Brasiliens grønne håb?

Fra toppen af den gamle bankbygning Farol Santander tårner skyskraberne sig op så langt øjet rækker. Selvom det kan virke uopfindsomt at tale om betonjungler, er det svært at finde en bedre beskrivelse for São Paulo, verdens fjerdestørste by. Fra godt 160 meters højde virker São Paulo ikke bare uoverskuelig, men skræmmende i sit omfang. Bilos og trafikstøj blander sig med varmen og lægger sig som et trykkende tæppe over de godt 12 mio. mennesker, der bor her.

Spørger man internationale organisationer som Verdensbanken og FN – og ja, de fleste andre – spiller metropoler som São Paulo en altafgørende rolle i klimakampen. Globalt set kommer godt 70-75 pct. af al drivhusgasudledning fra byerne, der desuden huser over halvdelen af verdens befolkning – og som i 2050 ventes at få selskab af yderligere 2,5 mia. mennesker. Hvis vi skal have håb om at løse klimakrisen, kræver det ikke bare bedre transportløsninger, men også at vi bygger grønnere og uden helt så meget CO2-belastende beton. Samtidig udstiller byerne behovet for tilpasning: mod oversvømmelser, stormvejr og ekstrem varme.

Paulistanoer – kælenavnet for folk, der bor i São Paulo – joker gerne med, at man kan opleve fire årstider på en enkelt dag i megabyen. Vejret kan skifte ud af det blå, fra ekstrem varme til kulde og kraftige tordenvejr. Man er klar på det meste, og pakker rygsækken derefter. Altså lige bortset fra os to naive danske journalister, der snart bliver overrasket af en voldsom byge, bedst som vi er på vej ud af Farol Santander.

Vi tænker på den gadefest på Avenida Paulista, som vi få timer forinden har forladt i strålende solskin. Gad vide, hvad der er sket med alle de bands, der stod klar med forstærkere og elektriske guitarer? Boderne, hvorfra der blev solgt lune majskolber og håndlavede smykker? For slet ikke at tale om de mange hjemløse, som ligger i den kilometerlange avenues sidegader?

 

Fodgængere først

Avenida Paulista er på mange måder en hovedpulsåre i São Paulo; hjemsted for byens gamle finanscentrum, det ikoniske museum MASP – og utrolig meget trafik. Sidstnævnte er et produkt af den til tider bizarre og berygtede byplanlægning, der stadig plager metropolen: Tilbage i 1970’erne besluttede den daværende borgmester José Vicente Faria Lima at udvide avenuen, så den kunne rumme flere biler, hvilket bl.a. skete på bekostning af træerne, som dengang blev fældet for at gøre plads.

Den slags urbane udvidelser sås ofte under det brasilianske militærdiktatur, der varede fra 1964 til 1985. Mest berømt i São Paulo er måske motorvejen, der i folkemunde kendes som Minhocão, opkaldt efter en mytisk orm fra den brasilianske folklore. Idéen var, at Minhocão skulle afhjælpe trafikpropperne og forbinde den østlige og vestlige del af byen ved at slange sig lige igennem den.

I praksis viste motorvejen sig dog at være en katastrofe: Ikke nok med, at den snarere opsplittede byen, så blev den også en pine for de omkringliggende boligblokke med den øgede larm og luftforurening. Blot seks år efter motorvejsstrækningen stod færdig, blev biler forbudt at køre på den om natten. Sidenhen er forbuddet blevet udvidet, så man i weekenden kan opleve helt bilfrie dage, hvor paulistanoer færdes og fester på Minhocão til fods.

 

 

Noget lignende kan opleves på Avenida Paulista hver søndag. Her er der sambatrommer, mad og gadesælgere; folk slentrer i solen og nyder det udvidede byrum. Den afslappede stemning spreder sig helt ned i metroen, hvor fodboldfans på vej til et lokalopgør mellem Corinthians og Santos begynder at synge med på en brasiliansk folkesang, som en trio af unge gademusikanter spiller på deres guitar, saxofon og fløjte.

Lige i det øjeblik virker både klimakrise og dårlig byplanlægning langt væk. Paulistanoerne har ikke bare lært at navigere i betonjunglen, de har også formået at gøre den mindre menneskefjendsk. Problemet er bare, at det ifølge klimaforskernes forudsigelser næppe kan vare ved.

Frem mod århundredeskiftet ventes temperaturerne i São Paulo at stige med op mod tre grader celsius, og mængden af regnskyl vil blive øget med op mod 30 pct. Pludselige og voldsomme skybrud som det, der få timer senere skal komme til at ødelægge gadefesten, vil kun blive mere udbredte. Oversvømmelser vil blive den nye normal, og det samme vil den dræbende varme, som fanges af skyskraberne.

