Kan Lula redde regnskoven?

Luiz Inácio Lula da Silva er frustreret. Godt nok har han kunnet glæde sig over at have fået nøglerne til det brasilian­ske præsidentkontor, hvor han har varslet et paradigmeskifte efter den højreorienterede Jair Bolsonaro. Men venstrefløjen er stadig i undertal i nationalkongressen, og det er ikke alle, der vil Lula det godt: Modstanderne har truet med at blokere præsidentens grønne planer og stemt for at fratage hans nyoprettede ministerium for oprindelige folk dets vigtigste beføjelser.

Lula vil udrydde fattigdom og redde klimaet på samme tid. Brasilien er da også et godt eksempel på, hvorfor de to problemstillinger ikke kan adskilles. I de største byer bor de fattigste klemt sammen i skrøbelige blikhuse uden tag, der er dårligt polstret til at håndtere fremtidens højere temperaturer.

Brasilien har masser af sol, vand og vind. Men den helt store klimaudfordring er de skrumpende skovarealer, som bliver omlagt til blandt andet kvægbrug og sojaproduktion. Afskovningen står for størstedelen af landets CO2-udledning og betyder blandt andet, at Amazonas-­regnskoven en dag risikerer ikke længere at fungere som kulstofdræn. Samtidig er antallet af skovbrande steget markant.

Man taler ellers om Lula­-effekten: Bare i første halvår af 2023 faldt afskovningen i Amazonas med en tredjedel. Sidste gang Lula ledte landet, blev den reduceret med 80 pct. Nu har han og miljøminister Marina Silva lovet, at den ulovlige afskovning helt skal stoppes inden 2030. Men er det realistisk?

Landbruget styrer alt

Landbruget er kernen i den brasilianske økonomi, og under Jair Bolsonaro blev den brasilianske landbrugslobby, bancada ruralista, ophøjet til klimaeksperter. Selvom Bolsonaro ikke længere er på magten, har lobbyen kun fået flere penge og mere magt. Den udgør også stadig en stor del af den brasilianske nationalkongres.

Derfor kæmper Lula med at presse sin politik igennem. For landmændene lobbyer ikke bare i parlamentet, de er parlamentet, sådan som Niels Søndergaard formulerer det. Han er en dansk forsker bosat i Brasilien og arbejder som assisterende professor i international politik ved Universidade de Brasília.

Det er ikke kun landbruget, der står i vejen for regnskovens redning. I begyndelsen af 2023 lancerede Lula en detaljeret plan for at stoppe afskovningen, der bl.a. indeholder øget overvågning af den kriminelle aktivitet i regnskoven. Stort set al afskovningen i Amazonas er nemlig ulovlig. Store dele er domineret af kriminelle netværk, der ikke bare laver skovhugst, men også sidder på landets omfattende narkotikahandel. Når de to ting hænger sammen, skyldes det, at stoffer og landbrugsprodukter smugles ad de samme ruter.

Mordraterne, der i forvejen er høje i hele Brasilien, er endnu værre i Amazonas – og de stiger proportionelt med skovrydningen. Lula har rakt ud til det internationale samfund med en besked om, at “verden bliver nødt til at hjælpe”. De foreløbige initiativer er der dog ikke blevet taget godt imod. Det er EU’s nye afskovningsforordning (forkortet EUDR) et eksempel på.

Fra december 2024 skal europæiske virksomheder dokumentere, at deres produkter ikke har været involveret i skovrydning, ligesom de skal kunne angive, hvor varerne produceres. Formålet er at skabe en udvikling, hvor der bliver solgt færre og færre produkter fra afskovede områder. På tværs af det politiske spektrum i Brasilien er der dog en udbredt skepsis over for, om det overhovedet kan lade sig gøre at implementere den nye lov.

