Himalaya smelter

Himalaya smelter. Den gigantiske bjergkæde, der strækker sig gennem det asiatiske kontinent, mister sine gletsjere i takt med, at klodens temperatur stiger. I perioden fra 2010 til 2019 er gletsjerne smeltet 65 pct. hurtigere end tidligere, og ved slutningen af dette århundrede vil tre fjerdedele af bjergkædens is være forsvundet – baseret på det allerede forældede estimat om, at temperaturen stiger 1,5 grader. Imens prøver de lokale befolkninger ved bjergkædens fod at finde løsninger og tilpasse sig de hastigt ændrede forhold.

Omfanget af konsekvenserne er uoverskueligt. Over en fjerdedel af verdens befolkning forventes at blive påvirket af gletsjernes forsvinden. Vandet vil smelte så hurtigt og i så store mængder, at det vil medføre massive oversvømmelser. Over 1,5 mia. mennesker er også afhængige af ferskvandet fra Hindukush-gletsjeren, der kaldes verdens “tredje pol”. Men når isen smelter så hurtigt som den gør, og i de mængder, ender ferskvandet med at blive udrikkeligt, da det bliver blandet med den havvind, der ligger frosset i isen.

 

Den guddommelige port

Den indiske stat Uttarakhand ligger ved foden af Himalaya. Her er man afhængig af monsunsæsonens regn, som kommer mere og mere uregelmæssigt. Når temperaturen i Det Indiske Ocean stiger, påvirker det nemlig monsunen, der tager til i styrke. Der kommer meget regn på kort tid, og gletsjerne smelter hurtigere. Pludselig er alt under vand.

Det tager over otte timer at komme til Haridwar fra New Delhi. Eller, det tager otte timer, hvis man er så uheldig at sidde i kø i en bil uden aircondition i 32 graders varme. Gangesfloden løber lige igennem Haridwar, der ligger i Uttarakhand. Hari betyder “guddommelig” på sanskrit, mens “dar” betyder dør. I den hinduistiske tro er Ganges en direkte adgang til Dødsriget, og Haridwar er døren derind, vejen ind til dødsriget.

Det er ikke så dystert, som det lyder.

Da vi ankommer til byen, er floden helt drænet, så den kan blive renset. Der, hvor vandet skulle have løbet, sidder mennesker og graver jord op for at si det. Hver person har sit område. Dag ud og dag ind sidder de i den bagende sol i håbet om at kunne finde ting af værdi, som ellers har været tabt i flodens strøm.

 

Mere end bare en flod

Da den nu 20-årige Sumair Handa Bakshi første gang besøger Haridwar som seksårig, er der rigeligt med vand. Og skrald. Gangesfloden er en af de mest forurenede vandveje i verden, og med de mange turister, der tager til Haridwar for at tilbede floden og guden Vishnu, øges mængden af skrald eksponentielt.

Den forurenede flod slipper ham ikke, og da han senere ser en dokumentar om den udrydningstruede gangesdelfin, kan han ikke begribe, hvordan den kan leve i det vand. Som 13-årig starter Sumair derfor organisationen Save the Spirit of the Sea. Han laver en underskriftsindsamling og demonstrerer foran den japanske ambassade imod delfinjagt i Taiji. Dernæst vender han blikket mod floddelfinen, Indiens nationaldyr. Han rejser fra Uttarakhand, hvor Haridwar ligger, og holder sammen med et hold studerende workshops og snakker med den lokale befolkning, der bor langs Gangesfloden.

“Der bor 400 mio. mennesker ved Ganges’ bredder, som er dybt afhængige af den,” fortæller han. “Gangesfloden er mere end bare en flod i Indien. Den tilbedes som en gud. Over hele landet har folk følelser forbundet med floden. Ganges bliver anset som en mor, en der sørger for dem. Men desværre er folk ignorante over for deres egne handlinger. Ignorance is bliss, som man siger. Det beskriver flodens tilstand nu, hvor den er under massivt pres fra den befolkning, der bor ved den.”

