Kære Føljeton-læser
”Susie, hvad skal jeg gøre – der er ikke plads nok; ikke halvt nok til at bære, hvad jeg ville sige. Vil du ikke fortælle manden, der laver papirarkene, at jeg ikke har den mindste respekt for ham!”
Emily Dickinson i et brev til sin søster Susan, 1852
Der er meget godt at sige om brevskrivning. Tænk på, hvordan folk nogle gange plaprer løs i en telefon. Hvad man ikke skal lægge øre til. Mængden af ligegyldigheder, gentagelser og øh’er og æh’er; enerverende ”serier af hæse, gutturale vokaler og krakelerende konsonanter” (som Jens Christian Grøndahl engang lagde i munden på en buschauffør i en af sine romaner). I brevet kan afsenderen lade sig føre ud i det ukendte af en strøm af tanker, men hun kan også fatte sig i korthed og sige tingene uden omsvøb.
I dagens Information kan man læse, at FN’s generalsekretær Ban Ki-moon i januar i år sendte et brev til den danske statsminister. Det var en lille advarsel og en kort opfølgning på en telefonsamtale mellem de to i december, som åbenbart ikke havde gjort videre indtryk på Lars Løkke Rasmussen. Det drejede sig om L 87, den omstridte smykkelov, som skulle blive vedtaget 14 dage senere. ”Jeg er især nedslået over at erfare, at det lovforslag, som vil indføre restriktive foranstaltninger, ser ud til snart at skulle blive drøftet og vedtaget af det danske parlament,” skrev generalsekretærens i sit brev, hvori han også ”med bekymring” noterede sig, at Danmark og flere andre europæiske lande ”indfører stadig mere restriktive politikker og foranstaltninger, som vil resultere i en mindsket støtte til dem, der behøver beskyttelse, og vil begrænse menneskers mulighed for bevægelse.” Måske ikke så stor prosa som Emily Dickinsons, men under alle omstændigheder spildte Guds ord på Balle-Lars.
I dagens leverance af egenproduceret (ikke egernproduceret!) kvalitetsjournalistik har Føljeton også forsøgt sig udi brevskrivningskunsten. Vi vil gerne interviewe forfatteren og dramatikeren Jess Ørnsbo, og aftalen, som er indgået med ham via en tredjepart, er, at vi sender et brev til Ørnsbos adresse i Viby Sjælland, og når det er fremme, så ringer han måske den anden vej. Der er kun ét problem, og det er postvæsenet. På Emily Dickinsons tid var et brev sikkert fremme i løbet af en dag eller to på hesteryg – nu tager det mindst fem. Måske ender vi med at aflevere brevet personligt i Jess Ørnsbos postkasse. Men det kan let blive akavet.
Med højagtelse,
Føljeton