Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix
De har allerede været på banen. Sjovt nok er “de” overvejende hvide, midaldrende mænd. Vi har set dem i aviser, på sociale medier, i nyhedsudsendelser. Deres hjerner kan ikke have det. Der må være orden i sagerne. Skæg for sig og snot for sig. Det må være muligt at adskille tingene, mener de. De hvide, midaldrende mænd taler om, at “virkeligheden” er “mere kompliceret” end som så. Det hele skal ikke være én stor pærevælling. Og hvis de hvide, midaldrende mænd nu med lidt god vilje egentlig selv godt kan se forbindelserne, så stiller de sig i stedet op og advarer om, at den store grå hob af almindelige mennesker ikke vil kunne forstå sammenhængene, hvorved det vil gå ud over den overordnede kamp – klimakampen. Den position vælger de simpelthen at indtage.
Prøv at google navnet Erjan Dam. Og se lige hvor stor opmærksomhed denne 65-årige hollandske miljøaktivist fik i medierne, da han under en klimademonstration i Amsterdam i november gik op på scenen og forsøgte at vriste mikrofonen fra den 20-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg. Magtanvendelsen var moderat, men det var ikke noget kønt syn.
Erjan Dam var kommet for at deltage i en demonstration for klimaet, ikke for at høre på politik, nåede han at sige, inden publikum begyndte at buhe, og en ung kvinde kom Thunberg til undsætning og greb fat i ham. Det var denne Erjan Dams 15 minutters berømmelse.
Det, der var faldet ham for brystet, var, at Greta Thunberg fra scenen råbte “no climate justice on occupied land” og dermed rettede opmærksomheden mod Israels bombardementer af civilbefolkningen i Gaza. Det var for meget. Der var de igen, de hvide midaldrende mænd, personificeret ved Erjan Dam, nu med uklædelig fysisk magtudøvelse.
Klima og menneskerettigheder
I dag, torsdag, har Greta Thunberg og klimaorganisationen Fridays for Future en kommentar i The Guardian, hvor hun forklarer nærmere, og overskriften taler egentlig for sig selv: ‘Vi stopper ikke med at tale om lidelserne i Gaza – der er ikke nogen klimaretfærdighed uden menneskerettigheder’.
Thunberg indleder med at opsummere situationen i Gaza: angiveligt 15.000 døde, heraf 6.000 børn. “Israel har bombet basal samfundsmæssig infrastruktur og civile mål såsom hospitaler, skoler, tilflugtssteder og flygtningelejre. Israel har indledt en belejring, der forhindrer mad, medicin, vand og brændstof i at nå de 2,3 mio. palæstinensere, som er fanget i den besatte Gaza-stribe. Dette har fået Oxfam til at anklage Israel for at anvende ‘sult som et krigsvåben’.”
Thunberg går lige på og hårdt, og hun citerer FN, internationale forskere og sågar en israelsk folkedrabsekspert for, at det, vi er vidner til, er et “lærebogseksempel på folkedrab” (hun undlader i øvrigt ikke at tage stærkt afstand fra Hamas’ angreb på civile israelere d. 7. oktober).
Trods disse rædsler, skriver hun, er der folk, som vælger at bruge deres energi på at flytte fokus i den offentlige debat over på diverse “forsøg på at delegitimere unge klimaaktivisters udtalelser om Gaza”. Nej, fortsætter hun, Fridays for Future “er ikke ‘blevet radikaliseret’ eller ‘blevet politiske’.”
Bemærk engang, hvor præcist Thunberg formulerer, hvad det er der sker; hun kritiserer ikke, at der er nogle, som forholder sig kritisk over for unge klimaaktivister, hun kritiserer, at hele den offentlige diskurs pludselig er blevet rykket til noget fnidder om, hvad man må sige, og hvad man ikke må sige. Her peger pilen i særlig grad på medierne.
Som Thunberg er inde på, handler klimakampen om retfærdighed, og retfærdighed er politik: “At advokere for klimaretfærdighed kommer helt grundlæggende af en følelse af omsorg for mennesker og deres menneskerettigheder. Det betyder, at man skal råbe op, når folk lider, bliver tvunget til at flygte fra deres hjem eller bliver dræbt – uanset årsagen. Det er af samme grund, at vi altid har holdt vores strejker i solidaritet med marginaliserede grupper – herunder i Sápmi, Kurdistan, Ukraine og mange andre steder – og deres kamp for retfærdighed mod imperialisme og undertrykkelse. Vores solidaritet med Palæstina er ikke anderledes, og vi nægter at lade den offentlige fokus flytte sig fra den forfærdelige menneskelige lidelse, som palæstinenserne i øjeblikket står over for.”
Hvis den hvide, midaldrende mand kan læse det, Greta Thunberg siger, uden at blive vred eller ophidset, er han (eller hun) kommet et langt stykke. Nøgleordet er omsorg. Det er faktisk ligetil. /Oliver Stilling