 

Ritualet i Haridwar

Første gang vi taler med Sumair, der i dag bor i USA, får han på tværs af landegrænser arrangeret, at vi kan komme til et Aarti-ritual i Haridwar. “Jeg sørger for, I får VIP-behandling,” skriver han over WhatsApp.

Hver aften afholdes der et stort ritual for floden. Ganga Aarti kaldes det; bøn for Ganges. Sumair har givet os et nummer til en præst, som han kender i Haridwar. Det eneste problem er, at præsten ikke taler engelsk. Med Sumair som mellemled aftaler vi at mødes ved Har Ki Pauri – guden Vishnus fødder, som det betyder.

I modsætning til de andre præster, der er klædt i orange klæder fra top til tå, er præsten Vashu iført stramme jeans og en sort windbreaker. Vi siger “thank you”, han siger ikke noget. Vi følger efter ham op mod en port, hvor han tager sine sko af og afleverer dem til en mand i et vindue, inden han gestikulerer til os, at vi skal gøre det samme.

 

 

Det føles som om hele byen er samlet. De skakternede trapper fører ned til en bredere afsats, hvor der er små blomsterboder og bedehuse med altere til forskellige guder. En ekstra række trin fører herfra ned til floden. På platforme sidder mænd iført de orange præsteklæder. De deler små lys ud og maler folk i panden.

Vashu fører os gennem menneskemængden og helt ned til flodbredden, hvor ritualet skal foregå. Han genner en familie væk fra de forreste pladser, og kort efter vi er blevet placeret helt i front, kommer en ældre mand i røde klæder ned ad trappen. Han slår helligt på en gong, efterfulgt af to mænd, der bærer en guldstatue af guden Vishnu.

Pludselig blæser en dyb mandestemme ud af højtalerne og maner til ro med en messende sang. En anden mandestemme slutter sig til, og sammen begynder de at synge.

 

Med ild og vand

Ritualet varer omtrent en time. Det føles som en velkoordineret dans, hvor alle undtagen os ved præcis, hvad der skal gøres.

Et ældre, fornemt udseende ægtepar bliver ført frem og sat ved Vishnu-statuen. Sammen med præsten udfører de forskellige ritualer. Det er en langsommelig proces, de sidder nærmest i deres eget univers, upåvirket af det store show, der foregår omkring dem. Der bliver sendt blomster afsted, der bliver taget vand fra floden, som knipses i ægteparrets ansigter, og der bliver sat ild til en væske. Til sidst smider de sammen en anden mælkehvid væske i floden.

Vejen til Har Ki Pauri er belagt med plastikdunke. I alle tænkelige størrelser. Folk kommer langvejs fra for at se den hellige flod, og man kan købe en dunk, så man kan have vandet med hjem. Mens ritualet intensiveres, går folk lige så stille ned til vandkanten og fylder deres dunke. Rundt om os er solen gået ned, men det er ikke natten, der falder på. Det gør tågen, der med ét har opslugt os.

En mand stiller sig op foran os og begynder at råbe. Det er ikke til at vide, om han prøver at sælge noget eller om han skælder ud. Vi bliver enige om, at han må være en krydsning mellem en præst og en gadesælger. Folk synger og klapper, det tager til i styrke. En fodboldkamp, hvor alle hepper på floden og på sig selv. Klokkerne begynder at ringe i kakofoni, mændene messer stadig, det har de faktisk gjort i den sidste time. Tre mænd begynder på et ildritual og kaster om sig med flammende lamper, mens der bliver smidt vand på publikum.

Med ét rejser alle sig og går mod udgangen. I løbet af et øjeblik er det hele ovre.