“Det virker ikke, som om særlig meget af afskovningsforordningen tager afsæt i virkeligheden. Dem, der er allermest oppe at køre over den lov, er NGO’er fra Europa,” forklarer Niels Søndergaard. Han tror tværtimod, at der kommer til at være “utroligt meget kaos” omkring den. Kritikken går særligt på, at små og mellemstore bønder bliver skubbet ud af markedet, da de største virksomheder har flest ressourcer til at leve op til de nye krav. Det gælder ikke kun i Brasilien, men også i andre lande i det såkaldt globale syd. Indonesien og Malaysia har derfor allerede kaldt loven diskriminerende.

“Landbrugslobbyen, offentlige aktører og alle former for interesseorganisationer er kritiske over for EUDR. De oplever, at det er noget, man har defineret i EU og trukket ned over hovedet på producentlandene,” fortsætter Niels Søndergaard.

Ikke desto mindre er afskovningsforordningen blevet en realitet. Opgaven er derfor at få implementeringen til at ske så gnidningsfrit som muligt. Og her har Brasilien med sit udbredte overvågningssystem trods alt et bedre udgangspunkt end mange andre lande, siger Niels Søndergaard: “Den nye afskovningsforordning bliver formentlig ikke katastrofal for Brasilien, men vi må vente og se. Hvis eksperimentet går galt, er skaden sket.”

Hårdt mod hårdt

Det er ikke kun Amazonas, der er problemet. En stor del af afskovningen i Brasilien foregår i områder som Pará, Mato Grosso og i Cerradoen – en træsavanne, som strækker sig over de nordlige regioner Maranhão, Tocantins, Piauí og Bahia, tilsammen kaldet Matopiba.

Man kan derfor heller ikke bare tale om regnskoven som et samlet hele. Der er vidt forskellige dynamikker og udfordringer på spil, alt efter hvor i Brasilien man befinder sig – for det er trods alt et land, der er næsten 200 gange så stort som Danmark. Udefrakommende mangler af samme grund en forståelse for regnskovens størrelse og betydning for Brasilien, siger Ricardo Gravina. Han er stifter af NGO’en Climate Ventures, der forsøger at samle landets klimaorganisationer under én paraply.

“Jeg er fra São Paulo, men har mere tilfælles med jeres opfattelse af Brasilien, end dem der bor i regnskoven. Hvis du drikker en kop kaffe med en entreprenør eller en grøn investor, vil de typisk sige, at noget skyldes Amazonas. Det kan man ikke sige. Der er ikke ét Amazonas. Taler du om den del af Amazonas med afskovning? Den, der har skov? Eller den, der er under pres fra afskovningen?”

“Én ting er at snakke forretning, men retsstatsprincippet findes ikke derude. Det er grundlæggende mennesker, der dræber mennesker. Hele verdensforståelsen er meget anderledes. Jeg taler ikke om højre og venstre, men om deres forhold til naturen. Det skaber en enorm kløft,” siger Gravina. Ligesom Niels Søndergaard er han også skeptisk over for EU’s afskovningsforordning.

“Amazonas er økonomisk afhængig af den her måde at arbejde på. Det, der virker, er infrastrukturelle og uddannelsesmæssige forandringer, og det er mildest talt kompliceret. Brasilien har hverken nok arbejdskraft eller økonomiske midler til at stoppe et helt system, der er afhængig af afskovning. Det, jeg prøver at sige, er, at man ikke bare kan gå derud som en lille borgmester og sige: ‘Venner, det var det’. Det kommer aldrig til at ske.”

Et større puslespil

Når skovene ryddes, er det blandt andet for at kunne omlægge til land- og kvægbrug – og for at eksportere soja. Kun en mindre del af sojaproduktionen går til menneskers indtag af mad som tofu eller sojamælk, mens hovedparten bliver brugt til husdyrfoder.

Her er Danmark en af de værste syndere: Årligt importerer Danmark godt 1,7 mio. ton soja til foder, hvilket giver en trist europæisk tredjeplads blandt lande med det højeste sojaaftryk. Importen understøtter en landbrugssektor, der bidrager til næsten en femtedel af den danske CO2-udledning.

