Thomas Mukoya/Reuters/Ritzau Scanpix
Logisk set burde intet kompromis være muligt: Enten udfases bruges af fossile brændsler, ellers også fortsætter udvindingen af bl.a. olie og gas. Så hårdt kan fronterne på COP28-klimatopmødet i Dubai umiddelbart trækkes op her lige før det allersidste og afgørende døgn i forhandlingerne.
Fronterne står mellem på den ene side en lang række vestlige lande, anført af EU, som med tung videnskab i ryggen kræver en konkret udløbsdato for sort energi, og på den anden side en mindst lige så dedikeret gruppe af olieproducerende lande i Mellemøsten, Afrika og Asien, som ikke har tænkt sig at opgive deres hovedindtægtskilde.
Ud fra en simpel betragtning kan begge grupperinger ikke få ret, og slutdokumentet på COP28 burde således falde ud til én af de to sider. Enten bliver det direkte skrevet ind, at alverdens lande skal “udfase”, og ikke blot skal “nedfase”, eller også fortsætter business-as-usual.
Og dog. For globalt diplomati fungerer ikke helt så sort/hvidt. Og slet ikke på klimaområdet, der følger FN-systemets møjsommelige procedurer, hvor alle medlemslande har vetoret. Før alle lande i verden er enige, er ingen enige. Og så igen. Og dog.
For teknisk set tegner der sig faktisk en reel mulighed for, at slutdokumentet fra COP28 vil blive en bastard af et kompromis, hvor der både kommer til at stå indbyrdes modstridende passager, og hvor vidt forskellige lande samtidig får mulighed for at pege på sejre.
Men hvordan kan grønne og sorte lande vinde på én og samme tid? Det er der mindst tre årsager til; tre årsager, som hver især udstiller, hvorfor årets COP28 har været det umuliges kunst. Og hvorfor det har vist sig at have en større symbolsk betydning, at det 28. COP-møde, Conference of the Parties, er blevet afholdt i en oliestat.
Grundvilkåret er, at alle lande deltager 100 pct. frivilligt, og at der heller ikke findes ydre eller overordnede instanser, som kan sikre, at de enkelte FN-medlemslande efterlever aftalernes ord eller ånd.
Tre bastard-faktorer
Den første faktor, der gør det muligt at forene modstridende interesser, er, at slutdokumentet fra COP28 reelt ikke forpligter som mere end en fælles hensigtserklæring. Ved de tidligere COP-klimatopmøder er der blevet aftalt mange og ganske konkrete mål, som efterfølgende er blevet ignoreret. Eksempelvis hensigtserklæringerne om, at de rigeste lande skulle have doneret ekstra klimabistand til verdens fattigeste lande.
Erfaringsmæssigt kan der blive skrevet mange ord og ambitioner ind, også her til allersidst, men som ikke får en mærkbar effekt i virkelighedens verden. Ord er taknemmelige.
Den anden bastard-faktor er mere tricky. Alle prognoser tyder på, at energiforbruget vil stige markant hen over de kommende årtier. I 2030 og videre frem forventes der at ville være en væsentlig større efterspørgsel efter energi, og dét skaber et tilsvarende stort diplomatisk manøvrerum: For dermed kan der blive plads til både grøn og sort energi.
For de gas- og olieproducerende lande er det nødvendigvis et problem at give efter for kravet om en tredobling af vedvarende energi, så længe den sorte energi bare ikke samtidig “udfases”. Og netop sådan tegner det døgnaktuelle kompromis: Både mere grøn energi og mere sort energi. Og på den måde vil COP28 blot blive et sindbillede på klodens sande tilstand.
Gennem de senere år har nye, vedvarende energikilder dækket en betydelig del af det stigende energiforbrug, mens afbrændingen af olie, gas og kul også er fortsat i et øget tempo. Eksempelvis har elbiler ikke fortrængt benzin- og dieselbiler, men har i stedet forøget det stadig voldsommere overtræk på verdens naturressourcer. I et boomende marked er der plads til flere købmænd.
Den tredje bastard-faktor handler om, at COP-møderne har udviklet sig til mest af alt at være salgsmesser. Virksomheder, der sælger løsninger inden for energi, er valfartet til Dubai for at gøre forretning. På paradoksal vis har sultan al-Jaber, der både er officiel vært for COP28 og industriminister i Dubai, været under anklage for at bruge pauserne til at forhandle nye gasaftaler med bl.a. Mozambique og Egypten.
Uanset hvad der ender med at stå i slutdokumentet, vil COP28 have været tiden og pengene værd for alle de virksomheder, som har indgået nye energikontrakter i skyggen fra politikernes mere larmende og synlige marionetteater. Pengefolkene er tilfredse.
Gasflamme i Golfen
Nøgternt betragtet er det ikke længere realistisk, at COP28 vil blive det gennembrud for global klimapolitik, som videnskabsfolk, aktivister og forsvindende få politikere har drømt om. COP28 kan snarere komme til at markere det punkt i verdenshistorien, hvorfra ingen længere vil kunne overbevise hinanden om at tro på ambitionen om at holde de gennemsnitlige temperaturstigninger under 1,5 grader. Herfra er fanden løs.
Selv om det nok skal lykkes – formentlig lidt forsinket og i allersidste øjeblik – at nedskrive en erklæring om, at kapaciteten til vedvarende energi skal mangedobles, herunder ikke mindst atomkraft, og at udvindingen af olie og gas før eller siden skal nedfases (men først, når det ikke længere er rentabelt), vil Dubai-topmødet ikke udløse et nybrud, der vil kunne spores hverken i den himmelvide atmosfære eller de jordiske aktiemarkeder.
I en konfliktfyldt verden, hvor villigheden til at arbejde og handle sammen, er hastigt nedadgående, og den ikke-demokratiske del af verden vinder stadig større styrke og økonomisk kraft, er det mere end svært at forestille sig, at COP28 skulle sprænge alle rammer og som det absolut eneste sted i verden forene alle progressive kræfter. For den barske kendsgerning er jo, at COP28 kun er et spejlbillede på en klode i splintret kaos.
Måske skal man ligefrem se med forhærdede forhåbninger på, at det trods alt er lykkedes for stridende parter som Rusland og Ukraine, Israel og Iran, Indien og Pakistan, USA og Kina, overhovedet at blive enige om fælles hensigtserklæringer for klimaet? Tænk hvis det globale skæbnefællesskab faktisk er med til at trække landene tættere sammen? Ikke i pludselig forsoning eller i effektiv CO2-reduktion. Men trods alt i en forsigtig og gensidig anerkendelse.
Som i en omvendt verden er COP28 endt med at stå som et lille lys i mørket. Ja, som en gasflamme, der brænder ud på en boreplatform i Golfen. Men ikke desto mindre er det lige nu det tætteste, verden kommer på fælles forpligtelser. Klimapolitikken, der objektivt set flytter sig alt alt for langsomt, bevæger sig lige nu hurtigere, end hvad der sker på alle andre områder. /Lars Trier Mogensen