 

Ingen tager ansvar

Selvom mange indere har et nært forhold til den guddommelige flod, er der langt fra tilbedning til redning, påpeger Sumair. Alligevel tror han på, at alle de følelser, folk nærer til Ganges, kan omsættes til handling: “Uanset hvem man spørger langs Ganges og i Haridwar, så vil man få meget emotionelle svar,  når man spørger om deres forhold til floden,” fortæller han.

“Og det er i sig selv forløsningen og løsningen til at beskytte floden. Hvis I hørte efter, hvad præsterne sagde under Aarti, så er præsterne begyndt at få folk til at love i deres bøn, at de ikke vil forurene Ganges. At de ikke vil smide ting i den, og at de vil respektere den.”

Det er dog lidt en anden sag, når det gælder at passe på den truede delfin, som er en af Sumairs mærkesager:

“Når jeg har spurgt lokalbefolkningen ved Ganges ind til, om de kendte til arterne i floden og mere specifikt delfinen, så blev folk nærmest aggressive. Der var en mand, der sagde, at der ikke levede noget i floden. Han havde boet der hele sit liv uden at se skyggen af en delfin. Da jeg til gengæld spurgte, hvis skyld det er, at floden var så forurenet, svarede alle, at det er regeringens skyld. De renser ikke floden. Og det er problemet i det her land. Der er ingen, der tager ansvar.”

“Moder Ganga har brug for nogen til at tage snavset ud af hende, og hun har valgt mig til opgaven,” sagde Narendra Modi, da han blev valgt som Indiens premierminister i 2014. Det faktum, at Ganges har været katastrofalt forurenet, har da også været i den nationale bevidsthed længe. Flere statslige programmer har forsøgt at rense floden, som 40 pct. af den indiske befolkning får deres vand fra. Det samme har utallige frivillige initiativer.

 

Vandmanden

Fra de smeltende gletsjere i Himalaya flyder vandet ud i Asiens 10 største flodsystemer, heriblandt Ganges, hvor vandet forgrener sig i tusindvis af vandløb, der munder ud i små søer. Hvis man spørger Anand Malligavad, er det her, man skal begynde, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at redde floden og løse Indiens vandproblemer.

Anand Malligavad er Indiens “Lake Man”, som The New York Times har døbt ham. Anand bor i Bangalore, landets fjerdestørste by med en befolkning på 13 mio. mennesker. Bangalore ligger i den sydlige del af Indien, som har været plaget af tørke og vandmangel. I 2016-2018 var landsdelen ramt af den værste tørkeperiode i 150 år, mere specifikt omkring byen Chennai, og i 2019 oplevede byens beboere en såkaldt Day Zero: en dag uden vand.

 

 

Der er mange bagvedliggende grunde til, at det sydlige Indien oplever så voldsom tørke, men den mest specifikke er vintermonsunens udeblivelse: Den sydlige del af Indien er fuldstændig afhængig af den regn, som kommer i sommermånederne. Hele 40 pct. af regnfaldet stammer herfra, og de over 60 pct. af befolkningen, der arbejder med landbrug, er fuldkommen afhængige af den.

Regnen er dog gradvist aftaget. Frem til 1990’erne var monsunregnen heftig, i 00’erne gav den “normalt” regnfald, og nu er vandet væk. Temperaturerne i den nordøstlige del af landet er steget 0,5 grader, og ifølge forskere ved det indiske institut for tropisk meteorologi skyldes den manglende monsun opvarmningen af det indiske ocean.

 

Hjemløse søer

Da Anand Malligavad kom til Bangalore i 1996, havde hvert hus en lillebitte brønd, som gav ordentligt drikkevand. Men Bangalore har ingen store floder, kun fire små – Dakshinapinakini, Arkavati, Kumudavati, Rishibhavati – og med den tiltagende tørke samt udvidelsen af byen, der kaldes Indiens Silicon Valley, er de små floder i dag ikke andet end kloaksystemer, fortæller Anand. Hvis ikke der bliver handlet akut, bliver Bangalore ubeboelig i 2025, for der vil ikke være noget vand tilbage.