Megabyen kæmper stadig med at finde svarene.

Men måske de faktisk har dem godt 400 kilometer mod syd – i Curitiba.

 

Curitibas grønne sats

Curitiba, Brasiliens ottende største by med små to mio. indbyggere, er på mange måder blevet kendt som landets grønne forbillede. I hvert fald når det kommer til byplanlægningen.

Med den såkaldte Curitiba Master Plan, der blev introduceret i 1966, har byen ikke bare vokset sig stor, men også gjort det på en mere bæredygtig måde. Et utal af større og mindre parker er spredt ud over hele Curitiba, hvor de både fungerer som åndehuller for beboerne, men også som dræn i tilfælde af oversvømmelser.

Meget passende har regnen væltet ned i flere dage og først lige sluppet sit greb, da vi ankommer til Instituto de Pesquisa e Planejamento Urbano de Curitiba (forkortet IPPUC), som står for den fortsatte implementering af Curitiba Master Plan. Vi bliver ivrigt vist billeder af en af byens større parker, Parque Barigui, som nærmest har ligget under vand. Det er faktisk et godt tegn, bliver vi forklaret: Drænet virker, og har sparet de omkringliggende nabolag for oversvømmelser.

Præsidenten for Ippuc, Luiz Fernando de Souza Jamur, fortæller, hvordan parkerne generelt har spillet en vigtig rolle for Curitibas udvikling. Også når det kommer til sociale problemstillinger såsom at beskytte byens fattigere indbyggere, der bor i favelaerne – altså de udsatte slumkvarterer:

“Vores største bekymring er at designe parkerne langs floderne, så de bliver en del af afløbssystemet, byens makroafløbssystem. Langs Barigui-floden, en af hovedfloderne i byen, har vi for eksempel anlagt ni parker for at få denne kontrol. Men også for at kontrollere den uregelmæssige beboelse. Lavindkomstfamilier besætter nogle gange områder langs flodbredderne, fordi de tænker, at det er et grønt område, der er ingen her, så der er fri plads, jeg kan bygge mit hus her. Men området er meget udsat for oversvømmelser, da det ligger langs floden. Så hver gang der er oversvømmelser, mister de alt. Hele deres liv. Ideen med at anlægge parkerne langs floden er derfor også, at ingen bosætter sig i en park. På den måde forebygger vi oversvømmelser, men vi undgår også uregelmæssige besættelser.”

Vi spørger, hvordan man forhindrer, at byens grønne områder ikke bare bliver opslugt af nye byggerier. Jamur og hans stab forklarer, at man bl.a. har skrevet nogle værktøjer ind i lovgivningen, som giver gode muligheder for naturbevarelse. Samtidig er det grønne tankesæt blevet vævet ind i Curitibas DNA allerede før folk begyndte at tale om klimakrise:

“I bund og grund er det ikke kun ét projekt, vi er stolte af, det er kombinationen af den langsigtede planlægning, eksempelvis med alle disse parker, som blev designet til at ligge langs floden for at forhindre oversvømmelser. Vi har implementeret og diskuteret det her i lang tid. Selv før emnet ‘klimaforandringer’ opstod, var vi allerede i gang med at implementere parkerne og konventionerne, vi var allerede i gang med at implementere politikker, så vi kunne bevare de grønne områder og udvikle os på en bæredygtig måde,” fortæller Luiz Fernando de Souza Jamur.

Mere end en bus

Busstoppestederne i Curitiba er svære at overse: De ligner til forveksling nogle forvoksede gennemsigtige Pringles-rør, der er blevet hævet over jorden, så man nemmere kan gå direkte ind i busserne. Systemet er kendt som BRT – bus rapid transit – og er en af byens helt store stoltheder. Kort sagt fungerer BRT som et billigere alternativ til metroen. Busserne har deres egne ekspreslinjer, og de iøjnefaldende stoppesteder sikrer, at folk kan komme hurtigt af og på. I Sydamerika var Curitiba en af de første byer, der introducerede BRT.

“BRT har vist sig at være et meget effektivt system, lige siden det blev implementeret. Ikke bare set i forhold til mobilitet, men også som et projekt, der har sat skub i den planlagte byvækst”, forklarer miljøborgmester Marilza Dias. Vi befinder os i det kommunale miljøsekretariats smukke, næsten japansk inspirerede kontorer, der ligger helt inde i Parque Barigui.

