Byrumsekspert Jan Gehl

 

Hvem?

Jan Gehl (f. 1936) er en dansk arkitekt, byplanlægger, forsker og professor emeritus. Siden 1966 har Jan Gehl arbejdet med sine bylivsstudier, der i dag ligger til grund for byudviklingen i flere af verdens storbyer. Hans kamp gennem de sidste 50 år har været at skabe menneskevenlige byer, og det har gjort ham verdenskendt i de kredse.

Jan Gehl har en lang liste af nationale og internationale udmærkelser og priser bag sig. Han kom sågar også på finansloven i 2009 og vil dermed modtage støtte fra Statens Kunstfond indtil sin død.

Forskningen, teorierne og redskaberne bag arbejdet med at skabe det gode byrum har Jan Gehl foreviget i sine seks bøger. Første bog blev udgivet i 1971 og senest i 2010 udkom bogen Byer for mennesker, der er oversat til 32 sprog.

I 2000 dannede han Gehl Architects sammen med Helle Søholdt, hvor han arbejder som seniorrådgiver. Konsulentvirksomheden har udvidet med kontorer i både San Francisco og New York.

I 2007 bad New Yorks bystyre Gehl Architects om hjælp til at udvikle byen i en mere bæredygtig retning for indbyggerne. Et af Gehl Architects pilotprojekter blev at lukke Broadway midlertidigt for trafik mellem Times Square og Herald Square. Her forvandlede de det ellers trafikerede område til et gågademiljø med borde, bænke, parasoller og planter for at skabe byliv og for at få newyorkerne til at tænke anderledes om deres gader.
 

Hvorfra?

Jeg ringer til Jan Gehl præcis klokken 9.00 fredag morgen, som vi aftalte, da jeg mødte ham i Dansk Arkitektur Center torsdag eftermiddag, da han ved en stor reception blev hyldet for sit mangeårige byrumsvirke. Der var i dagens anledning endda blevet skrevet en biografi om ham.

”Du er godt nok punktlig,” siger han og beder mig ringe igen fem minutter senere, så han kan nå at tygge sin ostemad af munden. På hans fastnettelefon. Den har bedre lyd. Et par minutter efter – mindre en fem – ringer han mig op fra sin mobil. Nu er han klar, siger han, så jeg kan bare ringe på den anden telefon.

”Ja, hallo. Goddag, goddag!” siger han.

Der var nogle i Dansk Arkitektur Center, der sagde, at du har fødselsdag søndag, men det er lørdag ikke?

”Jo. Lørdag. Men en weekend er jo en weekend.”

Hvordan skal du så fejre din fødselsdag?

”Vi skal have et temmelig stort splash på et hemmeligt sted ude i byen. Jeg skal holde stor fest. Det er jo en tradition, det med at holde fødselsdag i Danmark. Når man bliver ældre, holder man fødselsdag oftere, for man ved jo ikke, hvor længe det skal blive ved, det her sjov, vel?”

Han spørger, om jeg fik hans biografi med hjem fra arrangementet torsdag:

”Der står noget om, hvordan det hele udvikler sig, og om de bøger, jeg har skrevet. Den seneste hedder bylivsstudier. Den er redskabsorienteret ligesom byer for mennesker. Sidst i den er der sågar en redskabskasse…”

Hvad er der i værktøjskass…

Men Jan Gehl er allerede i gang med den næste sætning, der er forbundet til den forrige.

”… eller hvad man kalder det. Byer for mennesker, hedder bogen. Det er samlet ét sted, så man bare kan slå op ét sted og se, hvordan man laver et godt menneskelandskab, hvad sanserne betyder, og hvor trafikingeniørerne begår deres største fejl. Jeg har skrevet seks bøger om betydningen af at tage hensyn til mennesker i byplanlægningen og arkitektur, og hvordan man gør det.”

Og hvordan gør man så det?

”Man skal etablere et rum, jo. Det er en af de ting, jeg synes moderne arkitektur er dårlig til. At lave gode rum med menneskelige dimensioner. Jeg har en række principper. De skal ikke være for store. Der er noget, der hedder menneskelig skala,” siger Jan Gehl og hoster pludselig voldsomt i telefonen.

”Det var ostemaden… Nå men, jeg har arbejdet meget med, hvordan menneskelig skala er noget, vores sanser reagerer på. Det hænger sammen med menneskets udviklingshistorie. Vi er udviklet til at gå med maksimalt 5 km/t, så det er apparatet, vi har til at måle rum med. Og det kan bruges til at lave rum med. I modernismen lavede man ikke-rum.”

Han begynder at tale om Dragør.

”I Dragør er byen bygget rundt om husene. Efter torvene satte man husene ind. Man startede altså med rummene, og så byggede man husene ind, så det støttede livet i rummene. Man skal have en fornemmelse af rum, og hvordan de er defineret og begrænset. Det med at lave rum er lidt en kunst, der er gået tabt.”

Ja, du har jo kritiseret Ørestaden?

”Ja, en lille smule.”

Hvordan laver man så rum?

”Vi har en liste med tolv kriterier, som vi har lavet. Det er tolv kriterier, vi mener er vigtige for, at det kommer til at fungere godt. Det er også nævnt i alle de der bøger. Det er meget enkelt. Der er tre, der handler om beskyttelse. Du skal være beskyttet mod det, du ikke bryder dig om. Trafik fx. Der er også fysisk beskyttelse. At du ikke er i risiko for at udsættes for et voldeligt overgreb. Det tredje er, at du gerne vil beskyttes mod klimaet, som du ikke bryder dig om. Vinden er i Danmark det store problem. Man kunne slet ikke bo i Danmark, hvis vi ikke havde vinden, til gengæld er vinden noget, der køler folk ned, og alle er så glade, når det ikke blæser, og de kan sidde i læ. I Dragør har de ingen vind, og de har et meget bedre klima end i Danmark. I Ørestaden har de fået forstærket vinden og har et værre klima end i Danmark. Og så er der de næste seks,” siger han.