Anand Malligavad har dog ikke fået tilnavnet Lake Man for ingenting. I 2017 samlede han 1.800 frivillige, og på blot to måneder havde Anand fået anlagt sin første sø i Bangalore. Siden da har han været med til at etablere yderligere 33 søer i byen, svarende til 300 hektarer. Anand forklarer, at en del af projektet også er at få folk til at værdsætte søerne igen. Med urbaniseringen, der tog fart i 1970’erne og frem, afvænnede byboerne sig lige så stille fra at bruge floderne til daglige gøremål, og lod dem derfor gå til.

“De blev hjemløse,” siger Anand om søerne. I takt med at vandet blev mere og mere forurenet af byens affald og kloak, begyndte der at blive dannet søle og slam i bunden, hvilket satte en stopper for den naturlige gennemstrømning. Fordi vandet ikke filtreres og cirkuleres, begyndte søerne at lugte fælt. Og da der også boede folk lige op ad dem, besluttede kommunen sig for at dække dem til.

 

Naturlig rensning

Anand arbejdede egentlig med noget helt andet: Han havde et job inden for bil- og luftfartsindustrien, men kunne ikke slippe tanken om vandet. Hvorfor var det gået så galt? Han begyndte at researche, skrev ud på Facebook, og kontaktede regeringen, hvilket han dog hurtigt fandt ud af var spild af tid. I stedet kickstartede han en bevægelse.

En af årsagerne bag Anands succes med søerne er hans tilgang. “Jeg tænkte på, hvordan vores forfædre gjorde det,” fortæller han. Choladynastiet regerede i over 1000 år indtil omkring det 13. århundrede i det sydlige Indien og krediteres for at have udbygget floderne i området. Med Anands øjne er deres metoder langt bedre og billigere end moderne teknologi. De bygger på en idé om forbundethed. Søerne skal være forbundne til floderne, for når søernes vand renses, vil floderne så også langsomt blive renere.

Der findes tre slags søer, fortæller Anand: Den første er den udtørrede sø, den anden har en lille smule spildevand og en større mængde god vand, og den sidste er kun spildevand. Hver sø kræver sine egne strategier, men vigtigst af alt er, at Anand hverken bruger rør, cement eller andre unaturlige måder at kontrollere vandet på. Det handler om jord og mudder, og hvordan det formes.

En del af processen er naturligt at adskille skraldet fra vandet, så det kan blive fjernet. Man danner en V-formet lagune af udgravet jord, hvor vandet kan samle sig. Når vandstanden begynder at stige, sætter det gode slam sig. Og så kommer planterne: de flydende vådområder bestående af hydroponiske planter, der ikke behøver jord. “Et naturligt, biologisk rensningsanlæg,” kalder Anand dem.

 

Ilt på vejen

Vandet rejser. I takt med at søernes vand bliver renere og renere, vil de små floder også blive det. Når vandet har rejst omkring 40-50 kilometer, vil alt spildevandet være luftet og indeholde ilt igen.

Anand Malligavad har været så succesfuld med at få vandet tilbage til de udtørrede byer, at han er blevet bedt om at videreføre sit arbejde længere nordpå i staten Uttar Pradesh, der grænser op til Delhi og Uttarakhand. Men det er ikke nok for Anand. “Jeg vil dedikere mit liv til søen,” siger han og fortæller, at ambitionen er, at hans praksis skal indføres i hele Indien, og sidenhen hele verden.

“Søer er planetens økonomi,” understreger han. Søerne skaber drikkevand, de er essentielle for vores vanding af afgrøder, og de kan lagre CO2. Når man snakker med Anand, er det svært ikke at blive helt søforelsket. Det rene vand fra de mindre søer ledes tilbage til de større søer, og herfra videre igen. Når det til sidst når Gangesfloden, er vandet helt rent – ingen plastik, ingen slam, ingen afføring.

Det hele er forbundet.

 

Artikelserien udgives med tilskud fra OpEn – Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.