en lille stemme og vagtsomme øjne svarer hun, at hun altså ikke er sikker på, om hun må for sine forældre. Vennen foreslår, at han nok skal ringe til hendes far og få ham overtalt. Og imens Priscilla prøver at overbevise sine forældre med argumenter som “I ødelægger mit liv” og “her er intet af lave”, ringer de voksne sammen og aftaler, at pigen bliver eskorteret af vennen og hans kone.
Niende klasse er ret ungt, medgiver Elvis ved deres første møde. “Du er jo bare et barn,” siger han og fløjter afvæbnende. Det afskrækker ham dog ikke, og de bliver kærester. Hun er jo moden for sin alder, siger han og kalder hende “little one”.
Alligevel er ungpigescenerne så dragende, at man ikke kan forestille sig nogensinde at skulle have lyst til at kigge på noget andet. Kameraet dvæler ved den lyserøde sweater, det lyserøde værelse, Priscilas halskæde med et stort hjertevedhæng. Hendes forvandling er som et slaraffenland af skønhed; Priscilla i en sky af hårspray med røde negle, store blå øjne med masser af eyeliner, falske øjenvipper og det gigantiske hår. Selvom Elvis skildres nøgternt med sine voksenbabytendenser og sit narcissistiske magtliderlige behov for at kontrollere pigen, så bliver selv han og deres relation lige så forførerisk i den forelskede billedside. Hvilket også er her, Coppolas problem for alvor opstår. For hvis hendes projekt var at skabe en film om Priscilla, kvinden bag manden, så taber hun tråden i filmens anden halvdel.
Priscilla viser et forhold, hvor magtbalancen er så skæv, at den er lineær. Coppola skildrer mesterligt den unge kvindes ensomhed og konstante slåen knude på sig selv for at tilpasse sig andres behov. Men det føles, som om Coppola lige så stille selv mister interessen for sin hovedrolle til fordel for Elvis. I filmens helt store forløsning efterlades det uafsluttet. Priscilla er blevet voksen, da hun som 27-årig beder om en skilsmisse. Hun har skiftet de små kjoler ud med jeans, øjenmakeuppen er væk, og det samme er det sorte puffede hår. Alt imens er hendes mand blevet en decideret superstjerne. Propfuld af stoffer og alkohol går han langsomt op i sømmene. Men i stedet for at give os Priscillas frihed, som vi har ventet på så længe, bliver Priscilla nærmest overflødig, så snart hun træder ud af sin mands skygge. Det er svært ikke at mistænke Sofia Coppola for selv at være faldet for “den store mand”. /Astrid Plum