Jeg bliver i tvivl om, hvor mange der er. Jan Gehl indledte med tolv kriterier. Og nu har vi været igennem tre, men han siger, at der mangler seks? Han fortsætter med at fortælle om kriterierne.

”For at have det godt skal du kunne gøre de grundlæggende ting, mennesker gør i et byrum. Du skal kunne gå, du skal kunne stå, du skal kunne sidde, du skal kunne se, du skal kunne høre, og du skal kunne tale. Og så skal der være plads til, at du kan lege og dyrke sport.”

”Alt det gode i livet sker, når du er stået ned fra hesten, og du er til fods. Det er vi nemlig lavet til biologisk. Du skal kunne færdes rundt i dit miljø, så du kan gå ugeneret uden at være bekymret, hvor der er plads til det. Men ikke for meget plads. Du skal stadig kunne møde dem, der kommer mod dig fra den anden vej. Du skal også kunne se facaderne og butikkerne, og du skal kunne sidde ned, hvis du bliver træt eller bare vil kigge på dem, der går forbi. Vi har også meget med at stå og standse, og hvor folk gør det henne. Det er noget med døråbninger, nicher og knuder. En glat glasfacade signalerer ‘gå videre’, huset med de mange knuder, inviterer til, at du kan stoppe. Og så skal du også kunne sidde på noget, der står rigtigt.”

Hvad er ‘rigtigt’? 

”Ryggen er dækket, du har et godt klima, du kan se det hele. Reglerne omkring det med at sidde handler om det, man gerne vil se, og så skal afstandene være sådan, at man kan se det. Det med at høre og tale handler om støj – og det med at lege og udfolde sig er meget forskelligt. Det er børneleg, sport og folk i Frankrig, der spiller petanque… cafeliv. Det skal man også have indbygget.”

Han holder en lille pause.

”Så kommer vi til den tredje og nederste kategori, som er er de tre nederste kasser.”

Ahh!

Ja?

”Der skal være en god menneskelig skala på de steder, hvor folk skal have det godt. Hvis du er i tvivl, kan du gå ind i Tivoli og se deres rum. De lever af at lave gode rum. Hvad du ikke skal gøre er at tage ud i Ørestaden. De har ikke interesseret sig meget for at lave gode rum.”

Du er ikke vild med Ørestaden, hva’?

”Nej, det er typisk for et stort byggeri. Man har fyret alt fra modernismen af på én gang, og det er lavet på en gang i Ørestaden, og derfor er det nemt at referere til. Men jeg kan også sagtens nævne andre nye byggerier. Tuborg Havn og Kalvebod Brygge. De har begge samme problemer. De have ellers chancen for at bruge det, man vidste om byer for mennesker, men det er jo så ikke blevet brugt. Det ærgrer mig.”

Er der så nogle rum, der er gode?

”Bo01 i Malmø. Der er alting meget rigtigt. Der kan du gå rundt med min liste med de tolv ting og finde ud af, at alle er med. Det er det samme i Kartoffelrækkerne. Der er også mange arkitektfamilier, der bor i Kartoffelrækkerne, fordi stedet har så mange kvaliteter.”

Men. Men…

Jeg forsøger at afbryde Jan Gehl, men Jan Gehl afbryder mig tilbage:

”Der er også Sluseholmen og Halvtolv. Og Nyhavn. Hvis du lige lægger mærke til det, så er det der, allerflest mennesker går hen. Gråbrødretorv var engang det sted, man samledes. Nu er det så Nyhavn. Eller Bopa Plads på Østerbro. Der er også mange af de kriterier, jeg taler om.”

Men de der kriterier, er de ikke temmelig banale?

”Fuldstændig banale.”

”Det er jo så indlysende, at det hele bliver glemt.”

Er der nogen steder, hvor kriterierne slet ikke virker?

”Overhovedet ikke. Det viser sig, at Homo Sapiens bor i alle dele af verden. Vi har arbejdet i Arabien, Sydamerika, Australien, Japan, Kina, Amerika og Grønland med de samme redskaber.”

Hvad laver du egentlig, når du ikke er rundt i verden og lave byrum?

”Det kan du læse om i biografien. Der skriver de, at jeg har spillet jazz i mange år. Det har jeg haft stor glæde af. Det står på side 55 i biografien dér.”

I baggrunden kan jeg høre Jan Gehls kone Ingrid sige noget. De bor sammen ude i Vanløse. Hun er psykolog og en af inspirationerne til Gehls humanistiske tilgang til byplanlægning.

”Jeg får af vide, at vores arbejdsprogram er stramt,” siger han og afbryder samtalen. Han skal ud på den hemmelige lokation og dække bord, inden fødselsdagsgæsterne kommer i morgen.
 

Hvorhen?

Efter weekenden fortsætter Jan Gehl sit arbejde som seniorrådgiver i Gehl Architects, hvor han de næste par år skal være med til at optimere Sydneys centrum for fodgængere og cyklister. Et projekt der skal stå færdigt i 2030.
 

Forresten

Jan Gehl fylder 80 år i dag lørdag d. 17. september 2016 – og ikke i morgen søndag, som alle talerne påstod i Dansk Arkitektur Center torsdag.

/Signe Mai