Den danske brancheorganisation Etisk Handel faciliterede tilbage i sommer en aftale om såkaldte RTRS-kreditter (en forkortelse for ‘Round Table for Responsible Soy’), der skal gøre det nemmere for virksomheder at købe sojabønner, der ikke er relateret til afskovning. Med ordningen kan virksomhederne støtte bønder, der dyrker soja “ansvarligt”.

“Der er rigtig mange, der kigger på certificeringsordningen, fordi det stadig er et konkret værktøj, som danske virksomheder kan forholde sig til. Vi laver investeringen et sted, hvor vi ved, at afskovningen er stor, for at prøve at skabe nogle incitamenter. Vel vidende, at det har de begrænsninger, det har, og at det bestemt ikke er løsningen på det hele,” siger Janine Dortmundt, rådgiver for globale værdikæder i Etisk Handel.

Sojakreditterne kommer dog ikke uden bekymringer. Greenpeace har kaldt det “vildledende”, at man overhovedet taler om bæredygtig soja, mens Carsten Rahbek, forsker i biodiversitet ved Københavns Universitet, mener, at kreditter er den “hurtigste vej til at ende i greenwashingskandaler”.

“Kreditter er kun en lille brik i et større puslespil, og vi skal gøre mere. Men i det nuværende marked er det et værdifuldt værktøj for virksomhederne,” siger Janine Dortmundt.

Sammen med den danske afdeling af Verdensnaturfonden WWF var Etisk Handel i efteråret i Brasiliens Matopiba-region, der ses som et højrisikoområde for sojaproduktionen. Og her var det tydeligt, at der på tværs af Brasilien er vidt forskellige måder at forholde sig til naturen på, siger Sofie Tind Nielsen, seniorrådgiver i WWF Danmark. Landmændene ser det som en “forpligtelse at få jorden under plov”, så de kan bidrage til Brasiliens økonomiske udvikling:

“Det er vores allerstørste opgave at skabe en forståelse af, at naturen også har værdi. Det er forskelligt fra sted til sted, hvad der skal til, men vores forandringsteori er, at vi skal have markedet med. Den tankegang har man allerede i Amazonas, men den skal vi også have overført til Cerradoen.”

Markedets logik

En række globale virksomheder har sat sig som mål at gøre deres forsyningskæde helt fri for afskovningsrelateret soja. Men hvis det skal lykkes, er hjælp udefra i form af aftaler som kreditter nødvendigt, mener Adriano Nunes, der med en fortid i dagligvarekoncernen Unilever ikke tror på, at den private sektor kan tage de nødvendige skridt alene – eller at et magtskifte er nok til at skabe forandring.

“Den nye regering har gjort en stor indsats for at vise, hvad de tror på. Men når det gælder lovgivning, tror jeg, at de kommer til at mangle drivkraften til at gå i en ny retning. Det ændrer sig ikke, bare fordi navnet skifter,” siger Adriano Nunes, som i dag har skiftet branche og stiftet blockchainvirksomheden BlockC. Her hjælper han virksomheder med at dokumentere deres CO2-udledning, netop som EU-forordningen kommer til at kræve.

“I Brasilien er der mange løsninger for at bevare eller genetablere de oprindelige skove. Men det går langsommere med at få de største virksomheder til at udlede mindre, selvom de har ændret sig meget på bare et par år. De begynder at indse, at de spiller en stor rolle i at påvirke andres udledning, også selvom deres eget aftryk isoleret set ikke nødvendigvis er stort.”

I den forbindelse er det ifølge Niels Søndergaard værd at bemærke, at der i den afskovningsrelaterede sojaproduktion er sket et strukturelt fald, som brasilianerne kan takke en mangeårig indsats fra Lulas bagland for – længe før EU’s afskovningsforordning træder i kraft:

“Hvis man har en idé om, at det er soja, der driver Amazonas-afskovningen, og at det er EU, der kommer til at drive værket, så tager man fejl på stort set alle parametre.” /Emma Louise Stenholm

Artikelserien udgives med tilskud fra OpEn – Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.