“BRT giver effektivitet, både med hensyn til kvaliteten af transporten, men også på grund af hastigheden. Og med det har vi også en reduktion i emissioner, sammenlignet med en bus, der kører sammen med andre køretøjer i de delte baner”, fortsætter Marilza Dias. Ligesom parkerne er bussystemet et af de områder, hvor Curitiba kan bryste sig af at være foran i Brasilien.

 

 

Træerne vokser dog heller ikke helt ind i himlen. En betydelig del af byens godt 1.500 busser mangler fortsat at blive elektrificerede – også selvom planen er, at de på sigt alle skal være det. Desuden lægger Dias ikke skjul på, at trafikpropper stadig er et problem, BRT-systemet til trods:

“Når I spørger, om vi er tilfredse, vil jeg sige, at det er vi ikke endnu. Selv med kvaliteten af den offentlige transport har vi stadig mange individuelle køretøjer. Curitiba er en af de byer i Brasilien, der har den største andel af køretøjer per person. Det er noget i retning af én bil for hver to personer.” Hun uddyber, at Curitiba er blevet modarbejdet af Brasiliens nationale politikker, der har medført, at folk i højere grad har købt egne biler.

Selv i Curitiba kan man altså stadig blive opslugt af trafikken.

Sidder man først fast i bilkø, er der dog en okay sandsynlighed for, at man er tæt på det nærmest stykke natur. Marilza Dias fortæller stolt, at man i Curitiba har 69 kvadratmeter grønt areal per indbygger. Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler som minimum, at det tal ligger på 12 kvadratmeter, påpeger hun. Fordelene står i kø, for udover at parkerne hjælper med oversvømmelserne, suger træerne CO2, mens hedeø-effekten holdes nede og biodiversiteten får plads – alle ting, der gør Curitiba til en mere behagelig by at bo i.

 

“Det, vi ikke deler, mister vi”

Borgmesterkontoret er udstyret med et langbord i massivt træ, og på bagvæggen er der et farverigt tapet fyldt med en af Curitibas lokale fugle. Ved bordenden sidder Curitibas overborgmester Rafael Greca, ivrig efter at fortælle om alt fra affaldssortering til C40-netværket, en international sammenslutning af klimabevidste storbyer, som Curitiba er en del af. Før vi overhovedet får mulighed for at stille et egentligt spørgsmål, har han allerede kastet sig ud i en længere talestrøm.

Curitiba var den første by i Brasilien, der forbød fældningen af dens oprindelige skove, fortæller han. Placeret i staten Paraná rummer Curitiba nemlig en biodiversitet, som det er vigtigt at bevare. Rafael Greca er stor fortaler for solkraft, da Brasilien ligger tæt på ækvator og derfor har rig mulighed for at udnytte det. Faktisk bliver strømmen i den bygning, vi pt. befinder os i, leveret af solpaneler på taget. Man har også bygget en vandkraftdæmning i byen for at vise verden, hvor nemt det kan gøres. Samtidig fylder genanvendelse af affald en del, ligesom man altså er ved at få introduceret busser, der kører på el.

“Men vi er stadig ikke tilfredse”, fortæller borgmesteren. “Vi arbejder meget hårdt på at bekæmpe klimaforandringerne og den globale opvarmning“. Han fortsætter: “Floderne i Amazonas er tørre. Det er på grund af naturens manglende balance i verden. Men opvarmningen produceres ikke i Brasilien. Den sker i byerne i Nordamerika, i byerne i Kina, Japan, Danmark, Europa og over hele verden. Det er derfor, Curitiba ønsker at gøre en forskel.” Han fortsætter med et stort smil:

“Vi planter 100.000 træer om året. Det har vi gjort siden 2019. Jeg læste, at dronningen af England, Elizabeth II, ønskede at plante 100.000 planter i England. Og jeg besluttede, at jeg ville vinde den konkurrence med dronningen. Så det gør jeg hvert år. Indtil 2024, hvor min tid som borgmester slutter.” Træplantningen er ifølge overborgmesteren dog bare én del af et større billede:

“Vi er den første by i Brasilien, der har en klimaplan. Byen skal være CO2-neutral i 2050. Hvis Gud tillader, at jeg lever til den tid, vil jeg være 94 år gammel. Så vil jeg være den gamle mand fra vejrudsendelserne, der lykønsker verden med at have vundet kampen mod klimaforandringerne. For vi kæmper imod dem. Og det mest magtfulde våben er, at vi er bevidste.”

