Ronen Zvulun/Reuters/Ritzau Scanpix
Den lille rige stat Qatar, der har gjort sig bemærket som mægler i både forhandlingerne om våbenhvile og gidseludvekslinger mellem Israel og Hamas, har gennem flere år sendt milliarder af dollars til Hamas. Det er der sådan set ikke noget odiøst i. Men det er rimelig betænkeligt, at det har fundet sted med Benjamin Netanyahus accept. Men ikke bare det. Som The New York Times skriver i en stor, velresearchet artikel: “Israels premierminister Benjamin Netanyahu har ikke alene tolereret disse overførsler, han har også opfordret til, at de fortsatte.”
Så sent som i september, dvs. omkring en måned inden Hamas eksekverede sit uhyggelige terrorangreb i Israel, var der et hemmeligt møde mellem regeringsfolk fra Qatar og lederen af den israelske sikkerhedstjeneste Mossad, David Barnea. Ifølge flere anonyme kilder med kendskab til mødet blev Barnea konfronteret med et spørgsmål, som ellers ikke var på dagsordenen: Var det ok med Israel, at den månedlige million-overførsel fortsatte som vanligt? Og jo tak, det var Netanyahus politik.
Aftalen om transaktionerne er ikke mere hemmelig, end at den længe har været et tema i den israelske politiske debat. Netanyahu er blevet beskyldt for at ville “købe sig” til ro i Hamas-lejren. Problemet er – og det er det, The New York Times nu har gravet frem efter at have talt med mere end 20 nuværende og tidligere embedsfolk i Israel, USA, Qatar og andre mellemøstlige regeringer – at pengeoverførslerne var baseret på den fejlagtige antagelse, at Hamas ikke ønskede at udføre et stort angreb på israelsk jord og heller ikke var i stand til det.
”Selvom det israelske militær kom i besiddelse af en drejebog for en Hamas-invasion, og analytikere kunne observere betydelige terrorøvelser lige på den anden side af grænsen til Gaza, fortsatte udbetalingerne. I årevis eskorterede israelske efterretningsagenter endda en qatarsk embedsmand ind i Gaza, hvor han uddelte penge fra kufferter fyldt med millioner af dollars,” skriver avisen.
The New York Times kalder det en bevidst “satsning” fra Netanyahus side: Hvis bare Hamas fik en masse penge, så ville organisationen nok være optaget af regeringsførelse og ikke bruge så meget energi på at udtænke og udføre terrorhandlinger. Netanyahu sagde i et interview for 11 år siden, at det var vigtigt at sikre et stærkt Hamas, så det kunne udgøre en modvægt til det rivaliserende palæstinensiske selvstyre (PA), som blev oprettet i 1994 efter indgåelsen af Oslo-aftalen mellem Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation PLO og den israelske regering. For således ville der være mindre pres på Netanyahu for at indgå forhandlinger om en tostatsløsning.
To forbrydere
Politik er speget og lurvet, og der er ikke noget at sige til, at politik er endnu mere speget og lurvet i Israel. Som israelsk vælger må – eller burde – man, inden man satte sit kryds, spørge sig selv: Ville jeg turde overlade mit barn i denne mands varetægt? I Netanyahus tilfælde må man bare sige, at der ringer en del alarmklokker, og det er ikke kun, fordi han har hentehår. Han har stadig ikke påtaget sig skyggen af ansvar for den kæde af svigt i de israelske efterretningstjenester, som førte til Hamas’ velforberedte og uhyggelige angreb i oktober.
Fra den ene forbryder til den anden. Washington Post har et portræt af Yahya Sinwar, som er Hamas’ leder i Gaza. Teksten starter med en scene, som er genfortalt af Michael Koubi, der i flere år var den israelske sikkerhedstjeneste Shin Bets forhørsleder. I 1989 afhørte han den i dag 61-årige Yahya Sinwar i 150 timer i forbindelse med en dom for mord på fire palæstinensere. Her beskrev Sinwar, hvordan han havde fået en Hamas-kriger til at ringe til sin (krigerens) bror, der var under mistanke for at samarbejde med den israelske besættelsesmagt. Sinwar tvang derefter Hamas-krigeren til at begrave broren levende. “Han viste overhovedet ingen følelser,” siger Koubi til Washington Post. “Jeg så en mand, der var meget intelligent … og han troede virkelig på alt, hvad han gjorde.”
Artiklen fortsætter med at gå længere tilbage i Sinwars liv, og det hele følger den forudsigelige drejebog. Han er selvfølgelig vokset op i Gaza med kaos og død og ødelæggelse omkring sig. Nu forsøger Netanyahu at “udslette” Hamas. Indtil videre er mere end 17.000 mennesker døde som collateral damage under Israels bombardementer, langt de fleste er kvinder og børn. Det er kaos, død og ødelæggelse. /Oliver Stilling