At være bevidst handler for Rafael Greca om, at man forstår de globale sammenhænge, der driver klimakrisen: de multinationale olieselskaber, de rige lande. Men også, at man ikke lader sig begrænse af den position, man selv står i. Alle bliver nødt til at deltage: “Ingen er så fattig, at man ikke kan være opmærksom på miljøet. Ingen er så rig, at man ikke behøver at være opmærksom på miljøet. Der er et arbejde at gøre for alle lande i verden.” Et arbejde, som også er socialt nødvendigt:

“Klimaretfærdighed skal være et begreb, der er lige så stærkt som demokrati. Jeg siger altid, at i Curitiba er innovation en social proces. Og innovation er kun det værd, hvis det bliver en permanent social proces.” I Brasilien er Curitiba foran, men andre steder i verden er der endnu flere løsninger at hente. Derfor er det også vigtigt for Greca at understrege, at udveksling er altafgørende: “Hvis vi ikke deler det, mister vi det. Det er en ældgammel visdom fra Vedaerne. Det, vi ikke deler, mister vi.”

 

Bagsiden af klimaarbejdet

Selvom fortællingen om Curitiba står stærkt, er det dog ikke alle, der føler sig lige overbeviste. Byen er tidligere blevet beskyldt for at fordele sine ressourcer skævt og i højere grad prioritere investeringer i rige nabolag. Tilsvarende er det blevet kritiseret, at der ikke nødvendigvis er lige adgang til byens mange grønne områder – og at ikke alt er offentligt tilgængeligt.

De to klimaaktivister Janayna Aurya og Carol Efing fra gruppen Rede Curitiba Climática er da heller ikke blege for at sætte spørgsmålstegn ved mange af borgmesterens grønne pointer. Faktisk har de længe kæmpet for at få ørenlyd blandt lovgiverne. Den virkelighed, de selv oplever, svarer nemlig ikke til den, man ofte læser om Curitiba:

“Curitiba er en by, som de fleste mennesker kender på grund af deres grønne model for bæredygtighed og den slags ting. Men vi har en masse problemer, som kommunen forsøger at holde på afstand og forsøger at skjule: sårbarhederne, den sociale ulighed, fødevareusikkerheden og en masse andre problemer. De ønsker bare at få andre lande til at se byen som en model for grøn udvikling.”

Begge påpeger, at Curitiba godt kunne kaldes grøn for flere årtier siden, da størstedelen af befolkningen stadig brugte BRT-systemet, bilerne var færre, og vejret mindre voldsomt. I takt med at både tørke og oversvømmelser er blevet hyppigere forekommende, er uligheden dog også blevet mere synlig: Særligt de fattige, indfødte og sorte brasilianere bor i udsatte områder, hvor oversvømmelser er en alvorlig trussel, og hvor bustransporten er både dyr og besværlig. Samtidig mangler man her de grønne områder, som Curitiba ellers er så rig på:

“Selvom Curitiba har den her propaganda om, at vi er en meget grøn by, så har de fattige nabolag ingen træer. Nabolaget kaldet Parolin har tre gange færre træer, end WHO mener er sundt”, siger Carol Efing. Tilsvarende efterspørger klimaaktivisterne større investeringer i den offentlige transport, så den bliver mere tilgængelig for de fattigere og socialt udsatte borgere.

Men kan man så slet ikke se effekterne af Curitibas grønne satsninger? Både og, fortsætter Efing:

“De steder, der blev urbaniseret i 70’erne og 80’erne, fungerer stadig rigtig godt. Jeg bor tæt på en flod, to blokke fra mit hus. Og selvom det regner, rigtig meget regn, regn som jeg aldrig har set før i mit liv, er floden ikke oversvømmet. Det er fordi vi har en lille park omkring floden, som stod færdig i 90’erne. Denne gamle del af byen fungerer stadig rigtig godt, og det er et rigtig godt sted at bo i dag. Men transporten er nogle gange stadig besværlig”.

Efter mødet med borgmesteren bliver vi inviteret med til åbningsfest for en ny biospand ved et forsamlingshus i Parque Barigui. Der er børn klædt ud som blade, og et helt bossanovaband spiller stemningsmuzak. Alle de fremmødte ser ud til at glæde sig over byens seneste grønne triumf.

Vi forlader festen og går ud i selve parken, der stadig er godt mudret efter de nylige oversvømmelser. Her ligger en hel gruppe kapivarer – verdens største gnavere – og nyder de sumpede forhold. Ved synet af dem virker storbyens virvar pludselig fjernt, også selvom de mange højhuse stadig kan ses fra parken. Det samme gør klimakrisens konsekvenser; de er blevet drænet ned i jorden. For nu.

 

Artikelserien udgives med tilskud fra OpEn – Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.